Og så mindes jeg et hyl over en enkelt udvist iraker, men stening af kvinder er man ligeglad med. Det siger alt!

Here’s an answer. Give the baby a bottle and have a drink and a smoke, too, if it takes your fancy. Then turn to industrial baby food, disposable nappies and a childcare arrangement that allows you to get your life back.

Not only will you free yourself from the Great Oppressor (we’re talking about the baby here, not the father), but you will become a role model for angst-filled contemporaries and encourage a long-term rise in the national birth rate.

That, at least, is the view of Elisabeth Badinter, a French philosopher who has shaken her fellow feminists with a frontal assault on the breastfeeding, pumpkin-peeling, earth motherhood ideologists who she believes are a threat to women’s liberation.
citat slut

Og det forekommer da netop som en maskulin ønskedrøm - en kvinde, der lige popper et barn ud ( ja hvis hun da ikke ligefrem føder via planlagt kejsersnit og dermed er klar til sex øjeblikkeligt…) og dernæst ikke kræver tid, ro og respekt om sit (ndrømmet )rævende moderskab - men nærmest øjeblikkeligt er villig til at aflevere barnet til en eller anden tilfældig sutteflaskeholder - for lige at provokere lidt - og så være totalt klar til sex, fest og at være ekstremt produktiv på det forjættede arbejdsmarked.

Det lyder ikke i mine ører som et rart kvindeliv - men som enhver kapitalistisk patriarks og afstumpet ægtemands vådeste ønskedrøm. Den perfekte kvinde - der på en gang kan føde børn, stille op til sex, fest og klare det samme arbejdsliv som om intet nogensinde var hændt hende….i det teorien jo så er at når barnet er ude af syn er det ude af sind..

Det er der bare ikke så meget der tyder på - hvis man f.eks. læser de mange antologier der er udgivet i kølvandet på kravet til det man kunne kalde det maskuliniserede, producerende moderskab - som koncenterer sig mest om at lade som om det intet betyder at blive mor.

Jeg tror at når så mange kvinder her i den såkaldt frigjorte vestlige verden er gået i mere eller mindre bevidst/ubevidst fødestrejke så hænger det netop sammen med, at man ikke anerkender moderskabet - det er bare noget kvinden skal kunne præstere med venstre hånd - ved siden af alle de mange andre aktiviteter hun skal kunne bibeholde for ikke at blive anklaget for at tilhøre en kedelig, afholdende, ikke-produktiv moderskabsreligion.

Det undertrykkende er, at man forventer at kvinder ikke må ændre sig spor af at blive mødre. De må ikke ændre prioriteter livet - og de må gud forbyde det - ikke vælge at sætte deres barn først - i den periode hver barnet er lille.

Hvis kvinden alligevel vælger at følge sin lyst til at elske sit barn helt vildt og have lyst til at være sammen med det - og endda amme det - og ikke ønsker at overlade det til andre før barnet er større - så anklages kvinden lynhurtigt for at være “for meget mor”.

Hvordan kan man være “for meget mor”?
Ja jeg spørger bare?
Må man kun føde 3/4 og kun amme hver 2. gang eller hvad?

Jeg tror også der er tale om en generationsforskel.
E.Badinter er i dag midt i 60´erne.
Og i hendes generation blev kvinderne typisk mødre i starten af 20´erne. Mange havde måske ikke nået at ryge, drikke, feste, have sex, tage uddannelse og arbejde osv. særlig meget inden de blev gravide og det indrømmet krævende moderskab indfandt sig.

Anderledes med kvinder i dag som typisk har bruget en meget forlænget ungdom på alt det ovennævnte og som måske i den grad er parate til at sætte sig selv til side for et nyt lille menneske - som er parate til at se hele denne proces som udviklende og opløftende - fremfor som en klods om benetØ?

For mig at se er modeskab ikke undertrykkende i sig selv.
Det undertrykkende består i samfundets mangel på respekt for kvindens naturlige kompetencer som mor - at man ikke vil anerkende kvindens lyst til at blive mor -og være mor. Så den kvinde der rent faktisk har denne lyst bliver set på som lidt syg - lidt “for meget”. Og andre kvinder vælger moderskabet fra - netop fordi de instinktivt fornemmer at det ikke er spor sjovt at blive sat i et dilemma, hvor kvinden føler en lyst til at prioritere sit moderskab men bliver straffet på nærmest alle tænkelige måder i det moderne samfund for at gøre det.

Prikken over i´et er jo netop når andre kvinder og mødre hopper med på det - og stempler moderskabet som en uværdig, kedsommelig aktivitet, der ikke egner sig for en rigtig kvinde - læs et rigtigt, respektabelt menneske….
Kan det så undre, at fertiliteten kun ligger under 2 - selv om tidligere familieminister Carina Christensen refererede til at mange kvinder rent faktisk ønsker sig en noget større børneflok ( ifølge undersøgelser som CC
refererede til).

Hvad vi har brug for er at kræve respekt om moderskabet - og ikke hele tiden blive klandret for at ville påtage os det -og bruge tid på det.
Jeg forstår udmærket at så mange kvinder fravælger børn - for der er ikke rigtig tid eller plads til dem i de mange modsatrettede krav der stilles til en moderne kvinde.

Men er det ikke det vi som feminister burde kæmpe imod? Kæmpe for at der er plads til os - og respekt for os - også når vi bliver mødre?
Og kæmpe for, at der især er en plads til os - i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet og i karrierekulturen - NÅR VI BLIVER MØDRE?
I stedet for at hoppe med på at devaluere moderskabet - og gøre det til en presset, stresset affære, som vi lader som om vi lige kan nå i de få timer i ulvetimen?

Hvad med om vi krævede et kvalitetsmoderskab - at få tid til det og nok penge for det - og at vi derefter krævede at blive taget nøjagtig lige så alvorligt på arbejdsmarkedet og i karrieren som enhver mand! At blive anerkendt for de kompetencer og den udvikling som moderskabet som en af de allermets krævende aktiviteter et menneske kan blive udsat for - naturligvis har givet os?

I stedet er der for mange af os som lader os pådutte at det at blive mor er noget der skal begrænses mest muligt - som noget “farligt” - der kan stjæle vores menneskelighed og vores identitet osv.
Og ja gu er det hårdt og krævende - men for de fleste er det dog det hele værd.

Men det vi mangler er at vores hårde arbejde som kviinder og mødre bliver anerkendt og respekteret af det øvrige samfund - og at man ophører med at påtvinge os at lade som om der mere eller mindre ikke findes et (biologisk) moderskab - at det bare er en neurotisk halvreligiøs opfindelse som skal undertrykke kvinder…

Sådanne tanker stammer ikke fra personer der kan lide kvinder og vil dem det godt - ifølge min ydmyge mening…

Hun beskriver det moderne moderskab som en slags fanatisk religiøs sekt, og beskyder de ekstreme og ifølge hende asketiske krav til denne kulturelle moderskabstrend for at være hovedårsagen til den styrtdykkende og for de fleste europæiske samfund katastrofale fødestrejke - (ja så vi nu er ved at blive samfund bestående af pensionister uden unge til at trække hverken læs eller forsøgerbyrde).

Jeg må dog sige, at jeg ud over at der nok er noget usund perfektionisme i mange kvinder - og det derfor kan være udmærket også i rollen som mor - at se sig selv efter i sømmene med passende mellemrum - så ser jeg problemet helt omvendt.
At selv om vi tror, at vi har vundet store sejre i ligestillingskampene så er det de maksuline dyder der har vundet en kæmpe sejrsgang - idet også de fleste af de fremtrædende feminister aspirerede og aspirerer efter at være, blive og leve som mænd…
Således er det de maskuline dyder, der mere og mere præger verden og hvad man anerkender som bærende af status. privilegier og med tilhørende økonomisk gevinst.
Og moderskab er i sagens natur ikke at finde heriblandt - naturligt da det jo er et område, som mænd trods mange nok hemmeligt gerne ville - ikke for alvor kan invadere eller styre.

Heraf følger at netop moderskab med alt hvad dette indebærer i stedet må se sig devalueret og nedværdiget til andenrangsaktiviteter - som beskyldes for alt fra at være fordummende, undertrykkende og præget af ekstremisme trods der er tale om helt naturlige og ganske forunderlige fænomener - især hvis man sætter sig ned og studerer processerne også fra et naturvidneskabeligt synspunkt - istedet for bare at se den gravide kvinde som en fed og træt kvie - der højst kan aspierer til at tage teten som undertrykt malkeko - hvilket synes at være Badinters ypperste pointe.

Hun har dog fået en del kvalificeret modspil:
Edwige Antier, a paediatrician, disagrees. “Elisabeth Badinter is an archeofeminist who does not know what are the aspirations of women today. She’s in denial of motherhood. For neofeminists such as me, it’s obvious that women want self-fulfilment both in their careers and in motherhood.”

And for Bénédicte Opitz, chairwoman of the French branch of the Leche League: “Badinter is, like Simone de Beauvoir, a supporter of French-style feminism, which shuns motherhood. The days are over when women claimed rights on the basis of a masculine model as in the 1970s. Today women want us to take account of their feminine specificities. Besides, breastfeeding is not incompatible with professional activities.”

Jeg må sige, at min kamp som moderne kvinde OG mor netop består i en kamp for at have ret til at være både og.
At skulle påtvinges at give mit barn modermælkserstatning, ryge som en skorsten, drikke som en svamp, feste som et partyanimal, tilbyde sex som en der ikke lige har brugt fødselskanalen til andre og også meningsfulde aktiviteter og arbejde som en workaholic - ganske kort tid efter en fødsel - for at kunne påberåbe mig at være en rigtig?, frigjort?!!! - kvinde - forekommer mig netop! at være særdeles undertrykkende -og totalt i modstrid med hvad jeg som kvinde og mor virkelig har lyst til.

Jeg har lyst til at amme mit barn - for det er meget mere aflastende end at skulle stå og fedte med pulver og koge vand og rengøre flasker - med et styk skrigende, arrigt sulten nyfødt barn på armen den 3. arm jeg ikke har til rådighed….Det er nemmere at amme fordi det beskytter mod sygdomme - og et rask barn er en fornøjelse af være sammen med mens et feberhedst pylret lidende barn må siges at være hele definitionen på en ditto mor der ender i kategorien udskidt æblegrød….
Og fordi jeg som ammende mor kan gå hvor som helst hen - når som helst - uden anden bagage end måske lige et par ekstra bleer - og så den selvkørende, altid opvarmede, sterliserede og antistoftilførende mælkeproduktion som sidder på min brystkasse - lige ved hånden.

Hvor er det synd at amning skal gøres til sådan et problem - til et åg - når det i mine øjne er det mest frigørende for en nybagt mor.

Jeg sover også udmærket om natten - da baby nærmest selv finder maden og mit bidrag blot er at sove videre på siden mens baby gnufler løs tilfreds og mere og mere mæt.
Kunne ikke forstille mig at skulle stå op - vækket af et grædende, sultent og arrigt barn der først har skullet skrige for at vække mig - måske endda placeret i sin egen vugge i et andet rum - og dermed har skullet skrige længe og er helt opkørt når jeg endelig vågner. Skal dernæst stå op!…føj - gå hele vejen ud i køkkent og koge vand, blande pulver - afkøle det osv. mens baby er fuldstændig opkørt og knap nok kan spise modermælkserstatningen af bare sult,angst og skrigeri når den endelig er først opvarmet, blandet og dernæst nedkølet….

For mig lyder modermælkserstatningsfilosofien som det mest undertrykkende og totalt udmattende scenarium som netop risikerer at lænke moderen til hjemmet - hvis ikke hun skal sløbe et komfur med på cafe - ja hvordan opvarmer hun ellers pulveret?

Selvfølgelig er det godt at kvinder ikke længere skal se deres små babyer dø af sult og tarmlidelser fordi vi i dag har forholdsvist gode modermælkserstatninger - og det er trygt at have dette alternativ.
Men hvordan det kæmpe arbejde det er at holde sådan en “mælkefabrik” i gang - i stedet for bare at løfte blusen - dog skulle kunne være frigørende - er temmelig svært at se for ut.

Nanna Bodé