I JP har Lone Nørgaard et indlæg om, hvorfor kvinder ikke forlader deres mænd, når han bliver voldelig.
Jeg har tit spurgt mig selv meget højt, hvorfor går hun dog ikke. Jeg har set min tidligere nabo blive udsat for vold af sin mand flere gange. Og det var først da døtrene blev store at de hev hende med op til de sociale kontakter, som hjalp dem alle. Hun blev og fandt sig i hans voldelige udbrud. Og undskyldte ham mere og mere. Ind imellem fortalte hun mig, at hun skulle jo også tænke sig lidt om inden hun stillede krav. Og samtidig hver gang volden havde været inde over hjemmet kunne jeg se, at nu gik de ud og købte nye ting til hjemmet sammen. Og hun var mere sammen med ham i de perioder.
Lone Nørgaard taler om analysen af magt eller afmagt. Som eksempel bruger hun antropologen Bo W.Sørensen analyse af volden. Mænd slår for at få magt og kontrol, for at opnå noget, for at få konen/kæresten til at lystre. Grundliggende om at disciplinere “ulydige”kvinder. Ikke fordi de stakkels mænd ikke kan styre deres følelsesliv.
Det ligger tit i luften, at kvinder selv er lidt ude om volden. I medierne er der sådan en halv sætning ind imellem som fortæller hvad kvinden ikke gør.
Ang. min nabo undrede jeg mig tit over hvorfor hun ikke gik. Især da det ikke var et problem økonomisk. Først efter mange samtaler med døtrene og meget senere manden har jeg forstået hvor fastlåst hun blev, og hvor meget manden voksede med sin magt. Manden fortalte mig at det var jo en teeagertøs han havde været gift med, og hun skulle jo styres lidt, og det havde hans mor også sagt til ham i sin tid.
Min tanke går tit til de børn som lever mellem forældre hvor der er vold. Hvordan de børn kommer videre, og er der nogen af dem som tager volden med sig ind i forhold som voksen. Hvor skadet bliver de og hvor meget har de af kærlighed og omsorg at give af.
3 Kommentarer
Efter 20 år erfaring med socialt arbejde så er det langt fra min oplevelse at det er normalt at der er tale om disciplinering når der forekommer vold i familien.
Det normale er helt klart at volden sker i afmagt. Ikke at dette gør den mere legitim men det forklarer noget af grunden til at kvinden/manden ikke går fra den voldelige.
Når jeg skriver kvinden så er det fordi vi ikke skal glemme det faktum at langt størstedelen af den vold der begås i hjemmet begås af kvinder.
Der kan selvfølgelig være situationer, hvor vold primært er udtryk for afmagt, angst eller endda selvforsvar. Og dette kan naturligvis også forekomme i forhold til vold i hjemmet.
Men såfremt motivet for at udøve volden er en af ovennævnte eller noget lignende vil volden vel sandsynligvis ikke blive kronificeret som en del af en syg parforholds/familiekultur idet vold aldrig kan være en løsning på længere sigt.
Når kvinder udsættes for vold som et kronisk - tilbagevendende fænomen - så kan man kun konkludere, at den person der udsætter andre for vold enten er meget dårligt begavet eller at den person har andre motiver end f.eks. afmagt o.lign.
Motivet som kendetegner gentagen, kronificeret vold er f.eks. magt, kontrol, sadisme og en mangel på medfølelse eller forståelse for andre mennesker.
Nogle mænd slår måske i afmagt men de der bliver ved og ved i 10,20 eller 30 år - gør det fordi det virker. Fordi motivet om at undertrykke og underkue bliver belønnet.
Og fordi manden har en selvforståelse og en holdning til kvinden som er fuldstændig vanvittig.
Helene, -
vil du ikke lige kaste et blik på “burkaforbudet”?
Så er du sød!