Der ser ud til at være flertal i Folketinget for at ændre ved den katastrofale forældreansvarslov. Katastrofal i de situationer, hvor voldelige fædre får samvær med børnene.
Loven udspringer alene af hensyntagen til forældrene - og tilgodeser i langt mindre grad børnene.
Deleordninger - hvor barnet opholder sig lige meget hos mor og far - er en urimelig salmonisk løsning - som primært tilgodeser forældrenes behov. En ordning som rigtig mange forældre lovpriser - fordi de så får mulighed for både at være forældre - og tilgodese sit liv som single, nyforelsket, i nyt forhold osv. Børnene bliver til gengæld alt for ofte kastebolde og rodløse. Det er sjældent barnets tarv, at det har to bosteder og intet sted reelt at slå rod. Gæst i begge hjem.
Derfor er det med stor glæde - på børnenes vegne - at politikerne nu vil ændre ved loven.
Børn er ikke en ret - men til gengæld hører der pligt og ansvar hos forældrene - som ikke alle formår at varetage. Og da slet ikke, når skilsmissen rammer familien. Så kommer til tider til at handle om forældrene, forældrene og ikke mindst deres nye liv og behov. Børnene har krav på en bedre behandling.
Forkvindens blog - kommentarer til aktuelle begivenheder
232 Kommentarer
Katastrofal i de situationer, hvor voldelige fædre får samvær med børnene.
For ikke at nævne de tilfælde, hvor ungerne falder i kløerne på en feministisk mor - en skæbne værre end døden.
Jeg er helt enig i, at det med bare at dele barnet i to - som den vise kong Salomon - ikke er barnets tarv.
Har hørt om forældre der efter en skilsmisse forsøgte sig med, at det var dem, der skulle flytte hver uge, så børnene kunne blive boende i det fælles hjem mens forældrene flyttede ud og ind. Sympatisk ordning. Der skete bare det, at det kunne forældrene simpelthen ikke blive ved med at holde til.
De blev så trætte og stressede og rodløse og skulle jo også have overskud til at passe deres job, så de måtte stoppe ordningen såvidt jeg husker.
Så hvordan mon det lige er for et barn - et barn som jo i skilsmissen ofte mister sine forældres omsorg i en eller anden grad, da forældrene har nok at se til med deres egen sorg over tabet af kernefamilien.
Jeg synes, man må indse, at man ikke kan dele barnet i to lige store dele, fordi barnet har behov for at bo et sted. At kunne sige her bor jeg - det her er mit hjem og så besøger jeg min anden forælder så meget, som det overhovedet er muligt i øvrigt.
Når det er sagt, så kan jeg godt forstå, det må være hundesvært at være forældre og midt i en skilsmisse.
Jeg ved ikke, hvor meget hjælp forældre får til at komme overens. Men efter min mening må det da ofte kræve massiv hjælp fra landets ypperste konfliktmæglere at få et skilsmissepar til at kunne samarbejde. Hvis de kunne det, var de jo nok ikke blivet skilt i første omgang.
Dernæst så synes jeg parterapi enten skulle være gratis eller der skulle gives store tilskud til det. Og ingen skulle kunne gifte sig uden at have taget et kursus i kommunikation ved anerkendte psykologer/terapeuter.
Det er jo et problem som næsten kun kan eskalere. For man lærer jo hjemmefra hvordan man skal være gift og holde sammen og nu har vi en generation, som i stor stil selv er skilsmissebørn. Jeg har i hvert fald læst, at udenlandsk forskning viser, at skilsmissebørn selv har meget forøget risiko for at blive skilt. Og måske ikke så underligt.
I stedet er der sket det, at det at blive skilt med børn er blevet noget som er så almindeligt og normalt, at vi nærmest ikke regner det for noget. Det er jo nærmest forventeligt at sådan må det gå i den serielle monogamis tidsalder.
Selv om det er fantastisk at det er nemt at blive skilt så mangler der nogle stopklodser i vores samfund. Både før vielsen og efterfølgende.
Hvorfor tror vi, at det at være gift og have en familie er noget, vi som moderne mennesker instinktivt bare kan - når nu statistikken siger noget helt andet?
Hvorfor tager samfundet ikke mere ansvar for at lære børnene og de unge noget om at kommunikere i et parforhold, for som skilsmissestatistikken er nu, så er der alt for mange, der vokser op med at lære hvordan man IKKE skal gøre.
Og som så heller ikke kan finde ud af det når de selv skal prøve.
Jeg tror, at det at leve i et parforhold og have en velfungerende familie er noget af det sværeste, mest udfordrende og krævende i livet - det slår på mange måder ethvert karrierejob - eller er i hvert fald mindst lige så krævende. Så måske skulle vi få en kultur, hvor vi blev opdraget med, hvor hårdt arbejde, det egentlig er at være gift og blive ved med at være det - også når der kommer et, to og evt. flere børn og kræver deres. Så ingen mere kunne gå naive ind i et ægteskab og tro på “de levede lykkeligt til deres dages ende….” men vide, at det her kommer til at kræve en stor daglig indsats fra begge parters side - men så får man også noget værdifuldt i den anden ende.
Gør man ikke?
Når skaden så er sket - og skilsmissen er uafvendelig - så må samfundet vel stille op med noget damage control så den ulykkelige skilsmisse ikke får lov at præge den skilte familie et helt liv. Jeg kan godt forstå de her voksne har brug for massiv hjælp.
Hvorfor tror vi i det her samfund, at parforhold, kærlighed og familiedannelse - det er bare noget, vi kan og noget som kører af sig selv? Vi må til at arbejde lige så hårdt i familien som vi gør i vores arbejdsliv!
Hvorfor tror vi i det her samfund, at parforhold, kærlighed og familiedannelse - det er bare noget, vi kan og noget som kører af sig selv?
Det har sikkert noget at gøre med, at det private er blevet politisk.
http://www.rolf-r.dk/artikels/malipol.gif
Jeg synes faktisk, det er rigtigt, hvad Trille siger i artiklen.
Vi kan ikke bare indføre en form for ligestilling, der skal få os til at glemme, at vi er to - forskellige - køn.
Mange skilsmisser bunder i den brydningstid og mangel på rollemodeller som moderne familier lever i.
Alligevel skal vi have ligestilling men vi skal respektere kønsforskellene.
Man kan jo diskutere om mænd diskrimineres, når det gælder børn - især efter en skilsmisse. Det er svært, men jeg synes nu alligevel generelt, at helt små børn skal være hos deres mor. Og det er nok ekstremt politisk ukorrekt, men jeg vover at mene det alligevel. Vi er jo også ud over at være højt intellektuelle væsener også bare pattedyr - og hos pattedyr er ungen hos moren når den er helt lille. Det er jo derfor det hedder pattedyr - fordi ungen er bundet til sin mor i lang tid via at die og finder også tryghed her ud over basal næring. Selv om moderen ikke ammer kan man godt antage, at barnet alligevel instinktivt søger sin mor - ud fra årtusinder af evolution?
Hjælp nu er der nok mange der bliver vrede på mig - og jeg ved det er uretfærdigt, men jeg tror ikke mor og fars rolle er ens - især ikke i småbørnsårene.
Jeg synes faktisk, det er rigtigt, hvad Trille siger i artiklen.
Der er åbenbart også flere og flere, der melder sig ud af “Ligestillingspartiet”.
http://www.information.dk/167492
Jeg har aldrig nogensinde meldt mig ud af et såkaldt “ligestillingsparti”!
Ligestilling er slet ikke til diskussion.
Den kamp er kæmpet og processen kan aldrig skrues tilbage. Det tror jeg du Rolf må til at indse. Jeg ved ikke, hvad du ønsker dig, men det virker lidt som om, du synes de “gamle dage” hvor far var patriark og forsørger og mor altid var hjemme var det rigtige?
Min holdning er, at ligestilling er utrolig vigtigt men vi må nu til at kæmpe for en nuanceret form for ligestilling. Ikke den form for ligestilling, hvor man lader som om mænd også kan amme f.eks. for nu at nævne et grotesk eksempel.
Som mænd og kvinder er vi meget biologisk forskellige i de år, hvor der fødes børn. Der er kvinden indrettet til at klare nogle biologisk opgaver, som manden ikke på samme måde er udrustet til (bære,føde og amme barnet).
Men det behøver altså slet ikke være noget problem for ligestillingen.
Tag nu Hanne Bech Hansen. Hun arbejdede på halv tid i 14! år - mens hun faktisk med glæde var den der stod for at passe barn og hjem. Siden blev hun så verdens første kvindelige efterretningschef og Danmarks første kvindelige politidirektør.
Jeg synes Hanne Bech Hansen i den grad er en rollemodel. Og et bevis på at det at følge sin biologi og måske i nogle år mens børnene er små leve efter gammeldags kønsroller bestemt ikke på lang sigt behøver være en hindring for ligestilling.
Så jeg hilser med sindsro velkomment at pigerne drukner i lyserød tylskørt og drengene leger røvere og soldater i børnehaverne. Det siger ingenting om hvorvidt pigerne alligevel senere bliver generaler eller politidirektører.
M.h.t. trådens emne ja så synes jeg jo igen, at vi skal holde op med at diskutere hvad er mors ret og hvad er fars ret men indrette samfundet efter hvad er barnets tarv og ret. Der synes jeg altså det er lidt tydeligt, at de små børn har mest brug for deres mor men senere kan far godt komme langt mere på banen. Og det synes jeg bør afspejle sig i lovgivningen ved skilsmissser - fortsat.
Så jeg hilser med sindsro velkomment at pigerne drukner i lyserød tylskørt og drengene leger røvere og soldater i børnehaverne. Det siger ingenting om hvorvidt pigerne alligevel senere bliver generaler eller politidirektører.
Eller om drengene bliver affald. ?
http://home.tiscali.dk/8×002511/images/affald.gif
Om man bliver affald er jo op til en selv.
Det handler jo om at få et samfund hvor alle har en chance og ikke på forhånd bliver valgt fra p.g.a. køn.
Det kan godt være, det betyder, at der er flere mænd og drenge, der må rubbe neglene og kæmpe både i erhvervslivet og på hjemmefronten for at finde sig til rette i en ny samfundsorden. Det har kvinder altid skullet så det er lidt svært at synes, det er helt vildt synd.
Men der vil givetvis være nogle mænd og drenge, der må indse, at der var en kvinde, der havde et større talent og derfor får topposten - hvor det for 50 år siden ville have været en dårligere kvalificeret og dårligere egnet mand, der fik stillingen.
Hvis man synes, det er en forkert udvikling, at den bedst egnede uanset køn får jobbet/en høj position i samfundet, så er der da noget galt med en.
Ligestilling betyder lige muligheder for begge køn - så det der med at det ene køn skulle blive til affald - hvor har du det fra? Mange unge mænd nyder altså også, at kønsrollerne blødes op - det er til alles fordel, hvis ellers man ikke lige glemmer, at vi er to forskellige køn.
Det jeg mener med, at det er op til en selv om man bliver til “affald” er jo, at det er op til hvert køn at finde selvtillid og selvværd i sit eget køn. Uanset hvad samfundet siger om den sag, så kan man selv beslutte sig for, at man er noget - MEGET - værd. Jeg har selv besluttet, at jeg synes, det at være mor og langtidsamme er enormt værdifuldt - en flot og uvurderligt værdifuld rolle at udfylde. Jeg ved udmærket at samfundets vurdering er, at det ikke er noget værd, at jeg ingenting laver, selv om jeg arbejder så hårdt som jeg nogensinde har prøvet hele mit liv. Men jeg synes selv, at mit arbejde som småbørnsmor er meget mere værd end at være direktør.
Det handler om at finde sine egne værdier- og ikke tænke nå nu går jeg bare her og passer børn og ingen regner det for noget.
Og hvad så! JEG regner det for noget og jeg VED at det er rigtig meget værd og jeg vil altid være stolt over det.
På samme måde må mænd - ja alle mennesker - finde deres egen værdi.
Det kan godt være det er lige så svært for mændene efterhånden at finde deres eget værd og rolle i det moderne samfund, som det altid har været for kvinderne at få lov at være mere end blot et køn og blive fravalgt udelukkende på den baggrund.
Men hvorfor skulle det være meget nemmere for mændene? Jeg kan ikke se det forfærdeligt uretfærdige i, at den ligestillingskamp vi alle må kæmpe kræver en stor indsats og ofre fra begge køn.
Men nu er vi - igen - trådt ud over trådens egentlige emne…Rolf det er ikke så godt, at du gør det hele tiden - og jeg kan ikke lade være med at svare…
“Det jeg mener med, at det er op til en selv om man bliver til “affald” er jo, at det er op til hvert køn at finde selvtillid og selvværd i sit eget køn.”
Det er nok derfor, kustoder er medlemmer af “Ligestillingspartiet”.
http://www.rolf-r.dk/lsbrv/karenj.htm
Rolf hvis ikke du selv vil ende ikke i kustodekategorien men som en dinosaur i et moderne samfund, så må du acceptere, at vi har ligestilling mellem kønnene og det er en proces, der hele tiden fortsætter og forfines.
Du kan ingenting gøre ved det andet end at hilse de fordele for mænd, der også er, velkomne.
Hvis vi f.eks. skal tilbage til trådens emne:skilsmisse og delingen af samvær med barnet, så er der da også sket massive fremskridt for både fædre og børn.
I “gamle” dage så var det jo sådan, at en skilsmisse som oftest var lig med, at faderen helt mistede kontakten til sine børn mens moderen måtte hutle sig igennem og klare to roller - evt. endte børnene hos slægtninge eller på børnehjem.
I dag sker det stadig at en far mister kontakten til børnene, men det er vel dog blevet noget meget mere usædvanligt og sjældent end den sædvane det var for måske 50 år siden.
En far er jo også uundværlig for barnet - så når jeg skriver, at jeg synes børnene har det bedst - generelt - hos deres mor mens de er helt små, så betyder det jo ikke, at faderen ikke OGSÅ SKAL være der.
Men der kunne man godt diskutere om fædre i stedet for samværsRET ikke skulle til at have samværsPLIGT. Jeg har i hvert fald nogle gange den opfattelse, at en del enlige mødre ville give deres højre arm for at deres børn kunne få en bedre kontakt til børnenes far. Men ofte svigter faren?
Så hvad med at indføre nogle PLIGTER oven i alle de rettigheder som mændene også kæmper for? Jeg ved jo ikke, om jeg har ret.
Men jeg har en lille formodning om, at der stadig er fædre der rent faktisk svigter børnene efter en skilsmisse mere end, at det er børnenes mor, der ikke vil samarbejde?
Der findes helt sikkert også mødre som ikke vil samarbejde, og det er jo også et brud på ønsket om ligestilling, når det er tilfældet, Ligestillingstanken skal jo komme begge køn til gode, men jeg mener bare fortsat, at det er barnets tarv der skal komme før både mor og fars tarv.
Og der mener jeg fortsat, at små børn har brug for at være hos deres mor mens de er små. Hvis vi studerer abemødre og deres unger, så ser vi da i hvert fald det mønster i meget lang tid af ungens opvækst.
Jeg ved godt, vi ikke er aber - udelukkende - men jeg mener ikke vi bare kan dele et barn i to dele ligeligt mellem mor og far fra det er helt lille. Det mener jeg er et udtryk for, at de voksne vil gennemføre en ligestilling, som ikke er i overensstemmelse med biologiske grundvilkår.
I “gamle” dage så var det jo sådan, at en skilsmisse som oftest var lig med, at faderen helt mistede kontakten til sine børn mens moderen måtte hutle sig igennem og klare to roller - evt. endte børnene hos slægtninge eller på børnehjem.
I gamle dage kunne fædre, når et forhold kiksede, udnytte “Ude af øje, ude af sind effekten” og starte på en frisk, fri af tidligere forhold. Det kan de ikke i et feministisk samfund med en journaliststand, der bruger arbejdstiden på at underholde sig med “livgivere”.
http://jp.dk/indland/article1478659.ece
Man kan ikke være bekendt at bruge “ude af øje, ude af sind effekt” overfor sine børn Rolf! Vil du virkelig offentligt stå ved en sådan kynisme og svigt overfor eget kød og blod?
Der er det jo netop, jeg mener, at ligestilling mellem mand og kvinde ikke blot indebærer, at den moderne far skal komme og kræve rettighed efter rettighed.
Det er mindst lige så relevant, at den moderne far påtager sig de samme forpligtigelser overfor børnene som moderen.
Ellers er den moderne far en hykler, der blot vil have rettigheder men ikke ansvar og pligter. Kan det virkelig passe?
I øvrigt en meget spændende artikel.
Det kunne være rigtig spændende, hvis fædre kom nogenlunde lige så meget på banen som mødre. For så ville arbejdsmarkedet i den grad være tvunget til at indrette sig efter børnefamilierne og ikke omvendt.
Dog vil jeg stadig understrege, at den tidlige mor-barn-kontakt og symbiose inkl. amning bør og skal respekteres som uerstattelig ideelt set.
Ellers er den moderne far en hykler, der blot vil have rettigheder men ikke ansvar og pligter. Kan det virkelig passe?
Ifølge de kvinder, DR’s skandaledrenge underholder sig med, er han en degenereret patriark.
Iøvrigt underligt, at skandaledrengene aldrig har mandet sig op til at stille statsansatte kvinder, der kan “beregne” fædres ansvarsfølelse, spørgsmålet: “Hvordan bærer I jer egentlig ad? - Det er jo det rene hekseri”
http://home.tiscali.dk/8×002511/figures/ANSVARF.JPG
Ja det er det jeg mener - ( i henhold til din artikel), at der er jo ingen, der forhindrer den moderne mand i at få mere indflydelse derhjemme - kender rigtig mange veninder, der ville blive meget glade for flere initiativer fra deres mand! - hvorfor overlader mændene inititativet til kvinderne. For jeg vil sige, det er mandens helt eget ansvar, hvis ikke han er mere med derhjemme. Det kan ikke være nogen andres ansvar.
hvorfor overlader mændene inititativet til kvinderne. For jeg vil sige, det er mandens helt eget ansvar
De er veldresserede. Det er mandsdominerende, sexchikanerende og meget andet at tage initiativet fra de stakkels undertrykte.
http://www.rolf-r.dk/artikels/Vatnisse.jpg
Jeg er enig med Vibeke Manniche. Det skal være barnets tarv der har højeste prioritet og ikke forældre der evt. ikke kan enes. Det er glædeligt hvis loven laves om igen. Forældre må så vidt muligt opføre sig som voksne personer og tage hensyn til barnet der jo ikke har valgt skilsmisse og delebarn livet.
Det skal være barnets tarv der har højeste prioritet og ikke forældre der evt. ikke kan enes.
Og børn ligger bedst i moderens lomme.
http://www.information.dk/167843#comment-76893
Rolf sikken dog en gang ynk du får leveret her.
Hvis ikke det lige var fordi der bag en sådan gang mandeynk trods alt findes en lille dreng som helt sikkert har haft det svært og som helt sikkert har oplevet svigt fra BEGGE sine forældre, så ville jeg næsten sige så tag dig dog sammen og lad være med al den patetiske selvynk mand!
Men selvfølgelig græder mit hjerte for den lille dreng, der kom i klemme i det ægteskab og den skilsmisse.
Men mit hjerte græder ikke så meget for den voksne mand, der nok alligevel har lært så meget om manipulationens kunst, at han får manipuleret og projiceret hele skylden for det elendige ægteskab og ulykkelige skilsmisse over på sin mor.
For Rolf mellem linjerne i denne her historie, hvor der helt sikkert er en mor, der har handlet forkert er der lige så meget en far, der har taget kasketten vatnissse på og hutlet sig igennem både et ægteskab og en skilsmisse uden at ville tage ansvar for det destruktive miljø barnet skulle vokse op i. Og som efterfølgende kan ophøje sig selv til overvatnisse idet barnet så uden særlig modstand overlades til moderen.
Altså Rolf - sådan noget ynkeligt patetisk ynk! Jeg vil nemlig ikke sige, at vi her har en forfærdelig manipulerende heks af en mor - nej - vi har en forfærdeligt, svag, storsvigtende far, der har mindst lige så stort et ansvar og som svigter MINDST lige så meget.
Men fra barnets synspunkt er det nemmest at hade den mor, der blev og til en vis grad kæmpede for barnet omend på en til tider forkvaklet måde og så gøre den totalt vatnissede og totalt fraværende faderfigur til en slags helt.
Hvad helt er der over at tillade ægteskabet udvikle sig så destruktivt og efterfølgende opgive sit barn uden nogen større kamp?
Her har vi en far, der ikke er far.
Men som svigter ved sin laden stå til og sin tavshedsterror. Og her har vi en søn, der selvfølgelig savner sin far og ender i den faldgrube at idyllisere ham og dæmonisere sin mor.
Sådan som jeg ser på det, så har vi her et forkvaklet ægteskab men hvem der er mest forkvaklet - moren eller faren - det kan man virkelig ikke dømme om ud fra den tekst.
De virker begge to til at være “for viderekomne” så jeg køber ikke den her med at den stakkels mand blev manipuleret af kvinden.
Hvorfor var det lige at den vatnisse af en mand ikke kunne tage sig sammen og gå i parterapi første gang konen i frustration over tavshedskrigen smider rundt med stueinventaret? Det var det ikke meget at forlange af en ordentlig far!
Og hvorfor kæmper han ikke for at se sin søn efterfølgende?
Se det er alt for smertefuldt for den voksne søn at erkende - at ja mor har svigtet men er fars svigt ikke mindst lige så stort - også i ægteskabet.
Jo vil jeg sige.
Her har vi ikke en kvinde, der er forkvaklet - vi har et ægtepar der ikke har meget at lade hinanden vide omkring at tage et ansvar for et ægteskab og en familie.
Jeg er enig i, at den mor ikke har klaret det så godt men faren er da lige så langt ude.
Og læs lige hvad jeg skriver omkring moderskabet.
Jeg skriver, at moderens rolle i barnets tidlige opvækst ikke kan erstattes af selv den mest velmenende faderfigur - eller bedstemor eller pædagog for den sags skyld.
Det mener jeg er lige så dumt at påstå som at sige, at far kan også lige klare ½ af graviditeten. Jeg synes man må erkende at mor og barn har noget helt unikt og særligt sammen fordi de har været en og samme organisme i hele svangerskabet og delvist vedbliver at være det via amningen.
Alt dette vil jeg gerne ophøje til noget stort og utroligt værdifuldt.
Og det vil jeg ikke skamme mig over selv ikke i en tidsalder hvor det ellers i den grad er politisk ukorrekt at påstå, at vi faktisk stadig biologisk set er to køn.
Men jeg har aldrig sagt at faderens rolle ikke også er vigtig og uundværlig.
Jeg har bare sagt at mens børnene er små så er mor og fars rolle bestemt ikke ens.
Jeg synes også, at børn skal se deres far efter en skilsmisse. Men jeg synes, at små børn grundlæggende hører til hos deres mor.
Fordi de som helt små har en helt anden binding til moderen end til faren. Ja gammeldags vrøvl vil nogle måske sige. Et biologisk grundvilkår vil jeg så respondere.
Men det er lige så vigtigt biologisk grundvilkår, at et barn også har så meget brug for sin far.
Men Rolf hvorfor er det så at fædrene så let taber kampen? Er det ikke fordi det også i en eller anden forstand er lidt nemt? Og ikke så besværligt som det f.eks. er at påtage sig ansvaret?
Kunne en mand ikke lige så godt som kvinden kæmpe - verbalt og retsligt- for at være den bedste forælder overhovedet?
Jo vil jeg sige. Der er altså også en del mænd, der lidt nyder at springe over, hvor gærdet er lavest med børnene, og hvor det er alt for nemt for den usympatiske mor at sætte sig på de fælles børn.
Det er altså også faderens store ansvar når det får lov at ske.
Måske har jeg gået lidt let hen over, at moderen i artiklen måske nok opfører sig helt forkert overfor faderen når hun smider rundt med tingene.
Det er rigtigt at der også er kvinder, der opfører sig helt forkert i ægteskaber og måske er skylden her mest kvindens - trods alt?
Men alligevel vil jeg sige, at faderen har jo også et stort ansvar for at reagere på en ordentlig måde.
Jeg lægger mærke til at faderen netop beskrives som en person, der bruger tavsheden og indadvendtheden til at flygte fra at tage ansvar for stemningen i familien og flygte fra at forholde sig til at hans kone gerne vil i kontakt med ham.
Det undskylder overhovedet ikke moderens helt uacceptabel adfærd. Men hvorfor er det bare helt o.k. Rolf at faderen i historien overhovedet ikke forsøger at tage hånd om problemerne på en voksen og ansvarlig måde?
Men flygter om bag avisen og ind i sin egen verden. Der synes jeg faderens svigt ligger. Og det er et stort svigt. At kvinden i historien så også opfører sig fuldstændig uacceptabelt skal dog ikke glemmes, men som jeg ser det har hun forsøgt at komme i kontakt med sin mand - på en meget umoden og forket måde. Men har manden ikke et ansvar for at der kommunikeres og problemer konfronteres så familien kan fungere?
Men har manden ikke et ansvar for at der kommunikeres og problemer konfronteres så familien kan fungere?
Ja, det er jo et tilbagevendende spørgsmål.
http://users.cybercity.dk/~btp1346/udklip/pictures/kampmodman/suzbroeg.gif
Rolf det fandt den kvindelig forfatter da ud af - da hun endelig i en vil nogle sige lidt sen alder opgav det hektiske sololiv og blev (løve)mor. Såvidt jeg husker bor Suzanne Brøgger i Løve? - så den med Løve skulle lige med…;0))
Så du spørger hvad skal vi bruge manden til?
Jamen de fleste kvinder er da vilde med mænd - om de så er nok så meget feminister.
Og de fleste kvinder vil gå meget langt for at holde sammen på kernefamilien med en far i.
Jeg synes det er meget svært, hvordan man deler børnene efter en skilsmisse. For jeg kan da også godt se det fra farens synspunkt. Lovgivningen har indtil videre meget været på kvindens side og hun har måske haft lidt frit spillerum til at udfolde sin indre svinehund overfor den exmand, hun er meget vred på og skuffet over.
Men jeg vil igen vende tilbage til spørgsmålet - i forhold til børn skal man så have rettigheder eller skal man have pligter?
Jeg synes lige så godt man kunne sige, at de moderne fædre skulle have nogle lovbestemte pligter i stedet for rettigheder. For jeg kan stadig ikke forstå hvorfor der stadig er en del mænd, der giver op i forhold til deres børn. Så kan man beskylde mødrene for at være manipulerende, hysteriske, sygeligt udadreagerende, dominerende og for at de godt og grundigt får sat sig på de stakkels børn og får alt for meget magt i parforholdet. Det er der måske nok noget om.
Men hvem er det, der bare lader det ske?
Hvem er det, der bare foretrækker at komme ud af skilsmissen og måske lidt starte på en frisk i stedet for at kæmpe for at være noget for børnene? Man kan godt skyde skylden på kvinden til en vis grad. Men på et eller andet tidspunkt må mænd og fædre også til at se på deres egen rolle - og se på, at de måske nogle gange har nydt godt af at kunne arbejde og gøre karriere fordi kvinden har stået for meget derhjemme og med børnene - og mange mænd fortsætter med at være passive og skyde ansvaret fra sig efter skilsmissen.
Og så er det jo spørgsmålet kommer fra kvinden: hvad søren skal man bruge sådan en mand til? Der handler det vel også om at den moderne mand kommer lidt ind i kampen (ikke-voldelig kamp;0) ) og simpelthen tager sit ansvar og engagerer sig med blod, sved og tårer i sine børn og i sit parforhold - (helst inden det er gået helt galt).
Jeg bliver dog også gal på de kvinder, der saboterer en god fars ønske om samvær.
Men jeg tror der er lige så mange kvinder, som gerne vil samværet mellem børn og far men som oplever, at manden er for passiv og uengageret - nøjagtig som han var det før skilsmissen?
Og hvorfor ender manden der? Med at være passiv og overlade ansvaret for børnene alt for meget til deres mor?
Rolf det fandt den kvindelig forfatter da ud af - da hun endelig i en vil nogle sige lidt sen alder opgav det hektiske sololiv og blev (løve)mor. Såvidt jeg husker bor Suzanne Brøgger i Løve? - så den med Løve skulle lige med…;0))
Ja, det gjorde hun. Før hun blev (løve)mor, var hun meget engageret i debatten om vaginalspray, men senere led hun vist af amnesi.
Iøvrigt er der det interessante ved løvemødre, at de er vældig gode til at jage, men de deler ikke uden videre byttet med afkommet.
http://users.cybercity.dk/~btp1346/udklip/pictures/kampmodman/herman.jpg
Fordi de som helt små har en helt anden binding til moderen end til faren. Ja gammeldags vrøvl vil nogle måske sige. Et biologisk grundvilkår vil jeg så respondere.
Feminologer mener, at der er tale om et dybereliggende fysisk behov.
http://www.rolf-r.dk/artikels/96010_ING_Som_Sagt_Nynne_behov.jpg
Ja problemet for en mand er jo også, at hvis han ikke passer på med hvordan han spreder sin arvemasse, så er det jo slet ikke sikkert, han overhovedet ved, han er blevet far.
Mens en kvinde altid vil vide, at hun er blevet mor.
Så man kan godt sige, det kræver en ekstra ansvarlig og engageret indsats for en mand at blive far, mens en mor får en hel masse foræret fra biologien.
Men igen vil jeg sige til mænd: lidt mindre ynk - og lidt mere vilje til at vise, at de også gider, når det sjove projekt med at skabe et barn ender med at blive vækket om natten i årevis, bjerge af vasketøj, sure sokker og næsten ingen sex i lange perioder…, madpakker der skal smøres dag efter dag, børn der skal køres til og fra, lortebleer og næsten ingen tid til sig selv og alt det, man før tog for givet skulle høre med til et moderne, fornøjeligt liv.
Eller om mændene vil risikere deres karrieremuligheder eller kæmpe for at det at få børn og tage godt vare på dem ikke længere skal være en karrierehindring.
Jeg har selv en engageret far til mine børn - men hvor har jeg mange veninder og bekendte, som næsten lever som enlige mødre i ægteskabet. Faderen har bare ikke den samme interesse i børnene.
Så Rolf stop al den ynk og kom ind i kampen - engager dig i børns velfærd, vær noget for dine egne eller andres børn.
Der er nok børn, der tørster efter en engageret faderfigur.
For mig at se er problemet at der er for mange mænd som partout vil have en masse rettigheder - men vil de også have pligter?
Vil de også ofre karriere, skønhedssøvn, fritid og tid til sig selv i lige så høj grad som barnets mor?
Så Rolf stop al den ynk og kom ind i kampen - engager dig i børns velfærd, vær noget for dine egne eller andres børn.
Hvordan får man de kvindesaglige til at holde nallerne fra børnene ?
http://users.cybercity.dk/~btp1346/udklip/pictures/birgidue.jpg
madpakker der skal smøres dag efter dag, børn der skal køres til og fra, lortebleer og næsten ingen tid til sig selv og alt det, man før tog for givet skulle høre med til et moderne, fornøjeligt liv.
Ja, er der noget mere fornøjeligt end at skulle omgås en FN-, EU- og statsprotektoret undertrykt martyr ?
http://users.cybercity.dk/~btp1346/udklip/pictures/zims1.jpg
Jeg er helt enig i, at det med bare at dele barnet i to - som den vise kong Salomon - ikke er barnets tarv.
Glemte du ikke fortsættelsen?
Det er jo det utroligste, kvinder kan finde på, for at få fingre i et barn.
http://www.rolf-r.dk/artikels/faafingrei.htm
Rolf din argumentation og dit syn på kvinder er for uværdigt - ikke mindst for dig selv.
De kvinder der omtales i artiklen er psykisk syge - meget syge og har ikke noget med kvindekønnet at gøre. Det er lige så dumt at skrive det som at mene, at alle mænd grundlæggende er pædofile og går rundt og pønser på at få fingre i et barn de kan misbruge. Jeg vil holde mig for god til at nævne sagen fra Østrig hvor en højt respekteret patriark - en rigtig god gammeldags patriark, som du synes at være så glad for - først misbruger sit lille barn, dernæst da hun bliver en unge kvinde spærrer hende inde i mere end 20 år og avler børn på hende - børn som også spærres inde - så de ikke kan udvikle sig normalt.
Synes du så at man kan sige, at sådan er mænd bare? Især gammeldags patriarker som du synes at være tilhænger af?
Det synes jeg ikke. Og de kriminelle gerninger som du beskriver er en sygdom - IKKE et træk ved kvindekønnet.
Det er også en forskruet tankegang, at der er noget seksuelt ved amning.
Det må stå for din egen syge tankegangs regning.
En fødsel er heller ikke en seksualakt.
Men mere en kærlighedsakt. Der kan være nogle lighedstræk, ikke underligt, da det er de samme anatomiske strukturer, men grundlæggende er det en meget stor præstation af kvindens krop og psyke, som du burde udvise meget mere respekt for - især hvis du ønsker at fremstå som den store patriark.
Kvinder “får ikke fingre i et barn” - kvinder skaber liv og en mors kærlige hænder er intet mindre end livsnødvendige for barnets trivsel og overlevelse.
Hvor stammer dit ubændige had til kvinder dog fra? Har du tænkt over det?
“Hvor stammer dit ubændige had til kvinder dog fra? Har du tænkt over det?”
Hvis man svarer kvinder igen, så hader man dem. Sådan er det bare.
http://www.rolf-r.dk/artikels/Frelste_meninger.htm
“Kvinder “får ikke fingre i et barn” - kvinder skaber liv ”
Det er ikke mig, der har fundet på formuleringen. Det er Jytte Willadsens ord.
http://www.rolf-r.dk/artikels/livgivere.htm
Rolf jeg kan godt forstå, at du er frustreret over den uretfærdige biologi.
Biologien har givet så lidt til manden i forhold til reproduktion. Her må manden hægte sig på kvinden.
At det skaber frustration og livmormisundelse bl.a. er meget naturligt.
Men vi hører altid kun om Freuds penis-misundelse. Jeg tror det meste kvindeundertrykkelse bunder i mandens ur-gamle angst og frustration over ingen kontrol at have i forhold til reproduktionen.
Manden kan kun opnå kontrol, hvis han undertrykker og mishandler kvinden - fysisk såvel som psykisk.
Manden er jo meget sårbar i det reproduktive arbejde - måske også derfor mænd kan forekomme så sexfikserede - for hyppig sex er eneste måde at opnå kontrol med kvindens fertilitet.
Alligevel har manden ikke så meget at frygte, for kvinden og hele børneprojektet er designet til mindst 2 voksne af hvert sit køn. Men faktisk meget gerne flere - i form af den udvidede familie ( som dog ikke altid behøver at være udelukkende biologisk).
Ethvert barn har et naturligt behov for at kende sin biologisk mor OG far.
Det er noget de fleste kvinder ved instinktivt - og drømmen om en kernefamilie er en stor drivkraft for mange kvinder.
Tabet af denne drøm kan være en stor sorg.
Jeg kan ikke se, mænd har noget at frygte i forhold til kvindefrigørelse, for den ændrer intet ved de ur-gamle instinkter, hvor det at have en aktiv og stabil far til sine børn nok må siges at være en af de vigtigste faktorer for vellykket børneopfostring.
Heldigvis har naturen skabt de fleste kvinder så stærke, så de også kan opfostre deres børn uden en mand, men det er dog et krævende projekt, som fordrer en nogle gange overmenneskelig arbejdsindsats - men også det klarer kvinder generelt.
Jeg vil derfor mene, at den aktive far har alle chancer for at smelte sin kvindes hjerte - og skabe et stærkt bånd til hende.
Men en del mænd får opført sig så ubehjælpeligt i forbindelse med den reproduktive proces, at det faktisk opleves som mere belastende for kvinden at have manden - som en slags ekstra barn - med på slæb. I de værste kulturer kan man observere dette uanstændige scenarie:
En gravid kvinde med et ammebarn på ryggen og måske flere små omkring sig arbejder med fysisk krævende markarbejde i den bagende sol. Hun slæber på tunge vanddunke og må gå mange km hver dag. Hun laver alt husarbejde, passer børnene alene og må også klare det meste af det fysisk krævende markarbejde.
Mandens opgave er af og til at overfalde kvinden for at få udløsning for sin liderlighed og resten af tiden sidde i skyggen med og drikke øl og more sig med de andre uduelige mænd. Af og til sker det at en kvinde får en gave af sin mand - en aids-infektion eller anden kønssygdom, når manden frejdigt drager til byen for at forlyste sig med de prostituerede kvinder.
En anden maskulin pligt er at drikke kvindens hårdt opsparede penge op og komme hjem og te sig helt vildt og voldeligt og sætte kvinder og børn på plads.
Ikke underligt at alle u-lands- organisationer nu har indset, at de må satse på kvinderne, hvis deres ydelser skal drage nytte. Gives der penge til mændene drikkes de op eller bruges på prostituerede.
Rolf - sådan er livet for alt for mange af vore medsøstre i u-landene - for slet ikke at nævne hvad der sker i muslimske lande.
Det er derfor vi skal have rødstrømper og ligestilling.
Du synes ikke, du hader kvinder.
Undskyld - men har du hørt om ordet selvindsigt? Hvis ikke du hader kvinder - hvad mener du så om dem?
Du citerer aviser og artikler - hvad mener du selv?
En anden maskulin pligt er at drikke kvindens hårdt opsparede penge op og komme hjem og te sig helt vildt og voldeligt og sætte kvinder og børn på plads.
Du citerer aviser og artikler - hvad mener du selv?
Det lader til at mænd, der forsømmer deres maskuline pligt, mister deres børn.
http://www.rolf-r.dk/artikels/malipol.gif
Rolf det avisudklip er genbrug fra debatten længere oppe.
Hvis jeg skal diskutere med dig, er jeg interesseret i, hvad DU mener - ikke i et hav avisudklip forfattet af andre.
Har du ikke en selvstændig mening, du har lyst til at bidrage med?
Flot Helene. Flot argumentation. Respekt.
Rolf det avisudklip er genbrug fra debatten længere oppe.
Korrekt. Og du kommenterede Trilles udsagn. Men ikke Malin Lindgrens.
http://users.cybercity.dk/~btp1346/udklip/pictures/kampmodman/talfdame.jpg
Tak Tove! Det er sjovt at debattere - men jeg skriver stadig lidt for langt.
Rolf! Jeg vil da gerne kommentere dit nye avisudklip: kvinden er ikke det svage køn!
Hele kvindens liv består af respektindgydende kraftpræstationer af såvel fysisk som psykisk art. Hvis nogle mænd har lyst til at holde tale om, at kvinder er smukke, så gerne for mig. For det er de - smukke - kvinderne altså!
Hvis nogle mænd har lyst til at holde tale om, at kvinder er smukke, så gerne for mig.
Sikkert, men det er kvinder nu bedst til.
http://www.rolf-r.dk/artikels/hoens_og_haner.htm
Pointen i dit indlæg er nok, at der følger en meget stor rigdom med at føde børn og engagere sig i dem og i andre mennesker i det hele taget.
Der kan det nogle gange godt se ud som om mænds styrke mest ligger i - som nævnt- at løfte tunge ting.
Men ligestilling er jo med til at sikre, at det ikke behøver at være sådan. Med ligestilling har mænd mulighed for også at løfte andet end tunge ting - som f.eks. børnepasningsbyrden, madlavningstjansen, vasketøjskurven - som eddermame kan være tung!!! osv.
Mænd har også mulighed for at få den styrke, der ligger i at se den rigdom, der ligger i at engagere sig i de ellers tilsyneladende så kedsommelige sysler som følger med at være forældre. Mænd har med ligestilling også mulighed for at få et rigere liv.
Var det noget Rolf. At sidde og klippe-klistre alle de mange avisudklip er en faktisk en kompetence der kan bruges ude i samfundet - hvad med at klippe-klistre på rød stue med en masse glade børn i stedet?
Der er også en masse dejlige kvinder som vil værdsætte en pragteksemplar af en mandlige pædagog - som også kan løfte de ekstra tunge ting!
Altså spøg til side Rolft - kan du da overhovedet ikke se nogle fordele for mænd i ligestillingen? Måske skal du bare lige se lidt bedre efter - så er de der - fordelene for mændene.
Altså spøg til side Rolf - kan du da overhovedet ikke se nogle fordele for mænd i ligestillingen?
Nej. Ligestilling er jo et begreb, som rødstrømperne har defineret.
http://www.rolf-r.dk/artikels/samtalekoekken.htm
@Helene
Rolf sikken dog en gang ynk du får leveret her.
Hvis ikke det lige var fordi der bag en sådan gang mandeynk trods alt findes en lille dreng som helt sikkert har haft det svært og som helt sikkert har oplevet svigt fra BEGGE sine forældre, så ville jeg næsten sige så tag dig dog sammen og lad være med al den patetiske selvynk mand!
Helene… hvad f….. er det for en tone at komme med? At fædre er rendt over ende af dyssociale feministiske chauvinister i de sidste tredive år, og at i nu skaber jer som de konfliktskabende hystader i er, skal ikke slippe uagtet forbi. Jeg kan godt love dig, at hvis du ikke ændre tonen vil du svar på tiltale!
Derimod hvis du er interesseret i en saglig debat, med en ordentlig retorik skal du være velkommen
Hvem er hun der kalder sig “Den moderne kvinde”, feministen. Hvorfor ikke lade en kvinde der har en medmenneskelig indfaldsvinkel, og ser chauvinister som de er, besvare dette
Det skal understreges at mandlige chauvinister skal under samme lup, fordi tiden løber fra kønsracister, og gode mennesker af begge køn, før eller siden vil forene sig i ligeværdighed imod kønskamp, der ikke længere bare kan overlades til dyssociale bedrevidende individer, selvom de har gjort rigtig meget godt for kvindefrigørelsen gennem de sidste hunderede år.
Det moderne menneske er kommet for at blive. Væn jer til det!
Tak til Camilla Lærke Mors for hendes befriende og humoristiske beskrivelse af den moderne kvinde.
http://blog.politiken.dk/camillas/2008/09/19/moderne-kvinder-onanerer-ikke/
Der er ingen, og jeg understreger ingen, uegnede forældre der bør have forældremyndigheden, kun at den skal være fælles som udgangspunkt, med mindre tungtvejende grunde taler imod det og børnene selv vil. Men at bruge børnenes tarv som undskyldning til at fortsætte den gamle kurs, og bare nøjes med at give faderen samvær er uacceptabelt.
Det er direkte uansvarligt når man ikke tager hensyn til dem der udgør rammerne for børnenes liv nemlig forældrene. Det er vigtigt at man koncentrerer sig om at nedsætte konfliktnivauet ved at ligestille forældrenes ansvar, så det efterfølgende bliver nemmere at hjælpe/straffe den/de konfliktskabende på en mere retfærdig måde end hidtil, og iøvrigt at undgå afmagt i videst mulige omfang, og hvad der følger med dette ødelæggende begreb.
Mantraet “kun børnenes tarv” er en forsimpling af af virkeligheden, der ikke vil medfører nytænkning og øget ansvarsfølelse hos de konfliktskabende, og kun bidrager til en fortsat beklagelig kønskrig, fordi den vil blive misbrugt af den/de konfliktskabende forældre i netop de sidste 10 procent, der skal tvinges til at sammenarbejde bedst muligt.
Incitamentet ligger i at miste forældremyndigheden hvis man anklager uden bevisførelse, bruger psykisk eller fysisk vold mod barnet. eller hvis man samværschikanere.
Det er vigtigt at forstå at LOKK ikke er en troværdig sammenarbejdspartner for faderen. Det er ikke længere muligt at fædre begrundet kan have tillid til denne organisations evne til uvildighed, og forklaringerne hænger tæt sammen med LOKK’s organisationsstruktur, og gentagne lovbrud, statsforvaltningernes generelle opfattelse af LOKK og brug af status quo reglen, og ikke mindst størrelsen på ansøgernes optagelses procent i LOKK.
Det hjælper ikke noget at LOKK bedyrer deres evne til at “spotte” hvem af ansøgerne der lyver eller der ikke gør, sålænge optagelsen er tæt ved 100 procent.
Det er heller ikke troværdigt at DKS bedyrer at dette ikke er en kønskamp. Det er det nemlig også.
Hans Hansen! Mine udtalelser omkring mandeynk går ikke så meget på den omtalte sag, men på en irritation over Rolfs underlige syn på kvindekønnet. Jeg forfaldt nok lidt til at lade irritationen over de mange avisudklip om kvinder og feminister til at komme med udtrykket patetisk mandeynk. Jeg mener, at en mand der bare hele tiden kommer med ynk fordi kvinder nu er blevet stærkere i samfundet skal tage sig sammen og indse, at sådan er det og de rettigheder kommer vi aldrig til at opgive igen.
Men du skal være velkommen - bare kom an - jeg er slet ikke bange for en debat.
M.h.t. det der er sket i forhold til kvinderne, så er det glædeligt, at kvinder nu kan lade sig skille og har langt bedre mulighed for at forsørge deres børn som enlige mødre. Det er stadig meget svært, men man kan håbe enlige mødres forhold vil blive forbedret hele tiden.
Jeg synes vi skal afskaffe rettighedsdebatten og tage en pligtdebat i stedet. Det skal ikke handle om hvem der har mest ret til barnet, men hvem der føler sig mest forpligtiget overfor barnet.
Jeg er selv priviligeret med at have en mand, der bruger enormt meget tid på sine børn. Men han er en vist noget af en sjældenhed. I langt de fleste familier jeg kender, er det kvinden, der har den største interesse i børnene. Manden går mere op i arbejde og fritid. Hvis sådan et par bliver skilt så skal faren i hvert ikke kunne hævne sig på moderen ved at kræve børnene delt midt over samværsmæssigt.
Det må være den forælder der har den største tilknytning og dermed også har udvist forpligtigelse overfor barnet, der fortsat skal have den rolle - skilsmisse eller ej. Det må klokkelklart være barnets tarv.
Jeg ved godt, der også er fædre der chikaneres af mødre og det er forkasteligt men lidt forståeligt da der kan være mange svære følelser i klemme efter en skilsmisse.
Men mange mænd har ihvert fald hvis min omgangskreds er bare lidt repræsentativ ikke udvist nær samme offervilje og vilje til omsorg overfor deres børn som mødrene - igen min mand er helt anderledes men jeg skal tit høre på dybe suk fra veninder som ikke har det arbejdsfællesskab omkring børnene som man kunne forvente. Skilles et sådan par kan det vel ikke komme bag på manden at han belønnes i forhold til indsatsen m.h.t. samvær.
Derfor må enhver mand engagere sig dybt i sine børn -FØR skilsmissen - så kan han også med rette forlange, at det tætte samvær bare fortsætter. Men det er ikke interessant at diskutere rettigheder - det er meget mere interessant at diskutere pligter - hvem har vist vilje og evne til at påtage pligterne i forhold til børnene?
Det er også den person, der fortsat skal have de pligter(rettigheder). Ellers risikerer man jo at give børnene til en person der i årevis har vist ikke at kunne løfte ogaven. Mange kvinder som finder sammen med en fraskilt mand med børn kan nok bevidne at det er dem, der kommer til at tage sig af mandens børn. Har i hvert fald hørt en del om den problematik. Der er det bedst, børnene er hos deres mor.
Man kan også sige, at mange kvinder som tilsyneladende chikanerer deres mænd efter en skilsmisse i henhold til samvær med børn måske bare har en årelang viden om, at manden altid prioriterede arbejde og tid til sig selv over børnene - det er vel ike underligt at hun så efterfølgende kæmper med næb og klør for ikke at dele samværet fifty-fifty, da hendes erfarig siger hende, at børnene kommer til at passe sig selv når de er hos deres far.
Jeg ville ønske jeg kunne sige at mænd vil ofre lige så meget af deres karriere og tid til sig selv for deres børns skyld som mødrene. Men er det virkelig sådan?
Mine udtalelser omkring mandeynk går ikke så meget på den omtalte sag, men på en irritation over Rolfs underlige syn på kvindekønnet.
Du er et feministisk indoktrineret kødhoved. Kvindesyn er et begreb rødstrømperne lancerede i samarbejde med journalisterne.
Derfor må enhver mand engagere sig dybt i sine børn -FØR skilsmissen - så kan han også med rette forlange, at det tætte samvær bare fortsætter.
Mere ævl.
Den ide er jo prøvet. Resultatet var, at de undertrykte stak af med afkommet.
Rolf tal pænt. Du kan sgu selv være et kødhoved.
Jeg har min helt egen definition af feminisme, som jeg hele tiden reviderer og revurderer.
Man kan ikke forvente, at feminister bare er en stor masse som alle har de samme standardiserede holdninger.
Jeg går f.eks. ind for, at det er den gravide kvinde, der ubetinget skal have ret til at tage barsel de første 1-1½ år. Hvis manden også skal have barsel - hvilket er umådeligt velkomment, så skal barslen dog ikke tages fra kvinden, som er den der må lægge krop til og derfor også skal have ret til at beholde sin barsel.
Jeg mener også, at kvinder skal have ret til selv at passe deres egne børn mens de er små, hvis kvinderne ønsker det, og jeg mener enhver forælder skal have ret til deltid og al den fleksibilitet, man kan skabe for at støtte forældrene i at investere i deres børn - især i småbørnsårene.
Synes du selv at ovenstående er lig med den feminisme, du beskriver? Det tror jeg ikke - det ville undre mig?
Jeg ønsker en feminisme der tager udgangspunkt i børn og familieliv også, da jeg mener det er ligeværdige livsaspekter i et kvindeliv i forhold til uddannelse og karriere. Jeg mener feminisme handler om at få uddannelse og karriere på en afbalanceret måde, så kvindens fysiologiske processer som at være gravid,føde, amme osv. ikke forstyrres eller stresses.
Og ja jeg mener en hel masse ting som er meget anderledes end det man hører feministerne på Christiansborg tale om.
Jeg har min helt egen definition af feminisme, som jeg hele tiden reviderer og revurderer.
I 90′erne var det hver kvinde sin feminisme?, så det er ingen nyhed. Din variant er en modereret form for livmoderfeminisme.
Jeg går f.eks. ind for, at det er den gravide kvinde, der ubetinget skal have ret til at tage barsel de første 1-1½ år.
Det er en omgang feministisk “Hjem til kødgryderne fis”. Dengang, der eksisterede Danmarksmestre i bleskift, kunne man klare den sag på et par månder.
@Helene
Jeg vil godt starte med at kommentere dit indlæg.
H: Jeg ved godt, der også er fædre der chikaneres af mødre og det er forkasteligt men lidt forståeligt da der kan være mange svære følelser i klemme efter en skilsmisse.
Derfor må enhver mand engagere sig dybt i sine børn -FØR skilsmissen - så kan han også med rette forlange, at det tætte samvær bare fortsætter. Men det er ikke interessant at diskutere rettigheder.
Ja det kan være svært og også forståeligt, men aldeles uacceptabelt. I de 10 procent, og måske er tallet i virkeligheden højere, hvor der forældrene bekriger hinanden, er det helt nødvendigt at forældrene begge har en retslig beskyttelse.
Hvis samfundet har et reelt ønske om at nedsætte konfliktnivauet, skal der være lovmæssigt og ligeværdighed i retspraksis for at beskytte barnet og den retsligt svage forældre jf. indlægget lidt længere oppe Skrevet d. 28. oktober 2008 at 15:35.
Derfor er det særdeles interessant at diskutere rettigheder, og hvis du ikke syndes det, kan det være fordi du ikke er reelt ønsker ligeværdighed, hvis begge forældre fortjener den.
————
H: Jeg ville ønske jeg kunne sige at mænd vil ofre lige så meget af deres karriere og tid til sig selv for deres børns skyld som mødrene. Men er det virkelig sådan?
Det er blevet mere almindeligt at fædre er bruger meget tid sammen med deres børn. Du har ret i at arbejdsmarkedet ikke altid tillader en fader de samme rettigheder som moderen på de områder, men som tiden går vil det forbedres yderligere. Det kræver imidlertid at ingen fader skal kunne undskylde sig med eksempelvis højt arbejdspres, eller uvilje fra arbejdspladsen. Det skal ligeledes medvirke til at moderen får frigivet tid til at opfylde sine ambitioner.
Derfor skal lovgivningen, og her forældreansvarsloven, være et skridt i den rigtige retning, og være med til, dels at faderen får brugt sin omsorgsfølelser overfor barnet, og dels at forbedre moderens position i arbejdslivet ved at frigive tid. Som det er med al udvikling… den kommer ikke på engang, men skridt for skridt, afhængig af konservativ modstand.
———–
H: igen min mand er helt anderledes men jeg skal tit høre på dybe suk fra veninder som ikke har det arbejdsfællesskab omkring børnene som man kunne forvente. Skilles et sådan par kan det vel ikke komme bag på manden at han belønnes i forhold til indsatsen m.h.t. samvær.
Igen, hvis faderen ikke gider sine børn, skal han da heller ikke forældremyndighed. I sådanne tilfælde vil han i de fleste tilfælde frivilligt gå med til samvær. Der hvor problemerne findes, i de sidste ti procent, er de sager hvor konfliktnivauet af en eller anden grund er højt. Der er nemlig ikke altid den ene eller den anden forældres skyld. Det kan også være dem begge der er konfliktskabende.
I de sager begår myndighederne rimeligt mange uretfærdigheder, dels fordi det er svært at bevise hvem der lyver m.v, og dels fordi faderen traditionelt er nærmest retsløs. if. den gamle retspraksis. Dette mefører det høje konfliktnivau med vold af både psykisk og fysisk karakter, som er helt nødvendigt at formindske mest muligt.
Det løses ikke med de metoder man før har brugt og som du tilsyneladende ønsker fortsat, men kun med inovation og nytænkning. Derudover vil det gavne forældrene at sænke både afmagts volden og anden form for vold, fordi en ligeværdighed som udgangspunkt gør det nemmere for statsforvaltningen sanktionere, når de har først får lært at håndtere den nye lov.
Igen, derfor er det særdeles interessant at diskutere rettigheder, med mindre man ønsker retsløshed.
Iøvrigt er al form for chauvinisme, både den kvindelige og mandlige kun undskyldning for ikke at magte at tage et medmenneskeligt udgangspunkt i forhold til sig selv.
Den chauvinistiske betonfeminist Lone Nørgård fra DKS er ikke ked af det når hun udtaler:
“Fædre skal være forsigtige med at knytte sig for tæt til deres børn, fordi de lige så godt kan acceptere at de var sammen med dem på lånt tid.”
Jammen så har hun slået det fast
Rolf - kald mig bare livmoderfeminist - jeg er mindst lige så stolt af at have en livmoder som jeg vil formode enhver mand er stolt af at have en penis.
Tænk sig at være skabt med en lille hule hvor et lille væsen kan skabes og bo indtil, det er stærkt nok til at komme ud i verden.
Dernæst har det lille væsen brug for at blive båret og sove tæt med især sin mor i meget lang tid - og stadig ernæres fra moderens krop - ikke bare ½ år, hvor far så skal tage over ifølge nogle feminister, men faktisk et par år. I al den tid skal faren jo også være med - ellers bliver moren da også helt udslidt. Men det er bare vigtigt ikke at adskille mor og barn for tidligt og for meget. Faren må så være den omsorgsperson der både skaber rammerne for mor-barn- symbiosen og af og til også bliver en del af det varme fællesskab - men ikke afhængigt af hverken farens eller morens behov men af barnets behov. Det er altså min og mange andre kvinders erfaring, at ligesom vi har en livmor har vi også en barm - og de dele er skabt til at nære børn. Der er mange feminister m/k som har forsøgt at negligere betydningen af amning og at barnets tilknytning til sin mor som den første og vigtigste omsorgsperson i vuggestuealderen, men jeg synes det er en stor løgn. En løgn der opstår fordi det faktisk er meget kompliceret at dele et barn midt over i to lige store retfærdige dele, når barnet er så lille.
Naturen har ikke skabt det sådan at mor og far bare kan sige halvdelen til dig og halvdelen til mig. Det kan så komme senere måske - men ikke med de helt små børn.
Studer bare aberne - abemødrene forlader aldrig deres små børn - de bærer dem med sig overalt og tæt på brystet, så barnet altid kan få en mælketår.
Vi kan ikke bare lave om på den måde vi er skabt på som mand og kvinde bare fordi vi nu har et moderne samfund, hvor også erhvervslivet skriger på arbejdskraft og dermed for enhver pris også vold skal have mor og barn frigjort fra hinanden så hurtigt, tidligt og faktisk så brutalt som muligt. Vuggestuepesten er en direkte følge af denne brutalitet.
Mor og far er ikke ligestillede i forhold til helt små børn og kan aldrig blive det.
Først den dag da mænd også føder børn og vil gå rundt med en c-skål i bryststørrelse for også at kunne amme. Den pris tror jeg meget få mænd vil betale for 100% ligestilling og det er heller ikke muligt eller gavnligt biologisk set.
Når det er sagt, så bryder jeg mig ikke om at kvinden SKAL have frigjort tid til at gøre karriere. Der findes altså en del kvinder der hellere vil arbejde hjemme med familie og børn - især når deres børn er små. Der må man respektere den kvindes valg og støtte det økonomisk fra samfundet. Det giver gode og sunde børn at få så meget tid med sin mor når man er helt lille.
Hvis kvinden selv har et stort ønske om at arbejde skal hun selv have ret til at definere hvor meget, hun synes hun har tid til at arbejde udenfor hjemmet - for der er jo stadig et arbejde derhjemme når der er børn og det arbejde kan pædagogerne aldrig overtage lige så godt. Det er jo ikke et spørgsmål om uddannelse eller professionalisme men om at danne livslange relationer. Det står vist ikke lige i pædagogernes jobbeskrivelse!
Hvis nu moderen har brug for at arbejde lidt i småbørnsårene så er det naturligvis helt ideelt at det er børnenes far, der tager over de få timer. For ideelt set arbejder småbørnsmoren kun på deltid.
Skal forældrene skilles mener jeg samværet stadig bør afhænge af barnets alder.
Jo mindre barn jo mere har barnet stadig meget behov for sin mor - ideelt set - men med ældre børn vil mor og far potentielt kunne være meget ligestillede.
Lone Nørgaard har en pointen når hun skriver, at man kun har børnene til låns - men det gælder nu begge køn.
Det er klart at hvis der er tale om en god far, så SKAL han have regelmæssigt samvær for barnet har brug for begge forældre.
AT miste den ene forælder i en skilsmisse vil skade barnet helt ubeskriveligt.
Men problemet er at man ikke kan dele børn over i 2 lige store dele.
De helt små børn har et behov for at starte livet hos deres mor. Der må barnets far om forældrene er skilt eller ej støtte op om det særlige en mor kan give det spæde barn.
M.h.t. ligestilling så synes jeg samfundet burde respektere det arbejde som kvinder kan gøre for at give deres små børn den bedste start i livet. Det inkluderer en masse amning og kropskontakt.
M.h.t. at gøre karriere så kan det også nås senere i livet. Jeg har allerede nævnt Merethe Stagetorn, Hanne Bech-Hansen - og Lis Groes - forkvinde i Dansk kvindesamfund, minister og medlem af folketinget i mange år. Hun brugte 16 år på at føde 9 børn og i den periode var hun primært hjemmegående med børnene og havde sit politiske engagement ved siden af (Dansk kvindesamfund). Karrieren kom så senere. Hun mente dog stadig at arbejdet med børnene i hjemmet var lige så vigtigt - selv da hun blev minister.
Men selv om vi kun har børnene til låns - dvs. de bliver voksne en dag - så er relationen til dem og deres børn osv. en livslang relation. Derfor er det så vigtigt at kunne tage sig tiden til at bonde for alvor med børnene - mens de er små.
Det er alt for svært i det aktuelle samfund.
Faren skal også have mulighed for at bonde - men han må aldrig tvinge en småbørnsmor væk fra hjemmet, hvis hun gerne vil dedikere sig til børnene - for der mener jeg kvinderne bør have rettigheder fordi det er kvindens krop der er involveret i projektet med at føde og nære vuggestuebarnet. Der kan faren ikke være nær så meget med. Jeg ville ønske ligestilling var nemt og ukompliceret.
Men sådan er vi ikke skabt biologisk set.
Man kan så vælge at lægge meget eller lidt vægt på de biologiske forskelle i det reproduktive arbejde - men jeg mener det er barnets tarv at lægge vægt på forskellene for det er for barnets skyld, at dets mor er blevet udstyret med evnene til meget længe at ernære det med den helt perfekte ernæring: modermælk.
Så jeg ønsker at man respekterer kønsforskellen samtidig med, at en far aldrig kan udelukkes af samværet- hvis han er en god far- for ellers skader man barnet.
Jeg føler mig rigtig slem og politisk ukorrekt som bare fanden når jeg skriver alt det her. Teoretisk set kunne jeg godt komme med en lang smøre om at vi som mænd og kvinder skal dele og bare overtage hinandens roller men i praksis dur det ikke.
Sådan er vi ikke skabt biologisk.
Hvis kvinden tvinges væk fra barnet for tidligt og for meget kan hun jo i sagens natur heller ikke amme særlig længe.
Det mener jeg er en af hovedårsagerne til den epidemi af brystkræft vi ser lige nu her i Dk.
På Grønland hvor man i gamle dage ammede meget længe fandtes brystkræft stort set ikke - det samme i u-lande.
Derfor må kvinderne have nogle rettigheder til at være tæt på deres små børn så længe som muligt i vuggestuealderen.
Også barnet for massive helbredsfordele af langtidsamning.
Dette er ikke nogen hindring for ligestilling da kvinder lever længe nok til at kunne gøre karriere for alvor lidt senere.
M.h.t. ligestilling så synes jeg samfundet burde respektere det arbejde som kvinder kan gøre for at give deres små børn den bedste start i livet. Det inkluderer en masse amning og kropskontakt.
Det gør samfundet da også. Det er jo derfor feministerne incestforurener æteren.
Studer bare aberne - abemødrene forlader aldrig deres små børn - de bærer dem med sig overalt og tæt på brystet, så barnet altid kan få en mælketår.
Er gjort.
Helene!!!!!!
Jeg er dybt dybt dybt rystet over det jeg læser. Hvordan i himlens navn kan du komme frem til det du skriver? Du ikke alene skaber et universelt billede udfra din egen verden, men du anerkender samtidig din egen mand som anderledes end andre. Jeg mener det er meget meget arrogant, og meget lidt nuanceret.
Du hader jo ganske enkelt mænd; hvor er det dog skammeligt og sørgeligt. Du tager simpelthen pis på alle de andre kvinder der faktisk også er meget glade for deres mænd, ved at påstå at de kun tænker på deres arbejde og fritid. Du har et billede af en mand som én enkelt skabning, der altid er ens; lige bortset fra din egen mand.
Det næste du burde have skrevet var den gamle symbiose teori, som anerkender forælderens (ikke længere moderens tættere tilknytning til barnet. Teorien bliver dog ikke taget seriøst idag, da den ikke kan bevises. Samtidig skal man huske at denne teori gælder til barnet er ca. 5 måneder, så løsriver barnet sig fra “mor” (eller forælder). Du har intet belæg for at påstå at mødre i reglen er bedre forældre, da det hele er socialt betinget og ikke kønsbestemt.
Jeg troede faktisk at det var en joke det du skrev, men jeg kan oplyse dig om at jeg sidder med masser af grinende kvinder i dette øjeblik; de synes også at det er det mest morsomme i verden. Så husk, ikke engang “almindelige” kvinder bakker dig op, de elsker nemlig også deres mænd, og de ser også deres mænd som noget særligt, hvilket sikkert var grunden til at de valgte at være sammen.
Men vid, at selv om du hader mig, så elsker jeg stadig dig som menneske.
Kh.
M
Ha ha ha:-)
Nu stopper legen.
Jeg havde ikke læst dit senere indlæg, men jeg har fået øje på at du sørme bruger symbiose teorien som argument. Hvor er det fantastisk.
Mahler der fremsatte teorien er født i 1897; men se om du ikke kan finde noget om teorien, så du ved hvad den handler om (jeg mener den blev fremsat i 1969, men kan ikke lige huske det ved hånden). Ingen tager den dog seriøst længere; jo måske hvis du er 70 og er vokset op med den. Jeg kan fortælle dig at jeg har arbejdet meget med den teori og alle dens fejl og mangler; det der hedder find en masse fejl….. I den nyere videnskabelige verden skal der beviser til, ellers overlever sådan en teori ikke i længden. Men spørg dig selv´: hvordan vil du kunne kende forskellen på en “symbiose” og social tæt tilknytning og nærhed? Hvad er dit bevis? Det må du have gjort dig nogle tanker om? Symbiose er forøvrigt et begreb fra naturvidenskaben, der betyder to forskellige organismers afhængighed af hinanden for at kunne overleve). Men du skal også huske at symbiosen i psykologien ophører når barnet er ca. 5 måneder, derefter differentierer barnet sig fra mor, mod individuation. Så fint at du vil bruge teorien, men du kan kun bruge den til barnet er 5 måneder….. Hvad gør du så derefter? Der må du kunne finde noget andet der taler for at kvinder er tættere tilknyttede til deres egne børn i forhold til deres fædre; ja, lige bortset fra din mand selvfølgelig.
Kan du ikke selv se at du er drevet af lidelseshistorien og kampen, og ikke så meget af fornuft.
Vi mænd elsker vores børn og vores kvinder, og vores børn og vores kvinder elsker faktisk også os.
Men jeg er skræmt over at du kan have et så snævert syn på mænd.
Brug fornuft og ikke fordomme, så vågner du på et tidspunkt.
Rolf tak for at give mig lejlighed til at komme med en pointe: nemlig at det at kvinden kan føde børn og ernære dem med sin krop efterfølgende ikke gør kvinden mindre værdifuld som arbejdskraft eller som menneske.
Det gør kvinden endnu mere værdifuld - at hun kan begge dele.
At kvinden er fødedygtig og at det arbejde og især den tid, det arbejde tager skal respekteres på alle plan - også økonomisk - betyder netop ikke, at denne evne skal misbruges til at nedgøre kvinden og forhindre hende i at indtage en retmæssig plads i den højere samfundsorden - som en ægte matriark - når yngeplejen er vel på plads.
Det er lidt som med orgasmer - engang troede man at kvinden ikke kunne - eller slet ikke var et seksuelt væsen. I dag ved vi, at kvinder selvfølgelig kan få orgasme ligesom manden - faktisk kan kvinder få noget der hedder multiple orgasmer.
Forsøgene på at nedgøre og reducere kvinder til rene instrumenter for den mandlige seksualitet og samfundsorden i arbejdshierarkiet har altid været massive.
Men sandheden er, at kvinden er i stand til både at mestre at skabe liv og bruge en del leveår på det og senere nå topposter i samfundet. Det er en meget bedre måde at leve på end den klassiske mandlige, hvor manden har så travlt med at gøre karriere, at der ikke levnes plads til at blive et helt menneske og gøre andre værdifulde ting.
Ikke at alle mænd ønsker at leve sådan, men det er den måde det maskulint styrede karrieresystem opererer på.
Kvinder er bare ikke så forsimplede og reduktionistiske - hverken i deres seksualitet eller livsførelse.
I dag ved vi, at kvinder selvfølgelig kan få orgasme ligesom manden - faktisk kan kvinder få noget der hedder multiple orgasmer.
Men det kan undertiden knibe med lysten.
M Rose! Jeg hader sig skam ikke -det kunne ikke falde mig ind! Tak for dit indlæg. Jamen grin da bare ad mig - I skal da være velkomne.
Tak for dine fine teoretiske overvejelser.
Tænk jeg har slet ikke læst Mahler fra 1887 -eller atten-hundrede-og-grøn-hvid-kål.
Det er fint med alle de her psykologiske teorier. Jeg lytter gerne til dem- også den med at barnets symbiose med dets mor ophører når barnet er 5 måneder!
Altså nu må jeg simpelthen dø af grin.
Det er virkelig psykologiske teoriers arrogance når den er mest til grin,
Nu er jeg heldigvis både en belæst og teoretisk øvet akademiker men heldigvis også præget af en solid opvækst i et klassisk arbejdermiljø.
Så selv om jeg elsker akademisk teoretiseren så har jeg da heldigvis også begge kvindeben godt plantet i den jyske muldjord.
Det gør at jeg ikke kun lever i den teoretiske akademiske verden men også tager udgangspunkt i den virkelige verden - i hvad jeg kan observere virker.
Sidstnævnte - at kunne observere, hvad der virker er nødvendigt for at klare moderjobbet. Jo jeg kunne da godt sige til min 13-måneder gamle baby som jeg i skrivende stund faktisk har siddende på skødet mens hun ammer og hyggesutter på mit ene bryst, at nu må du lige tage dig sammen baby - her sidder en klog og meget belæst mand og siger, at den symbiose vi to har sammen og dit ønske om at blive ammet både når du er sulten, træt, bange og bare har brug for at hyggefise lidt med din mor - det skulle du have glemt for 7 måneder siden.
Altså M Rose - jeg respekterer din teori - men prøv at leve i den virkelige verden.
Jeg ved godt en masse civiliserede kvinder ikke ammer så længe. Men grunden til at jeg gør det er fordi mine børn efterspørger det.
Jeg valgte ret hurtigt at obsververe mine børn og lade dem styre hvor længe symbiosen skulle vare - og den varer MEGET længere end sølle 5 måneder kan jeg godt fortælle dig.
Min lille datter er selvfølgelig også vild med sin sjove far. Men det er mest det han er - sjov - en hyggeonkel, der er god at lege med som kan få datteren til at grine som ingen anden og som min datter også elsker højt.
Men der er bare ingen tvivl om at når hun er ked af det, bange. træt og sulten så efterspørger hun sin mor - uden nåde - hun kan skrige i MEGET lang tid for at få sin mor selv om far prøver det bedste han har lært -fordi han har ikke det hun vil have - den trøstende sut - som altså ikke er lavet af plastic men sidder på hendes mor.
Glemte du helt at læse at amning også er nødvendigt for kvinden. Hvorfor mon brystkræft er blevet en epidemi i vores samfund. Nok p.g.a. fine teoretikere som dig, der postulerer at barnet frigør sig fra sin mor når det er et lillebitte spædbarn på 5 måneder. Godaw du - den går kun i teoretikerens livsfjerne univers.
GET REAL! og observer hvad små børn kommunikerer til omgivelserne. Det har jeg gjort - i stedet for at læse tunge, støvede, gamle bøger med fine teorier.
Ja Rolf i dag er det med manglende lyst især et problem for mænd.
De påvirkes nemlig også af, at der er noget i deres liv, som ikke fungerer så godt.
På det område er mænd og kvinder meget ens viser det sig.
Men der er bare ingen tvivl om at når hun er ked af det, bange. træt og sulten så efterspørger hun sin mor - uden nåde - hun kan skrige i MEGET lang tid for at få sin mor selv om far prøver det bedste han har lært -fordi han har ikke det hun vil have - den trøstende sut - som altså ikke er lavet af plastic men sidder på hendes mor.
Fænomenet kaldes morsyge. Det har intet med sutten, at gøre. Det handler om opmærksomhed.
Ja Rolf i dag er det med manglende lyst især et problem for mænd.
Ifølge WHO er det en sygdom, der bør og kan behandles.
Uanset om du kalder det morsyge eller ej - så er det min objektive observering - for jeg har mange gange prøvet at sætte mig selv til side- ville da ikke være sådan en mor, der ikke ville lade barnets kærlige far kommet til fadet!!! - at der ikke er noget at gøre ved, at det lille barn har en særlig tilknytning til sin mor. Det er da heller ikke underligt når de to har været een organisme i 9 måneder, har gennemlevet en fødselsproces sammen og baby - indiskutabelt i mindst 6 måneder helst kun skal ernæres ved sin mors krop. Og selv om barnet får fast føde skal det nu stadig ammes meget.
Der har ikke noget at gøre med at være syg - det du kalder morsyge- det er bare et medfødt behov som barnet giver udtryk for.
M.h.t. sut ja så bruger vi ikke det her - det er ikke nødvendigt. Barnets suttebehov skal ikke snydes af en plasticattrap, der giver ekstremt skæve tænder senere i livet (har du nogensinde set et rigtigt suttebid- det glemmer du aldrig). Barnets evne til at tale forstyrres også af sutten osv.
Dog fred med at andre vælger ikke at fuldtidsamme og at bruge sut - men jeg har følt en meget stor forpligtigelse til at prøve at finde ind til noget oprindeligt i mor-barn-relationen uafhængigt af kultur og moderne sædvane. Det har været en stor succes - jeg synes man får det tilbage tusind gange, når man vælger at observere barnet og kommunikere med det - i stedet for at læse gamle bøger og teorier og forfalde til at kalde et helt, basalt og naturligt, sundt behov for en sygdom alias “morsyge”.
Du kan sgu selv være syg -mand!
Der har ikke noget at gøre med at være syg - det du kalder morsyge- det er bare et medfødt behov som barnet giver udtryk for.
Du mener vel et dybereliggende fysik behov ?
Ha ha:-)
Helene.
Jeg bringer teorien på banen, da det er dig selv der bruger den. DU skriver at du og dit barn er en symbiose. Jeg beskriver blot hvad symbioseteorien i virkeligheden er. Jeg kunne aldrig drømme om at sige at du og dit barn ikke har noget enestående sammen, og at din datter ikke er afhængig af dig; for selvfølgelig er hun afhængig af dig. At symbiosen ophører når barnet er 5 måneder gammelt, betyder jo ikke at I ikke længere har noget enestående sammen, eller at Jeres forhold bliver mindre værd, det betyder blot at barnet bliver klar over sin egen eksistens og adskillelse fra moren. Du må have misforstået hvis du mener at jeg skriver at man skal stoppe med at amme når børnene er 5 måneder, for det har jeg aldrig påstået. DU må også lige huske på, at jeg selv synes at teorien er ligeså meget værd som det lort der ligger i kloakken. Men da du bruger teorien som argument i din sag for feminismen, må jeg jo blot gøre dig opmærksom på hvad den handler om. DU skriver selv at man skal leve i den virkelige verden og ikke kun efter teori, men det er jo dig selv der bruger teorien. Så enten vidste du ikke hvad teorien handlede om, men brugte den alligevel, eller også brugte du den, men står alligevel ikke bag dens indhold; jeg bliver forvirret…. Kan du hjælpe mig til at forstå hvad du i virkeligheden mener?
Din mand er ikke bare en legeonkel, han har stor stor indflydelse på rigtig mange ting i Jeres datters liv; bla. sprog, uddannelse, tilknytning til mænd senere i livet, samt pubertet. Derudover vil han have en funktion der er ligeså vigtig som din, heldigvis for det; tænk at din datter er så priviligeret at have to mennesker der kan præge hende til højre eller venstre, i stedet for én.
Med respons til at leve i den virkelige verden, så må jeg gøre opmærksom på at videnskaben faktisk har givet os en masse svar på hvad den virkelige verden i virkeligheden er. Du er jo af den simple opfattelse, at alt hvad du selv oplever eller ser, det må være virkeligheden for alle, men så simpelt er det ikke. Tag bare to forskellige kulturer eller sprog, så vil du blive overrasket over hvor stor forskel der er på hvad der er virkelighed (eller opfattes sådan). Du danner universelle billeder udfra det du selv ser, mens videnskaben prøver at danne et objektivt syn på livet og mennesker. Et menneske kan derfor ikke sætte normen for hvad mennesker i virkeligheden opfatter, tænker eller føler. Det samme gør sig gældende med børn.
Du er simpelthen ikke i stand til at danne dig et overblik over hvad der generelt er bedst for børn, da du kun kan tage udgangspunkt i dig selv og egne oplevelser (altså subjektive vurderinger), mens videnskaben giver et objektivt og reelt billede…….
Sådan hænger verden også sammen…… Den virkelige verden:-)
@Helene
Helene: “Lone Nørgaard har en pointen når hun skriver, at man kun har børnene til låns - men det gælder nu begge køn.
Det er klart at hvis der er tale om en god far, så SKAL han have regelmæssigt samvær for barnet har brug for begge forældre.”
Først Helene, bare i tilfælde du har læst forkert…. det er jo ikke det hun skriver. Hun siger:
“FÆDRE (ikke forældre) skal være forsigtige med at knytte sig for tæt til deres børn, fordi de lige så godt kan acceptere at de var sammen med dem på lånt tid.”.
Jah… Jeg tænkte det jo nok. Du omtaler dig som feminist, og du er stolt af det. Det lyder nemlig grimmere i gode mennerskes ører end hvad du tror.
Hvis en mand omtaler sig som mandchauvinist og tilføjer at han er stolt af det, hvad er han så Helene… ?
Nu skal du jo ikke stå til ansvar for hvad Lone Nørgård siger, men hvis du ikke klart kan afvise hendes udtalelse, m.f. for der er mange andre, så kommer du meget hurtigt ud i en situationer hvor du bliver taget i at modsige dig selv, og vi er ikke engang rigtigt begyndt endnu
Du har allerede sagt; “Derfor må enhver mand engagere sig dybt i sine børn -FØR skilsmissen - så kan han også med rette forlange, at det tætte samvær bare fortsætter. Men det er ikke interessant at diskutere rettigheder”
Jeg understreger at samvær ikke er nok, der skal forældremyndighed på bordet, det er helt uden for diskution, og jeg forsikrer dig for at det her kommer til at handle om rettigheder. Både børnenes, moderens og faderens.
Ud fra det du allerede har sagt, vil jeg godt væde med dig på, at din udemærkede mand, ikke får andet end samvær med jeres barn når i en dag bliver skilt, hvis du kunne få lov til at bestemme, har jeg ret
Uanset om hun er i et parforhold eller er single har hun ikke sluttet fred med mænd; hun kan ikke affinde sig med mænd, som de er; hun kan ikke finde plads i sit sind til en forankret bevidst forståelse af fænomenet mand. Mænd er altid konfliktstof, primært ift. deres såkaldt iboende natur, men også en smule ift. interaktionen mellem mand og kvinde. Mænd er potentielt dårlige eller forkerte mænd og det handler om at finde den rigtige mand. Der er grundlæggende noget i vejen med manden, enten den enkelte mand eller mænd generelt eller samfundets kønsroller. Dette hænger sammen med hendes manglende bevidsthed om sig selv, som kvinde og især som menneske, for Den Moderne Kvinde fokuserer kompulsivt og rigidt på kønsopdelinger og kønsforståelser og stort set ikke på mennesket og det almenmenneskelige.
http://blog.politiken.dk/camillas/2008/09/19/moderne-kvinder-onanerer-ikke/
Den moderne kvinde evner ikke selvkritik, men hun forsøger på det i en fejlslagen intellektualiseret pseudoform. Hun må bruge meget energi på at beskytte sig imod at se på sig selv i et grundigt lys, bl.a. gennem utallige spejlende redskaber (veninder, målgruppespecifikke kulturprodukter og andre stærkt kønsspecifikke sociale redskaber).
Svar til diverse:
M.h.t. at bruge ordet symbiose - nej så refererer jeg ikke specifikt til din teori.
Jeg vil også gerne komme med et kvalificeret gæt på, at der er mange, der har skrevet noget om mor-barn-symbiosen i tidens løb - ikke bare en enkelt fætter.
Du behøver absolut ikke belære mig om naturvidenskabens positive sider - jeg har en af landets rigtig lange og rigtig hårde naturvidenskabelige uddannelser bag mig.
Og jeg læser altid.
Jeg prøvede bare at forklare dig, at når jeg forsøger at tilegne mig en anvendelig viden om et specifikt område, så mener jeg, det er utilstrækkeligt kun at nærme sig opgaven via en strengt teoretisk approach.
Man kan tage udganspunkt i en teori og en boglig viden, men denne teoretiske viden skal også stå sin prøve i den virkelig verden for ellers er det jo bare noget nørderi og potentielt skadeligt.
Jeg har i forhold til mine børn læst en hel masse, men jeg opdagede tidligt, at man ikke kunne regne med, hvad ældre mennesker sagde eller rådgav en til - det opdagede jeg allerede på barselsgangen hvor en ansat foreslog en tilgang til amning, som jeg lige havde læst i afd.s bog om vellykket amning var kontraindiceret og forældet.
I starten lyttede jeg nu alligevel en del til de ældre og erfarne men jeg opdagede at mange af dem - ligesom din nævnte teori - var - pardon my language- fulde af lort.
Jeg opdagede, at jeg måtte tænke selv.
Ret god øvelse - kan så absolut anbefales - i alle livets gøremål!
Og derfor måtte jeg mærke efter - hvad sagde mit instinkt - og jeg måtte observere mit barn - hvad fortalte barnets mangfoldige signaler mig.
Du kan godt komme med din teori om at mor-barn-symbiosen ophører ved 5-måneders alderen. Men jeg har nu gentagne gange observeret noget ganske andet.
Så enten defingerer vi symbiose forskelligt - det tror jeg nu ikke - eller også holder teorien ikke til en empirisk afprøvelse.
Jeg mener nu også, at den intensive amning som foregår i det første leveår ikke for alle praktiske formål kan adskilles fra fænomenet: symbiose.
Hvad kunne være mere symbiotisk end at få al sin næring fra et andet væsen - kun at kunne føle sig tilfredsstillende tryg og trøstet ved denne person.
Ja jeg ved det -andre kan godt passe- og gør det også. Men kun kortvarigt.
Spørg bare min mand som gerne ser sin trætte kone ladet op med ny energi, men som alligevel kan blive desperat hvis hun spontant finder på at gå i biografen - for vi ved det begge. Uden alskens kunstige remedier er han ret lost- han skal bruge modermælkserstatning, sut og sutteflaske for bare at have en chance - mens det eneste jeg skal gøre er at løfte trøjen nogle få cm. -så er succesen med babyen hjemme.
Jeg ved ved Gud ikke, hvordan jeg ville takle det, hvis jeg - hvilket jeg jo ikke kan gardere mig 100% imod desværre - kom i den aldeles frygtelige og ulykkelige situation at skulle skilles fra mine børns far.
Jeg må vel forståeligt nok melde pas - det er en så ulykkelig situation, at det må være livets skole der svarer på det spørgsmål - og som Kierkegaard siger - livet leves forlæns men forstås baglæns.
M.h.t. at være feminist -så er jeg det 112%- men som nævnt har jeg min egen definition som ikke færdig eller rigid som sådan. Hvis folk vil hade mig for det, kan jeg ikke gøre noget ved det. Jeg kan ikke holde op med at tro på det, jeg finder rigtig for noget så latterligt som at være populær - og i øvrigt er det ganske umuligt at gøre alle tilpas alligevel.
Sorry - men sælger altså ikke min sjæl for få min.s popularitet fra i øvrigt mig fremmede personer….
Samme respons har jeg til de kommentarer omkring den moderne kvinde.
M.h.t. mandens rolle - så har jeg aldrig sagt, den ikke var vigtig.
Jeg har bare sagt, den er anderledes end moderens rolle.
Nøjagtig ligesom faren leverer en sædcelle i det reproduktive arbejde men det er kvinden der bærer, føder og ammer barnet.
Altså begge nødvendige og vigtige - men vidt forskellige roller.
Og i øvrigt vil jeg lige tilføje, at jeg mener mor og barn er i symbiose meget længere end 1 år.
Som WHO siger - de anbefaler amning som minimum 2 år men gerne meget længere -bare som rettesnor for HVOR lang tid et barn har behov for sin mor.
Man kan sige, at det første halve år er det en absolut symbiose - eller måske skulle man sige 9 måneder inde og 9 måneder ude ( først 9 mdr.s symbiose via navlestrengens næring og dernæst ca. 9 mdr. ved mors bryst).
Den teori oplever jeg som forenelig med det virkelige liv - Dernæst kommer en relativ eller delvis symbiose, hvor barnet tåler moderens kortvarige fravær og sådan sker der en ganske langsom udvikling, hvor barnet langsomt tåler at andre - heriblandt barnets far tager langsomt lidt mere over.
Men det er en proces der optimalt set tager lang tid.
Så den med at bum - 5 mdr. så er baby sin egen herre og ude at mor-symbiosen - det kan næsten kun være noget en mand har fundet på - en der aldrig har prøvet det i praksis.
Ja den var måske lidt hård.
Men der er nogle ting, man ikke bare sådan kan teoretisere sig til. Dette er muligvis en af dem?
Og i øvrigt m.h.t. det med rettigheder og forældremyndighed så fornemmer jeg en truende tone - og det er fint at mænd kæmper for deres børn.
Men husk nu at kæmpe for barnets bedste - og ikke for bare selv at få ret! Hvis det er et meget lille barn har det ikke godt af at blive revet for meget ud af sin mor-symbiose oveni alt det traumatiske som en skilsmisse påfører det.
Et ældre barn har også brug for en base - og der må der igen tages hensyn til at barnet skal have ro mere end at far patout skal se barnet millimeterdemokratisk lige så meget som barnets mor.
Hvordan de enkelte par fordeler tingene mellem sig kan jeg ikke svare på. Jeg synes, der skal noget obligatorisk mægling til. Men hvis man som far kræver at barnet deles midt over, så synes jeg faktisk man beviser, at man er mere egoist end kærlig - nøjagtig ligesom den påståede mor i Kong Salomons test som afslørede sig selv som den falske mor ved ikke at reagere med forfærdelse på Kong Salomons forslag om at dele barnet midt over.
Den rigtige mor ville hellere afstå fra sin ret til barnet end at se det lide.
Og hvis barnets mor før skilsmissen er den der har passet barnet mest - så kan det være svært at argumentere for som mand at det skal ændre sig efter skilsmissen - for barnet har i den situation især brug for at få den sædvanlige omsorg.
Derfor kan en mand kun gardere sig ved at være så aktiv som muligt inden en skilsmisse truer.
Men det er de fleste mænd ikke - for de fleste mænd vil ikke ofre lige så meget af deres karriere og fritid som barnets mor.
Undskyld men det viser talrige undersøgelser.
Kære Helene, tak for svaret
Du har så ganske ret i at det er nødvendigt st tænke selv, og også at man ikke bare lige kan regne med at ældre mennesker har ret. Hele “øvelsen” består i at bruge hele sin sjæl, al sin samvittighed, hvis man er sandhedssøgende, noget man aldrig bliver færdig med.
Når det er sagt, har vi alle brug for andres ideer og nogle gange råd, fordi vi ikke hele tiden kan opfinde “den dybe tallerken”. Vi kan umuligt overskue alting uden hjælp fra andre, og alligevel er det ikke nok
Jeg kan kun tilslutte mig Kierkegaard ord - livet leves forlæns men forstås baglæns, og man ved jo aldrig hvordan man reagerer hvis man mister den eller dem man elsker allermest.
Det er nemlig fælles for os alle, børn, kvinder og mænd, og en anden tilgang til en oplevelse, en medmenneskelig tilgang der rummer forståelsen for hinanden og ikke kun sit eget køn.
Det betyder med andre ord, at det pludselig bliver muligt at forstå at en kønsensrettet tilgang til andre menneskes følelser ikke besvarer den halvdel man ikke selv er, men at både børnene, moderen og faderen, alligevel slet ikke er så forskellige fra hinanden, selv om vi heldigvis ikke er ens. At en faders kærlighed til sine børn og visa versa, ikke er anderledes end moderens.
I takt med børnene bliver ældre bliver faderens rolle både større og stærkere til den tilsidst er på linje med moderens, og derfor er det så uendelig vigtigt at forældrene forstår hvor vigtigt det er at kontakten til børnene skal vedligeholdes, også efter en skilsmisse.
Det er her den fælles forældremyndighed kommer ind i spillet, dels for at styrke og opmuntre faderens ansvarsfølelsen, og dels for at vedligeholde børnenes tilknytning til ham.
Hvis en mor spørger sig selv, hvordan hun ville reagere hvis det var hende der mistede forældremyndigheden, kan hun meget bedre forstå faderen. Noget der iøvrigt er almindeligt i muslimske kulturer, men fuldkommen lige så uacceptabelt som det der ofte sker her i vesten.
Hvis man kan se derind i sig selv, hvor kun de færeste tør, bliver kønsspecifikke synsvinkler underordnede, nærmest overflødige.
For lige at vende tilbage til forældremyndigheden, skal forældrene jo kun dele den hvis hvis barnet selv vil, og kun hvis begge forældre fortjener den, men man bliver nødt til, som udgangspunkt i lovgivningen og retspraksis at acceptere at ligeværdighed er kommet for at blive.
det er fint at mænd kæmper for deres børn.
Det er mænd da tvunget til. Ellers stikker de undertrykte af med dem.
Helene.
Jeg tror som sagt ikke på symbioseteorien, da jeg synes ordet ikke passer ind i en psykologisk sammenhæng.
Jeg forklarede blot hvad teorien indeholder. SÅ kan du være enig eller uenig i den. Men hvis du bruger symbiose, må det være den teori der er fremsat du forholder dig til, for ellers har vi jo forskellige betydninger på forskellige begreber, og så taler vi jo forbi hinanden.
I denne teori ophører symbiosen når barnet er omkring 5 måneder. Hvis du mener senere, så er det ikke symbioseteorien du forholder dog til, så er det noget du selv har opfundet.
Men det virker altså som om at du har svært ved at erkende, at dit barn er et menneske der har et eget liv. Jeg synes du beskriver dit barn som en forlængelse af dig selv.
Igen Helene, du må ikke danne dig et universelt billede af verden og andre mennesker, da mennesker og verden er forskellig alt efter øjnene der ser. Men videnskaben kan bruges til at skabe nogle rammer for hvad menneskelig adfærd indeholder.
Så sund fornuft er, at være i tvivl om du muligvis kunne tage fejl engang imellem; det gør vi jo alle.
Elsk dit barn, men vid at halvdelen (23) af kromosomerne i cellerne (46) i dit barn kommer fra din mand. SÅ dit barn er ikke dig, eller din mand, men en god blanding; ligesom det skal være.
God dag:-)
Børn bryder sig ikke om og har ikke godt af at bo lige meget hos hver forældre. Det er der alt for mange eksempler på. De skal bo hos den ene forælder og besøge den anden. Der er nogle børn, som helst vil og er bedst tjent med at bo hos deres far. De fleste børn er mest knyttede til deres mor, og sådan er det bare. Det betyder selvfølgelig ikke, at de ikke også har brug for deres far.
Hej Andra.
Der er ingen tvivl om at nogle børn er bedre stillet med at bo hos den ene forælder. Men internationale analyser tyder faktisk på, at børn i deleordninger trives på højde med børn i intakte familier; hvis der vel at mærke ikke er store konflikter. Dette kan blandt andet måles i forhold til deres tvivsel senere i livet, uddannelsesniveau, relationer til andre, udsagn mm.
Det kan naturligvis ikke siges at dette gælder for alle, men det er vigtigt at have med når der skal konkluderes hvad der i virkeligheden er bedst for børnene. Det er helt hen i vejret bare at tro at noget er på en bestemt måde, uden at kunne bakke det op af noget. I forhold til udsagnet “sådan er det bare”, så må jeg sige at det faktisk er de færreste ting der er det. Der findes altid en årsag, der er ingenting i denne sammenhæng der kan defineres som “sådan er det bare”. Det lyder som en sætning hvor man ikke konkret ved hvordan man kan definere det.
De fleste børn er ikke nødvendigvis mere knyttet til deres mor eller far. Det er umuligt at sige som en generel påstand, da det vil være meget individuelt. Jeg vil faktisk sige at det er en smule arrogant, da det jo helt åbenlyst er at klappe sig selv på skulderen.
Jeg tror det er virkelig nødvendigt i dette liv, at have en smule selvkritik og indsigt, da det kan gøre at vi konstant lærer som mennesker, men at vi også finder ud af at der ikke er gået noget af vores stolthed ved ikke at have ret altid.
Jeg kunne aldrig drømme om at sige at jeg betyder mere for min datter end hendes mor, da det for det første ikke kan gøres op på den måde, og for det andet giver mig en tanke af afsky for mig selv, ved at påstå at jeg skulle kunne tale min datters følelser til fordel for mig selv. Føj.
Vil I ikke godt være søde at komme med noget konkret, og ikke bare egne forestillinger. Denne verden er meget meget kompleks, og menneskene i den meget meget forskellige, så I må tale et sprog der er til at forstå, da det ellers bare bliver egne meninger i giver en universel værdi. Forklar hvorfor i mener at mødre er tættere på børnene? Forklar hvad i mener at der skal til for at mænd kunne træde ind i samme rolle? Mener I det er biologi eller overtroisk uforklarlig tilknytning? Mener I at det er fordi I har brugt mere tid sammen med barnet? Fordi I har ammet? osv. osv. Men Please, brug nogle argumenter andre kan forholde sig til. I kan som udgangspunkt ikke sige at Jeres egen situation kan være billede for hvordan menneskeheden opfører sig, I må komme med noget konkret.
Jeg synes det er en spændende diskussion, men den kræver at der kommer noget på bordet.
Det er en ekstremt vigtig debat, da det jo handler om at finde ud af hvad der er bedst for vores børn. Det handler ikke om hvad i bruger meget tid på, nemlig køn.
FInd ud af hvad mor kan og gør godt, og find derefter ud af hvad far kan, og gør godt. Det er da en start. Men tænk ellers over nogle af de andre spørgsmål. Bare kom med noget konkret.
Jeres rolle som mor vil aldrig bliver truet af far, så I behøver ikke at skubbe far i baggrunden for at retfærdiggøre Jeres egen vigtighed. Forældre betyder bare alt for børn.
God dag og god debat
Hej M.
“Sådan er det bare” er et udtryk for, at jeg ikke vil bruge en masse krudt på at teoretisere over fakta. Der er masser af børn, som er blevet spurgt om, hvor de helst vil bo. De fleste vælger at bo hos deres mor.
Nu kender jeg ikke den udenlandske undersøgelse, du refererer til, men er sådan at deleordningen er 50-50? Man kan godt have en deleordning, hvor man har fælles forældremyndighed, barnet bor hos den ene forælder, men samtidigt er meget sammen med den anden forælder. Der er heller ingen, der siger, at et barn ikke kan bytte efter nogle år.
Min søster har to piger. Da hun blev skilt, valgte pigen på dengang 13, at hun ville bo hos sin mor. Den lille på 11 valgte, at hun ville bo lige meget hos sin far og mor. Efter et par kunne hun ikke holde det ud mere. Ikke fordi der var nogen stridigheder. Hun havde bare brug for at bo ét sted. Den slags er der masser af eksempler på. En dreng skulle f.eks. med sit marsvin bo lige meget hos far og mor. Marsvinet mistrivedes og fik lov til at bo hos mor, men drengen, som også mistrivedes skulle i lang tid forsætte sit flytteri.
Mine børn er meget glade for deres far. Det føler jeg mig ikke truet af. Hvis de i tilfælde af en skilsmisse hellere vil bo hos deres far, så ville jeg da være et skarn, hvis jeg ikke lod dem gøre det. Det er børnenes velfærd, der tæller mest. De vælger jo ikke skilsmissen.
Ups. Min niece valgte efter et par år at bo hos sin mor.
Jeg kender indtil flere eksempler på, at et barn har valgt at bo hos sin far. Enten har det været, fordi moderen havde et alkoholmisbrug, eller fordi barnet ikke kunne sammen med moderens nye mand.
Det er jo udemærket at du ville lade børnene bo hos faderen hvis de selv ønsker det, men det forhindrer jo ikke at en forældremyndighedssag tager udgangspunkt i ligeværdighed.
Problemet ligger i at nogle mødre ikke ser sådan på det efter en skilsmisse. Det vil være umoralsk på forhånd at afgøre enkeltsager med en generaliserende lovgivning der tager udgangspunkt i en kvindelig forfordeling, der med garanti hæver den del af konfliktproblematikken der udgør afmagts vold fordi den medfører faderens retløshed.
I følge den nye lov, så skulle det overhovedet ikke være nødvendigt med en forældremyndighedssag. Forældrene skal tvinges til at have fælles forældremyndighed stort set ligegyldigt hvad.
Det er ikke rigtigt. Hvis du tror det så bør du læse loven igen. I de tilfælde hvor loven ikke ser ud til at virke kan forklares med statsforvaltningens dårlige sagsbehandling. Man kan formode de endnu ikke har lært at håndtere loven efter intentionen.
http://www.themis.dk/synopsis/index.asp?hovedramme=/synopsis/docs/lovsamling/foraeldreansvarsloven.html
Jeg ved godt, at der i teorien er mulighed for, at den ene part får mulighed for at få forældremyndigheden, men det er lovens intention, at langt de fleste skilsmisser skal ende med fælles forældremyndighed til barnets bedste.
Det er der da ikke noget mærkeligt i. Langt de fleste forældre finder jo ud af det på en eller anden måde. Problemet ligger stadig i at løse flere konflikter end man før har kunnet.
Et andet problem er så at visse personer så prøver at forfladige debatten med ikke at ville forstå at der er andre interesser at tage hensyn til end udelukkende barnets tarv. Det er jo trods alt forældrende og deres eventuelle konfliktnivau der udgør barnets rammer.
Dels er der nogle uegnede forældre, fædre der er voldelige overfor barnet, mødres hævngerrighed m.v., og dels statsforvaltningens lovpraksis. Alt sammen noget der skal evalueres på en forsvarlig måde før man har tilstrækkelig viden til at handle til barnets bedste.
Jeg kan godt forstå, det må være forfærdeligt som far at blive chikaneret af barnets mor ved en skilsmisse.
Det eneste jeg siger er, at de helt små børn oplever jeg har brug for deres mor - fordi mor og barn i den periode har noget særligt sammen - optimalt set- for det har barnet brug for for at udvikle sig optimalt.
Med større børn bliver forældrene mere og mere ligeværdige- så det er nok mere noget med at se på barnets alder i forhold til hvornår faren kan komme mere på banen.
Jeg startede faktisk min “karriere” som mor ud med at ville dele fuldt ud med barnets far. Jeg ville jo ikke være egoistisk.
Men jeg måtte erkende, at det ikke duede.
Det var ikke barnets eller mit behov at blive adskilt så tidligt. Det gik fint, men det var ikke en lykkelig situation.
Siden da har jeg vist nærmest uafbrudt spekuleret over hele ligestillingstanken - for jeg oplevede, at det ikke var så nemt - bare at dele barnet midt over. Jeg spekulerer stadig - men min konklusion er nok, at mor er vigtig for de små børn - men forældrene kan blive meget ligestillede med tiden, hvis faren engagerer sig. Det er der nogle fædre der gør og andre der ikke gør.
For mig ligger problemet mest i vuggestuealderen, hvor jeg bare oplever at have en slags symbiose eller et særligt forhold til barnet, som klart er anderledes end det forhold faren har. Men at barnet elsker os begge - det er da indiskutabelt. Vi opfylder bare forskellige behov hos barnet - især i den tidlige opvækst.
I takt med børnene bliver ældre bliver faderens rolle både større og stærkere til den tilsidst er på linje med moderens, og derfor er det så uendelig vigtigt at forældrene forstår hvor vigtigt det er at kontakten til børnene skal vedligeholdes, også efter en skilsmisse.
men min konklusion er nok, at mor er vigtig for de små børn - men forældrene kan blive meget ligestillede med tiden, hvis faren engagerer sig. Det er der nogle fædre der gør og andre der ikke gør.
Og nogle mødre og børn engagerer sig i faderens projekter. Andre gør det ikke. ??
Det er rigtigt, at mange kvinder har hævnet sig på eksmanden via børnene. Først og fremmest vil jeg bare opponere imod en deleordning, hvor skilsmissebørn bor lige meget hos hver forælder. Derudover så har den nye Forældreansvarslov haft nogle utilsigtede konsekvenser.
Alt andet end ligeværdighed som udgangspunkt er umoralsk. Hvad angår forældreansvarsloven er spørgsmålet allerede besvaret og deleordninger skal afgøres individuelt i blandt forældrene, og i tilfælde at det ikke kan lade sig gøre, i en sagsbehandling. Dem har hverken du eller jeg mulighed for at overskue.
Naturligvis har du ret til en mening, men jeg har også ret til at anse det for at være en overvurdering af egne evner
Hvad med at vurdere dine egne evner? Er det en debat værdig at skrive, at modparten er dum? Ligeværdighed???
Hans Hansen! - det jeg savner i den her debat er en respekt for det en mor kan give sit barn, når det er helt lille.
Jeg ved ikke, om vi nogensinde kan nå helt derhen hvor vi generelt har en tilstand hvor børnene har nøjagtig lige meget tilknytning til mor og far? For vi kan ikke komme udenom, at kvinden har et stort biologisk forspring.
Ikke fordi hun er egoist og ikke ønsker ligeværdighed, men sådan er det altså nu engang bare. Det kan måske i nogle tilfælde betyde, at mange børn føler sig lidt tættere på deres mor. I dag arbejder mænd og kvinder jo allerede nogenlunde lige meget - har i hvert fald ofte fuldtidsjob begge to. Alligevel er det stadig mor der engagerer sig mest i børnene. Investerer mest tid i dem. Der kan man sige at alle de mange mænd som ikke er direktører eller topchefer o.lign - og som også kun har et almindeligt fuldtidsjob - hvorfor engagerer de sig ikke også tilsvarende? Der er jo ingen der kan forhindre dem i det og jeg kan slet ikke forestille mig at mødrene ikke vil blive begejstrede. I dag har kvinden jo allerede frigjort en masse tid til arbejde - vi har jo en tårnhøj erhvervsfrekvens for kvinder - især dem i den fødedygtige alder - og det er ofte fuldtidsarbejde ligesom mændene. Alligevel viser undersøgelser, at mødrene stadig engagerer sig mest i børnene.
Så synes jeg ikke det kan komme bag på en mand, at det mønster som noget naturligt fortsætter - også efter en skilsmisse.
Man kan sige at m.h.t. samvær med børn og hvem barnet skal bo hos så ligger man som man har redt - det mønster der var før skilsmissen vil så bare blive forstærket og endnu mere tydeligt efter skilsmissen.
Så på den måde er det op til mændene selv at tage et inititativ til at komme på banen.
Kvinderne er ude og arbejde - det kan man så mene om hvad man vil - at det måske har taget lidt overhånd i småbørnsårene - men mændene er ikke gået den modsatte vej. Er det så ikke bare manglende engagement fra mandens side -at han ved konen er der og så tager han sig en slapper med børn og hjem - og bliver vildt fornærmet når de så skal skilles og den adfærd rammer ham selv, fordi børnene så selvfølgelig oplever, at det er mor der henter og engagerer sig i dem og hjemmet - ved siden af udearbejdet.
Er det ikke lidt mandens eget ansvar, at han i mange tilfælde bruger den tid der kunne være til børn og hjem på noget andet -måske mere arbejde eller på at slappe af.
Kan man lovgive sig ud af det?
Man kan også vende det om og sige, det er meget umoralsk af lovgivningen at give lige meget samvær og forældremyndighed, hvis den ene part har kørt på frihjul med børn og hjem, mens den anden har knoklet med både udearbejde og taget et stort ansvar for familien oveni.
Hvis manden kan dokumentere, at han laver præsterer lige så meget arbejde - gør lige så meget rent, laver lige så meget mad, og tager halvdelen af arbejdet med børnene i hverdagen og hellere vil køre lille Per til fodbold og træne med ham end selv gå til fodbold eller golf eller arbejde 2 timer længere for at fremme karrieren - så har han også en sag at komme med.
Men hvis mønsteret har været, at manden har haft en masse frihed og ekstra tid, fordi det med børn og hjem måske for 3/4 vedkommende har været overladt til børnenes mor - for det var jo også nemt for manden og bekvemt - så mener jeg ikke det kan undre nogen, at det hævner sig efter en skilsmisse.
Så bolden er nu tilbage til mandens banehalvdel i debatten og det er derfor jeg siger - det er mere et spørgsmål om pligter end rettigheder. Det interessante er hvem af forældrene det vil tage - de sure - såvel som de søde pligter i hverdagen.
I praksis er det ofte moderen selv om hun - også - har fuldtidsjob.
Hvis mænd ville nøjes med at få børn med kvinder, som de respekterer, ville de nå langt. Mænd når også langt med at tage sin andel af det hårde slid. Hvis de så alligevel bliver skilt, så vil de få en nemmere skilsmisse. Det må man i hvert fald formode.
Skal jeg forstå Hans Hansen så langt, at mænd og kvinder skal have lige ret til at have børnene hos sig efter en skilsmisse? Antag f.eks., at et barn bliver født efter skilsmissen. Der skal godt nok mange gode argumenter til, for at jeg vil godtage, at et nyfødt spædbarn skal være hos faderen. Barnet skal være der, hvor det har bedst af at være. Så må forældres rettigheder komme i anden række.
Hej Helene og Andra (og selvfølgelig også Jer andre)……:-).
Jeg synes faktisk at vi nærmer os hinanden mere og mere i denne debat, da det er de små nuancer vi begynder at nærme os.
Der er ingen tvivl om at moderen mens hun ammer, og det første halve år af livet vil have en tættere tilknytning til barnet. Det handler jo ikke om at far føler mindre kærlighed for barnet, bare at han ikke kan bidrage i samme grad til omsorgen af barnet som mor; dels pga. amningen, men også pga. at manden tit er tilbage på arbejde i løbet af kort tid.
Efter denne periode, begynder far at komme mere på banen med blandt andet leg og intersubjektivitet, hvilket skaber en god ramme for symbolsk værdi; altså sprog og forståelse af verden:-).
Efter nogle år er forskellen blevet mere og mere udlignet. Så set igennem hele barndommen, så giver både mor og far det børnene har brug for i livet……
God weekend:-)
Igen et lille pip om at det med amningen altså ikke drejer sig om et halvt år.
Min erfaring med nu 4 børn er, at giver man los for fri amning og lader barnet styre ammeprocessen, så begynder den intensive amning først rigtig at aftage efter et par år.
Jeg ved godt, der et stykke ind i anden halvdel af første leveår så småt skal introduceres lidt fast føde. Men der er min erfaring igen, at det med fast føde mest er et supplement til den egentlige næring: modermælken og ofte lidt for sjov. Lidt noget med at smage - kan jeg lide det her?- og mærke konsistensen og øve sig i at bruge gummer og tænder og synke andet end væske.
Der går altså meget, meget længere tid end 6 måneder før ammesymbiosen fader ud for alvor.
Derfor mener jeg det er hele vuggestuealderen, at barnet har mest brug for sin mor. Det er det jeg har oplevet med alle 4 børn, når jeg har ladet dem styre hvor meget og hvor længe, de ønskede at blive ammet.
Bliver man skilt i den periode, så har faren altså et relativt stort problem.
Men det er selvfølgelig vigtigt, at han holder fast i kontakten til barnet.
Ellers får det uoverskuelige konsekvenser for barnet på længere sigt.
Blot kan man ikke sådan lige dele barnet midt over og slet ikke et vuggestuebarn.
Så ja det virker måske lidt mærkeligt: på den ene side er mor vigtigst i vuggestuealderen - men det betyder jo ikke, at faren ikke skal være der også. Han må bare ruste sig med tålmodighed og holde fast i kontakten. For det er svært at blive et helt menneske uden både mor og far.
Det vil i hvert fald kunne risikere at blive et svært livslangt savn.
I øvrigt kunne mænd jo også bare tage og turde risikere deres karriere - ligesom mange kvinder gør og kæmpe for at få deres egen barsel med løn og for at få familievenlige arbejdsforhold. Hvis de gjorde det ville det komme alle - også kvinder og børn til gode - også på den måde, at kvinder ville få det nemmere på arbejdsmarkedet i forhold til graviditet og barsel. Så ville det ikke længere være en konkurrencefordel for manden - at han ikke skal være fraværende i forbindelse med at få børn.
Jeg tror godt jeg vil vove pelsen ved at sige at det lille barns afhængighed af moderen er individuelt fra barn til barn m.m.
Faderens kontakt til små børn ved en skilsmisse kan betyde problemer. Det er her forældreansvarsloven skal forsvare faderen i tilfælde af konflikter, under forudsætning af at det ikke ikke er ham der er konfliktskaberen. Her skal statsforvaltningen blive bedre til sagsbehandlingen, som både mødre, fædre og experter er enige om ikke er god nok. Naturligvis kan man ikke skære børn midt over, så faderen er nødt til at acceptere et periodevis nedsat samvær
Både LOKK, statsforvaltning, og især forvaltningens brug af status quo reglen, og ikke mindst loven, skal evalueres grundigt, før det er forsvarligt at ændre på noget for ikke at handle hovedløst.
Jeg er helt enig i at fædres barselsrettigheder ikke er tidssvarende. Der ligger store udfordringer i fremtiden, både med at overbevise virksomhederne og politikerne, ikke mindst for at forbedre kvindernes ligeværdighed på arbejdsmarkedet.
Helene.
Jeg tror at du tildeler den lange amningsperiode for stor betydning, ikke sagt at man ikke skal amme op til et år, men derefter er det svært at bevise at det har nogen markant betydning. Jeg mener, ligesom Hans, at det er meget individuelt fra barn til barn hvornår tilknytningen handler om amning, og hvornår det handler om noget helt andet.
Jeg må igen pointere at “symbiosen” ophører når barnet er 5 måneder, derefter handler det om noget helt andet. Du skal huske på at barnet udvikler sig løbende, og at denne periode er starten på en ny forståelse for barnet. Vi må bare kalde det noget andet, da den symbiose du mener fortsætter længere, så må være din egen forestilling; i psykologien ophører den tidligere. Men jeg tror at du mener at tæt tilknytning og primær omsorg er det samme som en symbiose, men det er det ikke….. Forøvrigt synes jeg jo at symbiosen (selv på 5 måneder) er noget sludder. Barnet knytter sig til den der tager sig af dem (se evt. Svend Aage Madsen).
Du tror hårdt på, at din egen livserfaring og oplevelse kan danne grundlaget for hvad der også er bedst for andre, men det vil være forkert at tro. Mennesker kan se meget forskelligt på mange forskellige issues, hvilket er hvorfor at videnskaben bliver brugt til at skabe nogle rammer for alle. Videnskaben bruger oftest beviser på en påstand, da det er det eneste grundlag for at drage konklussioner.
DU vil måske sige, at det bare handler om at bruge sin sunde fornuft. Men sund fornuft for dig, er andet end sund fornuft for mig; derfor er det godt at nogle basere tanker og forestillinger udfra noget konkret.
BLiver nødt til at rende……….
Møde
Ny dagen;-)
M Rose!
Barnet knytter sig rigtignok til den, der nu tager sig af det.
Men der er ikke rigtig tvivl om, at hvis barnet adskilles fra sin mor og passes af andre - også selv om det er faren - for tidligt - får barnet selv er klar, så vil barnet blive præget af det på en eller anden måde.
For det er jo det forskningen viser - nyfødte ved udmærket godt hvem der er deres mor og hvem der ikke er.
P.g.a. barnets stærke overlevelsesinstinkt vil det som regel alligevel forsøge at knytte sig til en anden omsorgsperson, hvis dets mor ikke er der. Men det vil lide et meget stort tab, som vil mærke det for livet.
Prøv at læse noget litteratur om adoptivbørn. Uanset hvor kærlige deres adoptivforældre er og uanset, at de her børn har været i kærlige hænder lige fra starten af og fået den allerbedste omsorg fra starten af så gennemlever selv helt nyfødte og bittesmå børn alligevel en sorg og et tab, når de ikke får lov at være hos den person de kender som deres mor gennem de 9 måneders totale symbiose.
Den totale symbiose fortsætter - optimalt set - efter fødslen via amningen.
Uanset om moderen støttes i amningen eller ej så vil barnet kender moderen uendeligt meget bedre end nogen anden. Det har jo boet i hendes krop hele sin eksistens - er skabt af hendes krop.
Faren kan ikke overtage morens rolle.
Læs Ole Schouenborg - en anerkendt psykolog.
Han beskriver det meget godt - at jo en far kan også give det lille barn noget - men slet ikke det samme som dets mor.
Måske kan en far give 80% af det en mor kan give barnet m.h.t. tryghed, symbiose osv - for barnet kender ikke faderen ud og ind - de har ikke været en og samme krop.
Det skriver altså Ole Schouenborg som netop vurderer at de små børn skal være mest muligt sammen med deres mor (ikke far) de første 2 leveår.
Det er vigtigt at faren også er der og hjælper, aflaster og støtter moren i at amme men han må ikke gå ind og forstyrre den unikke mor-barn-symbiose af egoistiske grunde- fordi han har et måske ubevidst ønske om at konkurrere med det moren kan med barnet - for så skader han jo sit eget barn når han hindrer det i at få den base som forholdet til moren kan give barnet.
Han skal være der og aflaste moren og være der for dem begge to - lidt ligesom under fødslen hvor han ikke er den aktive part men bare det at kvinden ved, han er der og vil passe på hende og barnet giver hende ekstra kræfter til at føde. Han skal ikke gå ind og føde selv- det er jo også umuligt -på samme måde skal han heller ikke negligere hvor stor betydning amning har for barnet.
Videnskaben har også gået ind og påstået at modermælkserstatning var meget bedre end modermælk. Det blev lanceret med fine reklamer osv. Det har betyder at en masse børn døde i u-landene - I I-lande dør der også børn p.g.a. manglende amning - ikke nær så mange -men der er mange der bliver syge. Tarmen er ikke skabt til at få fast føde så meget og så tidligt som det ofte sker i vores kultur. Og modermælkserstatningen er en død væske ikke en levende, intelligent kropsdel som overføres fra mor til barn ligesom barnet modtager næring via navlestrengen som modermælken er.
Det er trist, at du ikke vil anerkende amningens store betydning.
Jeg vil gerne gentage, at amning har en væsentlig betydning længe ud over det første leveår.
Hvorfor mon WHO anbefaler MINDST to år men gerne meget længere?
WHO er en videnskabelig funderet organisation med lægelige eksperter.
På verdensplan ammer en mor typisk sit barn i fire år.
Svend Åge Madsen er netop meget utroværdig synes jeg, fordi han i sin forskning bevidst udelukker amningens betydning. Så kan man dårligt bruge hans forskning til så meget, for det er jo det - amning er i flere år en så vigtig del af barnets liv.
Ellers skal det have komælk eller modermælkserstatning - hvad synes du er bedst - et barn der dier hos en ko?? eller får kunstig, død føde - istedet for at få den levende mad fra sin egen mor.
For mange af de utallige helsebringende egenskaber modermælken har gælder det at de bliver mest udtalt jo længere der ammes.
Symbiosen mellem mor og barn var i år - ikke i måneder.
Jeg har trods alt studeret 4 børn nu - og de reagerer alle på nøjagtig samme måde når bare de har en mor der er tilgængelig og accepterer ammearbejdet.
Ellers skal barnet jo vænnes fra og have erstatning - og det er så normalt i vores kultur også p.g.a. dine “fine” teorier.
Men de holder ikke i virkeligheden.
Det er bare nogle teorier på taknemmeligt papir. Hvis du ikke tror på en mor der har født 4 børn og har en lang naturvidenskabelig uddannelse og har studeret modermælk og amning indgående - så ved jeg snart ikke hvad der kan ændre din mening. Men det er helt sikkert at du tager fejl.
Et barn på 5 måneder hører stadig til hos sin mor - meget længe endnu.
Det skal jo i henhold til Sundhedsstyrelsen stadig fuldtidsammes. Der kan faren altså ikke være med -og det må han acceptere -hvis han ikke vil være en dårlig far der ikke kan unde sit barn det allerbedste.
Så må farens tid komme senere.
Ligesom morens karriere i samfundet også må afvente barnets vigtige behov.
Men o.k. jeg kan godt se vi snart er ude i en diskussion, hvor argumenterne bliver gentaget - og måske må vi bare konkludere, at vi ikke er enige.
Jeg vil dog sige, at før jeg fik børn ville jeg også synes at mor og far skulle deles om barslen og det var for dårligt, hvis en mor påstod, at have en særlig gavnlig og sund binding eller symbiose til barnet efter ½ år som faren ikke også kunne opfylde lige så godt.
Men et er teori - noget andet er praksis.
Jeg må sige teorien holdt bare ikke i praksis hvis jeg skulle tage udgangspunkt i barnets behov og signaler og kommunikation om hvad det ønsker. Det ville ellers være så nemt hvis ligestilling bare var at dele børnene midt over - helt nøjagtig og kræve at kvinder skulle opføre sig som mænd og vice versa.
I praksis ved de fleste af os dog sikkert godt, at det er - meget - mere komplekst.
Og derfor giver jeg ikke meget for teorier, der ikke rigtig tager udgangspunkt i måske årtusinder af kvindeerfaring - hvor f.eks. en amning ikke tager 4-5 måneder men typisk 4-5 år - Sådan er det stadig på verdensplan.
Hvis ikke man synes en sådan tæt forbindelse - nok den tætteste forbindelse to mennesker kan have efter en fødsel - hvis ikke man vil kalde det for en symbiose - hvad f… er så en symbiose?
Hvis jeg må blande mig i jeres ammesymbiose teorier, har jeg da en lille bemærkning at tilføje. Udover at amningen har betydning for barnets immunforsvar, dannes og udskilles der også et homon under amningen “oxytocin” der både påvirker mor og barn. Oxytocin dannes ved berøring, her af barnets massagelignende berøringer af moderes bryst.
Mænd danner også oxytocin ved berøringer. Oxytocin kaldes populært for “kærligheds homonet” og er først opdaget fornyligt. Oxytocin har også stor betydning for sexualiteten, men kun hvis der er kærlighed blandet med. Homonet har stor betydning for tryghedsfølelsen og er psykisk stærkt vanedannende.
På trods af oxytocin’s helt nødvendige funktioner, har oxytocin også en bagside. Selvom homonet gør os mere udadvendte, kan det også udsætte en modenheds process, og udløse en overbeskyttelse på grund af den psykiske afhængighed hos både mor og barn.
Noget helt andet er at økonomer og reklamefolk er meget interesset i oxytocin, fordi det lader til at vi har lettere ved at få pengepungen op af lommen, hvis oxytocin flyder rundt i blodet i store mængder.
Derfor alt med måde, for lidt er skadeligt såvel som for meget.
Hvis jeg må blande mig, så skal man supplere med flaske, hvis man stopper med at amme, inden barnet er 9 måneder gammelt. Hvor længe en amning skal vare, er op til mor og barn. Der skal ikke tages hensyn til en evt. skilsmisse. (Selv shariaen foreskriver, at en kvinde skal amme og beholde sit barn til det er mindst 3 år gammelt.) Hvis en kvinde har været alene med sit barn i hele ammeperioden, skal barnet blive hos sin mor, når amningen stopper. Alt andet vil da være umenneskeligt, med mindre moderen er blevet sindssyg. Selvfølgelig skal barnet da se sin far ind i mellem.
Andra
Siden du blander Sharia ind i det her, vil jeg lige bemærke, at ved en skilsmisse er det normalt at man derefter fjerner barnet fra moderen, hvorefter hun skal spørge faderen om lov til at se sit barn.
Noget lignende, som visse andre primitive grupper prøver på her, bare med omvendt fortegn.
Faderen udemærket stimulere barnets tryghedsfølelse ved eksempelvis at bære barnet i en kænguru-slynge mens barnet er ganske lille.
Du skriver: Hvis en kvinde har været alene med sit barn i hele ammeperioden, skal barnet blive hos sin mor, når amningen stopper. Alt andet vil da være umenneskeligt, med mindre moderen er blevet sindssyg.
Det afhænger af grunden til at faderen ikke har set barnet. Hvis han ikke har vist interesse har du ret, men hvis det skyldes moderens eventuelle samværssabotage, bør hun straffes med mindre hun kan begrunde og bevise sin manglende sammenarbejdsvilje. Det skal ikke være muligt at forhindre barnets samvær med, og faderens ret til forældremyndighed, ved at opføre sig umoralsk længe nok.
Du må ikke undervurdere barnets evne til at være sammen med andre end moderen.
Lige fra barnet er spædt har faderen lov til at have samvær med sit barn. Faderen kan kræve at få udleveret barnet i en barnevogn tre timer ad gangen. Hvis moderen ikke vil samarbejde, skal Statsforvaltningen gribe ind. Fædre i Danmark er betydeligt bedre stillede end visse muslimske kvinder. (Det findes faktisk muslimske lande, som har indført love, som stiller kvinden bedre, end i klassisk islamisk ret, deriblandt Marokko.)
Manglende samarbejdsvilje fra moderens side bør ikke føre til, at moderen straffes via barnet. Barnet tarv kommer først. Og som sagt er manden ikke så ringe stillet efter loven endda.
Et barn, som ammes og som primært er sammen med sin mor, vil uværgeligt blive meget knyttet til sin mor. Det er for primitivt og egoitisk af en far at kræve, at barnet skal være 50% af tiden hos sin far, efter amningen er slut.
Et barn kan sagtens knytte sig til flere voksne. Det kan man se, når man sender sit barn i dagpleje eller vuggestue, men det er ikke ensbetyndende med, at barnet ikke brug for at bo og være sammen med sin primære omsorgsperson hver dag.
En dansk mand er i øvrigt fuldstændigt herre over, hvem han gør gravid. Der er desværre alt for mange muslimske kvinder, som ikke selv får lov til at bestemme, hvem de skal have børn med.
Interessant debat som jeg desværre ikke har tid til at læse helt igennem.
Gunden til jeg skriver i denne debat er at jeg søger ligestillede. Jeg har en lille søn som er kommet noget så grusomt i klemme i den nye lov. Jeg er stor fortaler for at børn og deres fædre skal se hinanden så meget som overhovedet muligt, som min store søn gør - men den nye lov er altså ikke gennemtænkt og bestemt ikke individuel.
Nogle med dårlige erfaringer også? Så lad os sammen danne trop, og forsøge at råbe de rigtige mennesker op.
@Andra
Manglende samarbejdsvilje fra moderens side bør ikke føre til, at moderen straffes via barnet. Barnet tarv kommer først.
Nu ved jeg ikke helt hvad du mener med det, men jeg skal da gerne gentage hvad jeg allerede har sagt:
…. hvis det skyldes moderens eventuelle samværssabotage, bør hun straffes, med mindre hun kan begrunde og bevise sin manglende sammenarbejdsvilje. Det skal ikke være muligt at forhindre barnets samvær med, og faderens ret til forældremyndighed, ved at opføre sig umoralsk længe nok.
Iøvrigt er det noget sludder at det her kun drejer sig om barnets tarv. Hvis man ikke sikre begge forældres retssikkerhed, bliver der mere ballade til skade for barnets tarv.
Det er glædeligt at visse muslimske samfund opgiver lidt af den primitivitet der gælder i deres forældremyndighedssager.
@Andra
“En dansk mand er i øvrigt fuldstændigt herre over, hvem han gør gravid. Der er desværre alt for mange muslimske kvinder, som ikke selv får lov til at bestemme, hvem de skal have børn med.”
At muslimer blander politik og religion sammen er deres problem, men det er fuldkommen uacceptabelt at dansk lovgivning skal tage specielle hensyn til muslimer, som det heller ikke er acceptabelt at danske forældre skal lide på grund af islamiske kønsrolle fortolkninger.
De muslimske kvinder der tvinges ind i ægteskaber, skal frigøre sig fra undertrykkelsen ved hjælp af straffeloven hvis de ikke ønsker det. Det kan aldrig blive den danske forældreansvarslovgivnings problem.
Hans Hansen.
Min bemærkning var kun en reaktion på din selvmedlidenhed. Du mener, at nogle gerne vil stille danske mænd ligeså dårligt, som muslimske kvinder i forbindelse med skilsmisse. De fleste muslimske kvinder bor i muslimske lande.
Danske mænd er rigtigt godt stillet, hvis de bruger loven. Det er der mange, der misbruger.
@Andra
“Danske mænd er rigtigt godt stillet, hvis de bruger loven. Det er der mange, der misbruger.”
Det er der ganske givet, det var jo også tilfældet med den gamle lovgivning hvor det bare var moderen der var den misbrugende.
Andra… Jeg er i denne forbindelse fuldkommen ligeglad med hvor der er flest muslimer henne i denne verden, sålænge de ikke får indflydelse på dansk lovgivning
Mejse - jeg ved jo ikke, hvad dit problem er, men stor sympati fra mig, hvis du føler dit barn er kommet i klemme og du ikke kan få lov at udfylde din moderrolle optimalt.
Det er fuldstændig misforstået, at en far kan give et lille barn det samme som en mor.
Det er jo også derfor, man har indført den regel for ammende mødre i Sharia-lovgivningen.
Fordi man ved, at man får dårligere børn ud af, at tage dem fra deres mor for tidligt.
Selv et patriarkalsk samfund, som vil gøre alt for at holde kvinder nede og som ingen respekt har for kvindernes relation til de børn, de føder erkender, at der eksisterer et helt unikt og særligt forhold mellem mor og barn - og hvorfor dog ikke? Jamen der er da intet mystisk over det. Mor og barn har været en og samme organisme i 9 måneder, har gennemlevet en fødselsproces sammen, og optimalt set er barnet blevet fuldtidsammet i mindst ½ år og derefter følger optimalt set en lang overgangsperiode, hvor barnet ganske langsomt og ikke sådan bum fra den ene dag til den anden skal overgå fra modermælk til mere fast føde.
Alt det her er en visdom, kvinder har haft i årtusinder. Det er den visdom, der har medvirket til at spædbørn overlevede de kritiske første 5 års småbarnsperiode.
Og så skal man igen høre på sådan noget gammel forvrøvlet misundelse fra manden der mener, man kan forkæle eller overbeskytte et så lille barn.
Kære Hr. misundelig - man kan ikke overbeskytte eller forkæle små børn for meget - det lader sig ikke gøre.
Det går kun den omvendte vej - at man kan svigte dem ved ikke at anerkende deres medfødte behov.
Et lille barn har bare meget mere brug for at være hos sin mor end at være hos sin far.
Det er bare noget af det første man lærer og erfarer når man får et barn.
Man kan jo godt overhøre barnets signaler men den eneste måde en far kan komme på banen så tidligt er ved at bruge kunstige og til dels skadelige hjælpemidler.
Det er i hvert fald skadeligt, hvis det sker fordi moderen forhindres i at give barnet sin omsorg og sin mælk, fordi faren bare partout skal dele barnet over i 2.
Det næste bliver vel at de her højtråbende faderfigursforkæmpere kræver, at kvinden skal føde i 5. måned så faren kan få sin retmæssige del af graviditeten - uanset at barnet risikerer blivende men og i værste fald går til.
Det er den drejning diskussionen tager nu.
Og selvfølgelig vil kvinderne gøre modstand - kvinder er designet til at føde børn og holde liv i dem efter fødslen.
Samme design har manden bare ikke. Det er et biologisk grundvilkår og et faktum.
Manden har ikke det design som barnet er designet til at efterspørge for at opnå største chancer for at overleve.
Manden skal være der for sin kone og sit barn - men det er han ved at understøtte moren og barnets symbiose og amning - ikke ved som et umodent barn at råbe: “Min - jeg vil have den! - uanset om den går i stykker! - som om det en legetøjsbil man på et 5-årigt barns niveau kunne slås om.
Det er et barn.
Barnet har krav på at få sine basale behov opfyldt.
Derfor skal det lille barn være mest hos sin mor - og sådan er det bare.
Det giver ikke mening at diskutere det fordi det er et biologisk grundvilkår.
Og så er jeg ligeglad hvad Svend Åge Madsen ellers får brygget sammen af teorier.
Han er altså også psykolog og går ikke så meget op i biologi kunne man mistænke.
For det lille barn handler det ikke om psykologi men om overlevelse.
Den overlevelse får det lille barn hos sin mor hvor det kan få den optimale ernæring i de første vigtige 2-5 leveår og hvor det herved får det stærke immunforsvar der beskytter det mod farlige infektioner osv.
Det handler om overlevelser - ikke om fancy biologiske teorier.
@Helene
“Det er jo også derfor, man har indført den regel for ammende mødre i Sharia-lovgivningen. Fordi man ved, at man får dårligere børn ud af, at tage dem fra deres mor for tidligt. Selv et patriarkalsk samfund, som vil gøre alt for at holde kvinder nede og som ingen respekt har for kvindernes relation til de børn, de føder erkender, at der eksisterer et helt unikt og særligt forhold mellem mor og barn”
LOL… Helene, lige nu syndes jeg ikke rigtig du har forstået en s… af det store perspektiv. Prøv lige at lægge to og to sammen hva’. Selvfølgelig findes der et unikt forhold mellem forældrene og barnet, og det gælder da især mor og det helt spæde barn.
Og hvad er der så kommet ud af det i disse arabiske lande ;-?
Jeg skriver bare, at enhver der har øjne at se med og en forstand at ræsonnere med ret hurtigt kan observere, at båndet mellem mor og barn er stærkere og dybere ved fødslen end båndet mellem far og barn. Og når moderen så også skal amme - helst 1-2 år inkl. deltidsamning, så bliver forskellen større.
Jeg kan godt se, det er uretfærdigt overfor faren. Men sådan er vi designet.
Jeg kan ikke se anden udvej end at faren i stedet for at gå morens rolle i bedene -må se på, hvad det er han kan bidrage med så barnet får optimale forhold og stimulation.
Vi er 2 køn for at hver køn kan give barnet noget særligt, tror jeg.
Derfor kan også faren give sit barn noget helt særligt.
Men der er bare en småbørnsperiode, hvor jeg simpelthen ikke vil være med til at mor og far skal have lige meget ret til barnet.
I den periode skal moren have ubetinget førsteret - fordi hun fra naturens side er skabt til både at føde og nære barnet.
Det er helt forkert sådan som det er på vej nu at man ligestiller mor og far -det er ikke barnets tarv. Barnet har brug for et meget langt tilløb til at modnes og skulle væk fra sin trygge base nr.1 - og det skal mændene respektere.
Det passer heller ikke helt, at barnet ubetinget knytter sig til den, der passer det mest. Mange børn bliver i dag passet af pædagoger mange flere timer end de er sammen med deres mor og far.
Alligevel knytter børn sig sjældent til pædagogerne.
Jeg synes det er vigtigt at respektere at mor og barn allerede er knyttet sammen når barnet fødes. Der er faren bagefter og vil være det i flere år.
Jeg kan godt se, hvorfor mange mænd må synes det er uretfærdigt. Også at det er kvinden der sådan set har evnen til at skabe liv via sin krop.
Jeg startede også ud med at forsøge mig med at dele halvt med min mand.
Men det var suboptimalt. Det var ikke mit eller barnets behov og jeg ved heller ikke, om det var min mands behov.
Det var bare sådan en moderne fiks ide om at nu skal vi have noget ligestilling, så nu deler vi bare lige midt over.
Det kan man ikke uden at det går ud over barnets behov.
Det er pointen.
Jeg er simpelthen træt indtil marv og ben af at høre om en forkvaklet og forsimplet form for ligestilling, som kun handler om hvad skal mor have og hvad skal far have - og hvor meget kan vi slås om hvem der får hvad - og vi skal jo have lige meget på nøjagtig samme tidspunkt osv.
Sådan har det været i mange år.
Og hvem er blevet taberen? Barnet.
Derfor er ligestilling i den nuværende form en dødssejler. Det holder ikke i praksis.
Jeg går stadig ind for ligestilling.
Men så må man starte med at sige- hvad er barnets behov? Godt så - når barnet har fået hvad det har krav på - hvad kan der så blive til mor og til far?
En sådan ligestilling ville give meget bedre resultater for alle 3 parter - også m.h.t. kvinders karriereliv og mænds deltagen i hjemmet, for den ville være holdbar.
I dag har børnefamilierne bare stress og jag - og mange bliver skilt og vi ved vist godt alle sammen, at vi må finde en bedre måde. Og det er jo ikke at dele børnene midt over til enhver tid.
Det ødelægger jo bare en hel masse for barnet og for både mor og far.
Jeg synes ikke det giver mening overhovedet at diskutere mere ligestilling i vores samfund før kvinder har fået ret til at være småbørnsmødre fuldt ud.
Så må faren finde sin plads og sin rolle i det også. Men han kan aldrig overtage morens rolle. Det tror jeg simpelthen ikke på. Det dur bare ikke i praksis selv om det på papiret ligner retfærdighed.
Men retfærdighed for hvem?
Hvad med den uretfærdighed der så begås mod det lille barn, som ofte ikke er parat til at slippe sin mor så meget så tidligt.
Er barnets tarv uvæsentlige så længe faren bare få det han vil ha?
Sådan virker det.
Dit sidste indlæg kan vi godt blive enige om Helene. Prøv og lægge mærke til hvor lidt der egentligt skal til før man får snakket sig selv ud på et sidespor. Det gælder næsten altid for personer der fokuserer kompulsivt på køn og kønsopdelinger.
For at vende tilbage til forældreansvarsloven. De forældre der ikke vil sammenarbejde udgør et problem. Med mindre der kan bevises misbrug af enhver slags, kan vi så blive enige om at disse forældre skal presses til at sammenarbejde, eventuelt ved at miste forældremyndigheden? Jeg mener… hvis de ikke vil høre, så må de føle. Al ubegrundet jammer og beskidte trick, uanset om det kommer fra mor eller far, skal da ikke belønnes vel
Jeg kan godt se hvad du mener.
Min søn har leget med en dreng, hvis forældre er skilt. Jeg ved ikke rigtig hvad der er foregået. Men af de to børn ser det ene slet ikke sin far mere. Barnet er stort nok til at bestemme selv. Drengen så i en periode på ca. 1 år heller ikke sin far.
Der kan jeg godt blive forarget på den mor.
Jeg tvivler på hendes udlægning af, at det er børnenes far, der ikke gider sine børn - og at det ældste barn selv har fravalgt faren.
Jeg ved det jo ikke, men jeg tror det er hævn p.g.a. utroskab.
Men problemet er nok, at den mor ikke er bevidst om sine motiver.
Hun får fortalt sig selv en historie om at det er det bedste for børnene.
Nu er det sådan at den dreng udviser bekymrede adfærd - torturerer insekter og starter slåskampe - bl.a. med kvælertag osv.
I sådan et tilfælde så skal de forældre råbes op - og have at vide, at deres barn er i sorg og risikerer at få permanente men fordi forældre nu flere år efter stadig ligger i vild krig med hinanden.
Jeg håber meget at jeg selv ville være i stand til at se mit barns behov i sådan en situation - når den værste krise havde lagt sig? Men jeg er ikke sikker.
Er der noget meget værre end en ulykelig skilsmisse med børn indblandet?
@Helene, tak for et godt indlæg.
Der er umuligt for mig at vurdere legekammeratens problemer. Jeg tror ikke man skal lægge for meget i hans leg med at knuse insekter, mens kvælertagene er mere foruroligende, ikke så meget selve slåskampen, men mere voldsomheden. Det er rimeligt almindeligt at især drengebørn eksperimenterer med testotoron påvirkede lege.
At der er problemer er vist tydeligt nok, men jeg kan ikke vide hvad der foråsager dem, det kan være forældrenes indbyrdes ballade, det kan være damp, arvet fra en eller begge forældre, en anden psykisk lidelse, faderens ligegyldighed, eller moderens fjendskab. Uanset hvad grunden er, bør forældreansvarsloven indeholde muligheder for hjælp til barn og forældre, eksempelvis med vejledning og behandling, men også med grænser og formaninger.
Efter min bedste overbevisning skal loven evalueres på et forsvarligt grundlag, der forudsætter en dybdegående viden, og borgernes krav om relevante mangler, for at politikerne og statsforvaltningerne ikke skal begå nye uovervejde, eller dårligt begrundede fejl, men at kravene stilles af fornuftige forældre og borgere, der er i stand til at tænke sig pm, og ikke kun af dem der sidder med problemerne op til halsen.
Det forudsætter en fornuftig diskussion, der kun bringer kønnenes forskelligheder ind i billedet hvor de er relevante, og en masse gode ideer og nytænkning
Min pointe er vist bare, at jeg ikke som sådan er på kvindens side - ubetinget.
Jeg synes, lovgivningen skal tage udgangspunkt i barnets behov.
Og der er min pointe, at det helt lille barn i lang tid kan have brug for at have sin mor som base, og dermed kan det ikke deles midt over. Der må faren nøjes med kortere samvær.
Men det er altid vigtigt at have kontakt til begge forældre.
Jeg forstår godt fristelsen til at være egoistisk og tage børnene “med sig” efter en skilsmisse. Men nu har jeg selv set et eksempel - i praksis - på, hvad det kan gøre ved et barn. Så er det jeg håber, at jeg selv i en lignende situation ( som jeg ikke håber jeg kommer i men der er jo ingen garantier), kunne hive mig selv op ved hårrødderne og sige - nu må det stoppe, for der er jo ikke nogen kamp at vinde, når det i virkeligheden er de fælles børn, der ender som de helt store tabere - uanset om moren så “vinder kampen” om samvær og forældremyndighed.
Men her kræver det nok en masse mægling og psykologsamtaler.
Jeg bryder mig bare ikke om den tone i debatten lige nu, hvor faren bare skal have en masse rettigheder - med vold og magt.
Det er jo ikke sikkert, det er i barnets interesse.
Jeg har svært ved at respektere en far, som ikke rigtig har deltaget i hjemmet og børnene, som så efter en skilsmisse kommer og råber højt om at han vil sgu have nogle rettigheder osv.
Der synes jeg man skulle forklare ham, at pligt altid må komme før rettighed.
Men samtidig så må en mor altså også lige se på sit barn. Hvis barnet lider under ikke at se sin far, så skal hun reagere på det. I dette tilfælde har jeg hørt den mor stå og prøve at lave en aftale med klasselæreren om, at barnets far ham var det ikke nødvendigt at invitere med til skolesamtaler. Hvilket læreren da selvfølgelig måtte oplyse var ulovligt.
Så jeg vil bare gerne have en lovgivning, der først og fremmest ser på barnet.
Den forælder der har været der mest for barnet vil stå bedre ved en skilsmisse - sådan må det være - også a.h.t barnet.
Så derfor handler det mest om at fædrene skal ud og kæmpe for et mere familievenligt arbejdsmarked og selv turde arbejde familievenligt når de får børn.
Hvis ikke fædrene vil risikere det - eller gider det - så skal de heller ikke bare kunne komme og kræve en masse rettigheder ved en skilsmisse.
For pligt må altid komme længe før rettighed.
@Helene
“Jeg bryder mig bare ikke om den tone i debatten lige nu, hvor faren bare skal have en masse rettigheder - med vold og magt.”
Må jeg lige kommentere denne bemærkning der vist illustrerer hvorfor der er den her ballade
Hvorfor skriver du ikke: Jeg bryder mig bare ikke om den tone i debatten lige nu, hvor FORÆLDRENE bare skal have en masse rettigheder - med vold og magt.
Jeg er bange for at du kommer til at acceptere at denne ballade så længe diskussionen er kompulsivt kønsfikseret, og Altruisme ikke er i fokus >:->
Iøvrigt er alternativet til forældres retsløshed fornyet konfliktstof, i sagens natur, idet der ikke vil være nogen mulighed for belønning eller straf overfor forældre, der selv opfører sig som forkælede børn
Hvad gør man så ved fædre, som ikke vil se deres børn? Sætte dem i fængsel? Man kunne rådgive folk, som bliver skilt om, hvor vigtigt det er, at børnene har et godt forhold til begge forældre. Så er der de forældre, som aldrig har været gift med hinanden. Nogle børn bliver til ved et sidespring. Skal man straffe den bedragne kone, fordi hun ikke vil være med til, at mandens sidespringsbarn kommer i hjemmet?
@Andra
“Hvad gør man så ved fædre, som ikke vil se deres børn? Sætte dem i fængsel? ”
Hvad er dit problem
Jeg mener, hvis en forældre ikke vil se sit barn, hvad er så den mest logiske løsning? Prøv lige at tænke dig lidt om hva’ he he…
… Om man skal straffe den bedragede kone… nu må du sku’ tage dig sammen
@Andra
Du har fat i en pointe når du forslår at rådgive forældre. Efter min mening skal den være tvunget hvis der er konflikter, og der skal sanktioneres hvis man nægter, eventuelt ved at tage forældremyndigheden fra den/de konfliktskabende.
Hans Hansen! Man skal aldrig kunne tage forældremyndigheden fra den konfliktskabende, som jo nok i din optik er en mor.
Alene af den grund, at det ikke ville være barnets tarv.
Og nej jeg er ikke enig med dig i, at man bare kan bruge ordet forældre i stedet for at skrive hhv. mor og far.
Pointen med denne lange debat er jo netop, at en mor og en far har forskellige roller.
Hvis man bruger ordet forælder respekterer man ikke den særlige rolle en mor har for sit barn i de første leveår. En rolle som selv den mest velmenende far aldrig kan erstatte fuldt ud.
Det er så respektløst overfor kvinden, at foreslå, at man bare slår det sammen til et forældreskab.
Vil det sige, at manden også vil tillade en stor bredskuldret jordemor at klippe sig i mellemkødet for ligesom at fortjene et delt forældreskab? Vil manden også tage medicin så han tager 20 kg. på - især på maven i løbet af 9 måneder og forsøge at tage dem igen lynhurtigt samtidig med at han hele tiden skal holde et lille menneske i live alene med sin krops evne- døgnet rundt.
Vil manden lade sig torturere i et døgns tid med stærkere og stærkere smerter for til sidst at lade sit kønsorgan lemlæste i en eller anden grad og derefter lade sig sy dernede - måske uden særlig bedøvelse?
osv. osv. osv.
Hvis svaret til alt dette skulle være et nej - så lad være med at foreslå, at vi bare lige skal slå en streg over de mange forskelle på moderskab og faderskab og lade det kalde for en vattet samlebetegnelse: forældreskab.
Respekter kvinden og hendes moderskab.
I mange tilfælde vil det være sådan at børnene bor hos deres mor og så besøger deres far. Det tror jeg ikke man kan eller skal lovgive sig ud af.
Det er klart at børnene skal have kontakt til deres far, men på en eller anden måde er det vel naturligt nok, at mange børn er meget knyttede til deres mor og vælger hende som tryg base mens far mere er en, der kan tage dem med ud og opleve verden og udfordre dem, hvorefter det igen er trygt og rart at vende hjem til mor som den trygge base?
Det er jo også sådan det helst skal være i småbørnsårene -og måske ikke underligt, hvis det er et mønster der kan fortsætte - omend det er hamrende politisk ukorrekt at argumentere for kønsforskelle - også i forældreskabet.
Men at de er der kan der dog vist ikke rigtig være tvivl om.
Jeg ved godt, at måske velmenende psykologer som f.eks. Svend Åge Madsen forsøger at dokumentere, at far kan alt hvad mor kan -bortset fra at amme.
Måske - men det er lidt lige så dumt som at sige - far kan alt hvad mor kan
-bortset fra at føde barnet ( eller bære det).
Uden det ville der ligesom slet ikke være et barn.
Jeg savner noget respekt for moderskabet.
Men måske er det også lidt kvindernes/feministernes egen skyld, at vi er endt i sådan en suppedas.
For nu har visse feminister vist brugt flere årtier på at kæmpe for at bevise, at der ikke er forskel på mænd og kvinder eller mødre og fædre. Måske ikke så mærkeligt, hvis der så er nogle mænd, der tager dem på ordet.
At det så er en forbandet løgn er så noget helt andet.
Der ER stor forskel på at blive mor og far.
Men når jeg skriver alt det her kan jeg mærke - igen - hvor FORBUDT det egentlig er at skrive det. For hvis kvinder skal ud og have del i “mandens domæne” ude på arbejdsmarkedet så skal jo også dele ud af det derhjemme - af den såkaldte magt - lyder parolen jo altid.
Men ikke nødvendigvis.
Det kan jo ikke lade sig gøre i sagens natur. Det dur simpelthen ikke i forhold til det lille barn.
Og når det ikke dur der - så vil det ofte være sådan, at barnet får knyttet sig mere til sin mor end til sin far -fordi moderen har båret,født,ammet og taget sig meget mere af det mens det var helt lille og sårbart end faren kunne komme til - a.h.t. barnets behov.
Ja barnets far SKAL også altid være i barnets liv - til enhver tid.
Men ikke nødvendigvis på samme vilkår som barnets mor.
Hold kæft hvor er det her politisk ukorrekt- det er lige før tastaturet brænder - men p.t. kan jeg bare ikke se, hvordan man kan komme udenom, at kvindens kæmpe rolle i det reproduktive arbejde næsten altid vil give hende en særstatus overfor barnet, som samfundet og fædrene skal respektere - også efter en skilsmisse.
Så en far vil som oftest være den der ikke har barnet boende - sådan er det jo også nu.
Og spørgsmålet er, om det kan eller skal ændres? Er det ikke naturligt at barnet bliver ved med at se sin mor som den trygge base idet det jo har haft det forhold til hende lige fra fødslen af?
Altså helt generelt -der kan jo være undtagelser.
Jeg kender bare ingen forhold, hvor manden har ofret sig og lidt og kæmpet lige så meget for børnene som kvinden.
Jeg kender nogle enormt dedikerede fædre, som gør meget for deres børn. Men alligevel synes jeg stadig mødrene er det mest og ofrer mest.
Og så kender jeg en hel masse mænd, som ikke rigtig gider faderrollen. Som hellere ville bruge tiden og pengene på at have det fornøjeligt og forkæle sig selv og slappe af. Man kan godt gætte på, at ikke alle mænd gennemgår den der kæmpe forandring mentalt som får dem til at vokse når de bliver fædre - fordi det simpelthen ikke er deres krop, det foregår i?
Jeg har i hvert fald set lidt for mange mænd som ikke er nok dedikerede i deres børn. De vil ikke på samme måde gå gennem ild og vand som de kvinder der har født børnene.
Ja -måske er det bare et oldnordisk syn på tingene.
Men kvinderne er ude på arbejdsmarkedet - har været der i meget lang tid.
Manden er ikke på samme måde vendt hjem til kødgryderne for at tage over. Børnene sendes i stedet i institution i stor stil.
Hvorfor? Hvorfor har mændene ikke taget ansvaret for børnene på sig når kvinderne gik ud at arbejde, så de fælles børn ikke skulle vokse op på institutioner og opdrages af fremmede - som pædagoger jo ret beset er?
Når mændene ikke tager over - skal de så respekteres som ligeværdige mens kvinderne fortsat dobbeltjobber og mændene ikke gør i tilvsvarende grad?
Hov vil lige korrigere - nej barnet har ikke haft moren som sin trygge base lige fra fødslen af - men derimod lige fra UNDFANGELSEN AF. Hvorfor skulle det ikke kunne betyde, at barnet er særligt knyttet til sin mor? Hvis hun altså er en ordentlig mor. Der findes også mødre som drikker, er sindssyge eller andre dumme ting.
@Helene
“Man skal aldrig kunne tage forældremyndigheden fra den konfliktskabende, som jo nok i din optik er en mor. Alene af den grund, at det ikke ville være barnets tarv.”
Først… Når jeg skriver forældre, så mener jeg forældre. Jeg har ingen skjult agenda! okay…
Dernæst kan du da ikke sige med sikkerhed at det ikke er i barnets tarv. Der kan være grunde til den manglende sammenarbejdsvilje som kræver en nærmere undersøgelse før man ved det!
Nu mener jeg jo ikke at man altid skal tage f.m. fra den ene eller begge konfliktskabere, kun at det skal være en præventiv mulighed. Det kunne jo være der viste sig dyssocial adfærd. I så fald kunne det meget vel tænkes at det var i barnets tarv.
Der er mange eksempler på, gennem tiden, at den gamle f.m.l. har tildelt den til psykopatiske mødre, fordi den var matriakalsk opbygget og ikke kønsneutral, og derfor ikke kunne skelne.
Prøv at læse Sabrinas: Brevet til mor:
http://blog-dyn.tv2.dk/smukke-sabrina/entry60370.html
———————
Alt det der med mor er den bedste mens barnet er spædt, gider vi ikke rigtig mere vel
selvfølgelig er hun det!
Hvad angår respekt, har begge køn vist ikke rigtigt noget at lade hinanden høre for. Personligt respekterer jeg kun dem fortjener det…! Jeg vil godt indrømme at jeg ikke har en dyt til overs for chauvinister, båge kvinder og mænd!
Om manden vil lade sig torturere i et døgns tid med osv…. Sig mig, prøver du på at være morsom… helt ærligt, det lykkedes
Det jeg skriver ved jeg heller ikke helt om jeg mener til fulde. Det kan godt være, det tenderer en slags kvindechauvinisme.
Men af og til er det sjovt at sige noget der er meget politisk ukorrekt. Og jeg oplever altså ikke at mødre og fædre står lige.
M.h.t. psykopati så kan man også vende den om - jeg mener nu, der er langt flere mænd med den diagnose end kvinder.
Så der vender dit argument sig imod dig selv.
Jo jeg synes faktisk kønnene har noget at lade hinanden høre.
For jeg er ikke sikker på at mænd generelt vil deres børn lige så meget som kvinderne.
Jeg synes det ville være udmærket med et matriarkat som modvægt til det patriarkat vi nu har levet under i en evighed.
For patriarkatet har jo ikke gjort noget godt for børnene. Det der er sket i forhold til ligestilling er ikke at vi skulle leve et mere kønsneutralt liv, men derimod at nu skal alle kvinder med vold og magt opføre sig som mænd. Dvs. det med børn det er bare noget der hurtigst muligt skal overstås- en lille parentes i det egentlige liv - nemlig arbejdslivet. Sådan har mænd altid levet.
Og nu er mange kvinder også tvunget til det.
Fordi vi stadig har et alt for stærkt patriarkat.
Når det nu er det patriarkatet har kunnet få ud af den såkaldte kvindefrigørelse - at børnene var nogle der ligesom bare blev til overs i den fælles arbejdsligning mellem mor og far - og børnene de kunne så bliver anbragt på en institution for hvor skulle man ellers lige stuve dem ad vejen - ja så er det måske ikke så underligt, hvis det ikke vækker dyb begejrstring fra ut´s side hvis mændene skal have endnu mere at sige over børns vilkår.
Jeg synes patriarkatet indtil videre har klaret opgaven ad helvede til.
Det samfund vi har nu er absolut ikke skabt med børnenes behov for øje. Der er børn en career-spoiler og nogen man ikke har tid til.
Hvorfor? Fordi vi stadig lever i et patriarkat, som ser karriere som livets egentlig formål. Der oplever jeg at mange kvinder har en helt anden dagsorden, så hvis vi fik et matriarkat - som modvægt til patriarkatet ville det være udmærket.
Det synes jeg faktisk, vi trænger til.
Så kunne det være børn ikke som i patriarkatets øjne bare var nogle der hurtigst muligt skulle stuves af vejen - så mange som muligt, på så lidt plads som muligt, passet af så få effektive pædagoger som muligt, så mange timer som muligt….
Sådan som jeg ser det nu -så kæmper mænd for at få en masse rettigheder over børnene, men de leverer ikke varen m.h.t. at sætte børnene først.
Det afføder ikke respekt og bør ikke belønnes i lovgivningen.
Skal selvfølgelig lige sige, at ovennævnte er en grov generalisering.
Men der er desværre kun få undtagelser - ellers ville vores samfund se helt anderledes ud i sagens natur.
Jeg ved godt, at det ovennævnte er noget af en provokation.
Og jeg ved heller ikke, om jeg mener det til fulde.
Men jeg synes nok det rimelige er, at den forælder der har vist vilje til at ville investere mest i sine børn også får flest rettigheder efter en skilsmisse.
Det jeg bemærker i din historie om Sabrina er ikke så meget, at hun er vred på sin mor og giver hende skylden for alverdens ting - det er bare en gammel traver - det er altid mors skyld. Nogle gange er der noget om det - men det er også meget unuanceret.
Det jeg ligger mærke til er, at da pigen vælger sin mor fra - flytter hun så over i farens ventende, varme og omsorgsfulde favn?
Er det faren hun betror sig til omkring sine problemer? Nej, nej ,nej.
Faren nævnes ikke ret meget. Der står bare, at han altid var på arbejde.
Da pigen føler forholdet til moren er for belastet finder hun en mor-erstatning: farens nye kæreste. Faren er bare helt fraværende.
Er det ikke tankevækkende?
Helene >-)
Nu er det ikke for at lufte mine fordomme om kvinder, men det ville klæde dig at gennemtænke det du siger før du siger det
det kunne jo være du ville fjerne eller tilføje noget. På den anden side, hvis du vil afprøve dine meninger i en samtale som den her er det da for såvidt i orden med mig 
Der er jo nogle irriterende kønsroller i samfundet, det ved vi alle. Manden er traditionelt på arbejde, og kvinden skurer gulve. Men hvis vi løfter hovedet op fra alle de deprimerende tvangstanker, får vi øje på at de er ved at forandre sig. Kvinder arbejder alle sammen, og mænd begynder at pudse vinduer, fedt ik’.
Nu skal nogle kvinder imidlertid passe lidt på, med den der uigennemtænkte ordstrøm. Hvis kvinderne ikke vil lade manden komme til, eksempel med børnene, ender det måske med, at hun bare kan skrubbe tilbage ud i køkkenet hvor hun hører til.
Det jeg siger er, at hvis vi hele tiden tvister hinandens gode vilje bliver der bare ballade. Mere indviklet er det ikke.
Med hensyn til Sabrina og hendes moderkompleks, du siger jo at det er tankevækkende at det var stedmoderen der blev erstatningsmor. Så bør du ikke glemme at Sabrina er opvokset under de gamle familiemønstre og f.m.lovgivning. Hun er, som alle vi andre, et produkt af sine omgivelser og miljø. Dertil kommer at hendes mor, som jo var den primære omsorgsgiver, og den hun kendte bedst, efterlod hende i en tilstand af stadig søgen efter forståelse.
Vi er alle kun et produkt af det vi kender, ingen kender fremtiden, og ved derfor ikke hvordan vi reagerer under nye betingelser.
Jeg er helt sikker på at din mand er tilfreds med at få at vide at han har klaret det ad helvede til, at hans patriakalske sindelag er, for alle mænd er jo ens, den store forhindring, der gør ham ude istand til at forstå at han ikke duer som ligeværdig forældre >-)
Hans Hansen!
Mine bemærkninger er et udtryk for, at det her emne nok er noget af det sværeste.
Du skriver som om ligestilling bare er noget godt og gavnligt så det må vi bare have noget mere af.
Så når mange kvinder er på arbejdsmarkedet så skal de sagtsuseme også afgive noget af deres moderskab.
Jamen der er vi så ikke enige.
Jeg mener, at det du beskriver som ligestilling bare er patriarkatets måde at presse mange kvinder til at leve og arbejde som om de var mænd.
Det bliver man ikke særlig fri af.
synes jeg altså.
Og jeg køber ABSOLUT ikke den med, at hvis jeg som kvinde vil have lov at få en uddannelse og en karriere og en god løn og status i samfundet - så skal jeg afgive vigtige dele af mit moderskab som “pris”.
Det er faktisk lige netop den tankegang, jeg er SÅ meget imod. Som jeg nægter at acceptere.
Jeg vil ikke afgive noget som helst af mit moderskab - overhovedet! Det er det for dyrebart til.
Men jeg tilstår gerne mine børns far at finde sin egen rolle i sit faderskab.
Da det fryder mig at se den positive indvirkning det har på vores børn, når han gør det.
Men du får mig ikke til at sige at mor og far er ens og har de samme roller.
Men nøjagtig hvordan mor og fars roller så skal være - der må jeg dog blive dig svar skyldig - for der famler vi vist alle stadig en smule i blinde.
Dog kan jeg klart sige- jeg deler aldrig igen MIN barsel med børnenes far. Been there - done that!
Fint at han også tager barsel - men så må han sgu kæmpe for at få sin egen..
Dejligt med hjælp og aflastning og kunne nyde afkommet sammen - i øvrigt.
Men der er en grund til at en mor skal på - lang - barsel.
Og ja - det her emne er bare svært.
Så det kan da godt være, jeg om nogle år har en mere nuanceret holdning end nu.
Men jeg har været ude at eksperimentere med anderledes kønsroller.
Men det pokkers i situationen er at de gammeldaws kønsroller bare fungerer godt i småbørnsårene - om man vil det eller ej.
Men når jeg har født sidste barn og det barn er ved at være stort nok - så skal jeg da også have en karriere -om ikke før.
Men jeg afgiver ikke mit moderskab som pris for det. Det er ikke rimeligt!!! Især ikke overfor barnet.
@Helene
He he…
H: “Og jeg køber ABSOLUT ikke den med, at hvis jeg som kvinde vil have lov at få en uddannelse og en karriere og en god løn og status i samfundet - så skal jeg afgive vigtige dele af mit moderskab som “pris”.”
Jammen det er skam ikke meningen at forældreansvarsloven skal diktere nogen deres måde at leve på. Hvis du gerne vil gå hjemme og passe børn som den traditionelle husmor er det da helt fint med mig. Du skal bare huske på at hvis din mand syndes noget andet at du så risikerer at komme i klemme hvis du ikke opfører dig ordentligt 
H: “Men du får mig ikke til at sige at mor og far er ens og har de samme roller. Men nøjagtig hvordan mor og fars roller så skal være - der må jeg dog blive dig svar skyldig - for der famler vi vist alle stadig en smule i blinde.”
Kvinder og mænd er da ikke ens
Feminister er jo heller ikke specielt feminine, nærmest tværtimod. Mange opfatter dem som mere eller mindre som dårlige efterligninger af manden, Nok mest den lesbiske feminist, men at prøve på at være ens er da grinagtigt 
på samme måde som den bløde fyr er yt. Derimod kan det være et problem at forstå at begge forældres værdier er uundværlige for barnets opfattelse af sig selv, både som lille og senere hen i et parforhold.
H: “Så det kan da godt være, jeg om nogle år har en mere nuanceret holdning end nu. Men jeg har været ude at eksperimentere med anderledes kønsroller. Men det pokkers i situationen er at de gammeldaws kønsroller bare fungerer godt i småbørnsårene - om man vil det eller ej.”
Ja det kan jo være, men hvis du ikke er på forkant med din egen udvikling, ikke fordi det kommer mig ved, så risikere du jo stadigvæk at trække det korteste strå ved en skilsmisse hvis du samværscikanerer.
Endelig lyder det som om du ikke, enten har forstået, eller har læst hvad jeg tidligere har skrevet, Citat: Alt det der med mor er den bedste mens barnet er spædt, gider vi ikke rigtig mere vel selvfølgelig er hun det!
Nu fåes børn i forskellige størrelser ik’, det ved du jo godt, gider du så ikke lige at holde op med at lægge orderne i munden på mig.
Når barnet bliver mere modent, og begynder at opsøge verden omkring sig, kommer faderen mere med på banen. Men hvis moderen så overbeskytter og overforkæler, måske i et ubevist forsøg på ikke at give slip, risikerer hun at skade og udvikle psykopati hos barnet, der i første omgang viser sig som hysteri, og senere som vold når barnet ikke får sin vilje. Du har selv nævnt et eksempel ikke sandt
Hvis du vil ha’ jeg dokumenterer den påstand skal jeg da gerne gøre det. Glem ikke at disse gammeldaws kønsroller har deres begrænsninger som vi alle kan se resultaterne af. Op til tyve procent af kliniske dyssociale personligheder, nogle siger med overvægt hos mænd, andre siger ligeligt fordelt i begge køn, andre igen at procentdelen stiger propotionalt med magtrelatede jobs.
Dine børn er stadig små, du er den vigtigste i deres liv nu, men hvis du ikke overlader en del af kontrollen til din mand i takt med børnenes behov, begår du en urgammel fejl. Du siger at det godt kan være at du om nogle år har en mere nuanceret holdming, ja men du bør allerede nu reflekterer over det i god tid, ikke fordi det som sagt kommer mig ved.
Hans Hansen!
Drop lige din snak om feminister og deres udseende og evt. manglende kvindelighed.
Jeg synes selv jeg er meget kvindelig - har født en del børn og fordybet mig i det - jeg bruger meget gerne make-up (når jeg efterhånden har tiden og overskudet med 4 små børn….), og hvis du mødte mig ville du nok synes, jeg på mange måder levede op til betegnelsen feminin.
Alligevel er jeg feminist og vil aldrig nogensinde holde op med at kæmpe for især en bedre balance for kvinder i forhold til børn og karriere.
Så nej feminister de er ikke særligt maskuline kvinder. Det er bare almindelige kvinder, som synes, der skal være mere retfærdighed til.
Skulle jeg nu sige -nå så du er interesseret i dine børn -så må du jo være sådan en blød mand - du er sikkert i gang med at strikke en islandsk sweater og et par grydelapper..
Kan du se hvor irriterende det er at blive skudt sådan noget i skoen.
Og nej - jeg er ikke i lommen på min mand, fordi jeg vælger at investere noget vigtig tid i mine børn mens de er små.
Jeg har en lang og eftertragtet uddanelse, som jeg i hvert fald et langt stykke tid endnu altid vil kunne tage i anvendelse og forsørge mig og mine børn ganske udmærket.
Men du har ret i, at det er for dårligt, at de kvinder der vælger i en periode af deres liv at tage noget tid til deres børn faktisk på utallige måder chikaneres for det
Og jeg har sådan set heller ikke skrevet noget om at ville være hjemmegående husmor.
Jeg vil gerne have en længere barsel - den danske barsel er - stadig - meget kort.
Og så vil jeg have en lang række rettigheder for arbejdende mødre, så de ikke presses til at skulle gå alt for meget på kompromis med moderskabet. Men jeg er helt klart for, at kvinder skal have en karriere. Det er også godt for børnene med en veluddannet og arbejdsmæssigt velintegreret mor - men p.t. er der slet ikke den fleksibilitet på hverken arbejdsmarked eller i pasningssystemet som er absolut rimelig og påkrævet.
Det er bl.a. derfor jeg er feminist.
Jeg gider nemlig ikke gøre karriere som en mand.
Jeg vil have det hele med - børn og den tætte relation til dem - især i småbørnsmårene. Sådanne hensyn tages der jo sjældent på det danske arbejdsmarked.
Men der er det jo jeg siger- hvis nu mændenee i stedet for at kæfte op - ja undskyld mig - om alle deres rettigheder i stedet gik ud og kæmpede for et ordentligt arbejdsmarked der ikke lod som om, de ikke har noget ansvar for om børnefamilierne kan hænge sammen - så ville vi sammen kunne opnå noget.
Men som det er nu så kører mange mænd - stadig - med klatten - karrieremæssigt.
Lur mig om ikke en del af dem småfryder sig lidt over, at deres kvindelige medkombattanter jo faktisk er nødt til at få nogle børn - helst inden de 40- og de dermed som det helt uretfærdigt nu gøres op -fremstår som mindre attraktive på arbejdsmarkedet.
Når så mange mænd er så usolidariske karrieremæssigt så lad dog være med at pive over, at I går glip af noget med børnene - for det gør I! Men mange mænd bruger jo kvindens reproduktive arbejde som en konkurrencefordel. Så kan manden da ikke bagefter komme og sige- ja jeg har jo arbejdet igennem i alle småbørnsårene mens min kone og mine kvindelige kolleger som var mindst lige så dygtige som mig blev valgt fra fordi de ikke kunne frasige sig et ansvar for børnene. I dag har jeg den fede karriere og fede løn - og NU vil jeg sgu også lige have halvdelen af barnet.
Næh den går ikke vel!
Og ikke så mærkeligt.
Man får det man har investeret tilbage.
Det gælder både på arbejdsmarkedet og i privatlivet. Har man ikke været der ret meget for børnene mens de er små, så hævner det sig naturligvis senere - ikke fordi konen vil det, men fordi børnene så ikke har kunnet knytte sig til en i sagens natur.
Så kan man ikke senere komme og sige - jeg vil have halvdelen. Det er jo svigt nr.2.
Først arbejder man hele tiden mens børnene går igennem tilknytningsfasen og senere når de så har knyttet sig mest til den forælder der var tilstede og skilsmissen er en realitet så kommer man og siger - nåh nu hvor vi er skilt så skal jeg lige have halvdelen selv om jeg aldrig har investeret mere end 20% i samvær med børnene.
Den går da ikke på en arbejdsplads. Der kan man da ikke komme efter 5 år f.eks.på deltid og sige - hæj jeg vil også forfremmes som den medarbejder der har arbejdet fuld tid og taget overarbejde og været på kursus hele tiden i de 5 år.
Jeg argumenterer godt nok for at man skal kunne gøre karriere på deltid - men så tager det jo ogås længere tid at nå en toppost. Så er man måske 50 år før man når den hvor en fuldtidsmedarbejder kun er 40 år.
Men problemet med børnene er at man ikke som med karrieren kan udskyde det til senere.
Der er en deadline - og hvis man har sjoflet den og ikke har været der for dem mens de havde brug for det - så får man bare ikke det samme tætte forhold.
Og så er det naturligvis ikke barnets tarv at loven så diskriminerer den stabile forældre med den tætteste tilknytning.
Så kære mand - det er altså meget om at gribe i egen barm. Invester noget i de børn - så kommer rettighederne.
Den der med bare at udvise krævementalitet men ikke have udvist offervilje overfor børnene og virkelig villet dem - det er umodent ad h til.
Men hvis vi lige ser bort fra krævementaliteten - ja så er det selvfølgelig godt at en far gerne vil sine børn!
Rigtig godt!
Men det er bare lidt en postgang for sent hvis det først går op for ham i forbindelse med en skilsmisse.
Jeg syne det er fantastisk med aktive fædre.
Men hvis det mere er sådan noget med at manden bare ikke kan unde konen at leve et fortsat velfungerende familieliv efter de er skilt mens han aldrig selv har investeret noget seriøst i den del af livet- så skal lovgivningen absolut ikke støtte det.
Helene
LOL… Det er da herligt du er feminin
Der er da ikke noget mere kedeligt end reservekøns misundelse. Jeg kan ikke strikke, 
og kunne heller ikke drømme om at lære det. Det får mig dog ikke til at ændre mening om de skingre moderne skrigeballoner, der ikke rigtig ved hvad de vil når det kommer til stykket.
Jeg mener at kunne læse ud fra dine kommentare at du syndes den “gammeldaws rollemodel” som du vist kaldte det, var den bedste, og du sagde også noget om du aldrig ville holde op med at kæmpe for en bedre balance mellem børn karriere.
Det er skam fint nok, helt seriøst. I hvertfald så længe du ikke glemmer at have fire børn kommer til at tage al din tid, specielt hvis du ikke vil lade manden komme til
At du kæmper for kvinders rettigheder er da din ret. Personligt giver jeg ikke så meget for alle de der kønsrettede kampmodeller, men det er måske fordi jeg har en mere medmenneskelig indfaldsvinkel. Hvordan syndes du iøvrigt det lyder hvis jeg kaldte mig for maskulinist og kæmper for mænds rettigheder til sine egne børn
Når jeg siger vi ikke skal være ens, gud forbyde det, betyder det jo ikke at jeg mener at vi skal bekæmpe hinanden vel. Mange gode kræfter går tabt, på en håbløs kønskamp fordi er er ved at have udspillet sin rolle.
———
Med hensyn til investering, og medfølgende rettigheder, som siger. Din medsøster betonfeministen Lone Nørgård har udtalt:
Lone Nørgård Citat: Fædre skal være forsigtige med at knytte sig for tæt til deres børn, fordi de lige så godt kan acceptere at de var sammen med dem på lånt tid.
Du skal da ikke stå til regnskab hvad denne furie siger, men bare prøve at reflektere over begrebet feminisme.
Nu er det jo sådan noget at der er med til at lægge feminisme og iøvrigt al anden chauvinisme for had. Kønsracisme, hvis jeg må have lov til at kalde det sådan, medfører at man ikke kan se den halvdel man ikke selv er, og derfor får svært ved at se problemer ud fra en medmenneskelig synsvinkel. Der betyder jo ikke at chauvinister nødvendigvis er umennesker, slet ikke, kun at de har et dårligt udgangspunkt når det drejer sig om det andet køn.
Så var der den der med at vi skulle gribe i egen barm, tilgiv mig når jeg siger at det jo er lidt svært, i sages natur, og at jeg også hellere vil gribe i andres
Nu har disse link jo ikke så meget med de sidste indlæg at gøre, men mere om forældres beskidte trick i forbindelse med en skilsmisse. Please… læg mærke til at jeg skriver forældre, ikke mødre… okay!
Jeg ved ikke hvor meget du ved om de her emner, men jeg ved at LOKK, DKS m.f. prøver med al magt at, nogle gange retfærdiggøre, andre gange at ignore problemet, og jeg ved også at danske psykologer er generelt uvidende om emnet. Noget tyder imidlertid på at de er ved at vågne op, lidt sent i forhold til udlandet måske, men bedre sent end aldrig
Disse link handler om PAS, og er videnskabeligt dokumenterede undersøgelser fra flere lande, så danmark er også på det her område langsomt opfattende
http://209.85.171.104/translate_c?hl=da&sl=en&u=http://www.expertlaw.com/library/child_custody/parental_alienation.html&prev=/search%3Fq%3Dparent%2Balienation%2Bsyndrom%26hl%3Dda%26client%3Dsafari%26rls%3Den%26sa%3DX&usg=ALkJrhgQW-etCFWw1twVDK4hHuEs3IFtlQ
http://translate.google.com/translate?hl=da&sl=en&u=http://www.paskids.com/&sa=X&oi=translate&resnum=2&ct=result&prev=/search%3Fq%3Dparent%2Balienation%2Bsyndrom%26hl%3Dda%26client%3Dsafari%26rls%3Den%26sa%3DX
http://translate.google.com/translate?hl=da&sl=en&u=http://www.fact.on.ca/Info/pas/walsh99.htm&sa=X&oi=translate&resnum=3&ct=result&prev=/search%3Fq%3Dparent%2Balienation%2Bsyndrom%26hl%3Dda%26client%3Dsafari%26rls%3Den%26sa%3DX
http://www.boernogsamvaer.dk/artikler/pas.htm
http://translate.google.com/translate?hl=da&sl=en&u=http://en.wikipedia.org/wiki/Parental_alienation&sa=X&oi=translate&resnum=5&ct=result&prev=/search%3Fq%3Dparent%2Balienation%2Bsyndrom%26hl%3Dda%26client%3Dsafari%26rls%3Den%26sa%3DX
http://translate.google.com/translate?hl=da&sl=en&u=http://www.divorcingmistakes.com/articles/PASreview.pdf&sa=X&oi=translate&resnum=7&ct=result&prev=/search%3Fq%3Dparent%2Balienation%2Bsyndrom%26hl%3Dda%26client%3Dsafari%26rls%3Den%26sa%3DX
http://video.google.com/videosearch?hl=da&client=safari&rls=en&resnum=0&q=parent+alienation+syndrom&um=1&ie=UTF-8&sa=X&oi=video_result_group&resnum=10&ct=title#
http://translate.google.com/translate?hl=da&sl=en&u=http://www.leadershipcouncil.org/1/pas/faq.htm&sa=X&oi=translate&resnum=9&ct=result&prev=/search%3Fq%3Dparent%2Balienation%2Bsyndrom%26hl%3Dda%26client%3Dsafari%26rls%3Den%26sa%3DX
Tillægsbemærkning:
Dette fænomen udøves mest af chauvinister, feminister og mandschauvinister, som har mere travlt med at tale sig væk sagens kerne fordi udgangspunket for hele deres forståelsesgrundlag er præget af kønsspecifik dogmatik, og i mindre grad hensyn til individets forskelligheder.
Inden du protesterer, vil jeg gerne gøre opmærksom på, at jeg ikke syndes at du ikke forstår andre, det viser dine tidligere indlæg at du gør, men kun at jeg stiller spørgsmål ved din feministiske omtale af dig selv
Du ved ligesom når racisten siger; hvis det er racisme, så er jeg racist.
Hans Hansen!
Jeg er endnu ikke kommet igennem alle dine links.
M.h.t. at være hhv. feminin og maskulin ja så synes jeg netop, det er meget vigtigt at kvinder får lov at være feminine - ja endda sexede (naturligvis til en vis grænse) -skal vi kalde det attraktive OG stadig bliver taget alvorlige på arbejdsmarkedet, politisk osv.
Det er også vigtigt for mænd at finde deres maskulinitet.
Jeg har intetsteds skrevet, at jeg ikke vil lade min mand komme til.
Husk nu på, at jeg IKKE er skilt ( der er jo ingen garantier), men det her handler jo ikke om mig, da jeg ikke er spor fraskilt.
Selvfølgelig lader jeg min mand komme til!
Tror du jeg er fuldkommen åndssvag!
Med mange børn er der sandelig rigeligt at gøre for både mor og far.
Det jeg skriver er, at faren jo ikke har den samme tilknytning til det nyfødte barn og ikke kan amme - så så længe samfundet er så fedtet med barsel at kun den ene forældre kan få den så synes jeg helt bestemt kvinden skal have førsteret.
Hvis hun selv har lyst til at arbejde så synes jeg helt bestemt far skal tage over.
Dem jeg ikke vil uddelegere til - andet end i beskedent omfang - er pædagogerne og alle mulige babysittere og relativt fremmede personer. Det tror jeg ikke små børn har særlig godt af, da deres psykiske overlevelse i høj grad baserer sig på den tryghed der kommer af at have nogle få primærpersoner at knytte sig til og vokse af på et psykisk plan.
Jeg forventer tværtimod af min mand at han tager over når jeg skal noget - arbejde eller andet - så vores børn ikke skal passes - alt for meget - fremmede personer.
M.h.t. om man kan få en karriere med 4 børn.
4 børn er ikke særlig meget.
Læs bare om tidligere forkvinde for Dansk Kvindesamfund, minister og mangeårig folketingspolitiker: Lis Groes.
Hun fik 9 børn -og ville faktisk gerne have haft flere.
Såvidt jeg forstår var hun en meget nærværende og aktiv mor - men hun kørte meget sin politiske karriere om aftenen, når børnene alligevel skulle sove. Og så lavede hun sin egen børnehave i husets kælder hvor de små førskolebørn kunne lege med naboens børn passet af en ansat pædagog.
Det synes jeg er uhyre ideelt.
Faktisk langt forud for sin tid.
At børnene passes i nærmiljøet og udfolder sig i nærmiljøet - i stedet for at skulle fragtes langt væk til store børnekasserner langt væk fra det nære og trygge.
og så det at LG meget arbejdede når børnene havde mindst brug for hende - i stedet som i dag hvor patriarkatet jo har bestem vi skal arbejde netop på de tidspunkter hvor børnene også har mest brug for os.
Ja et sidespring.
Det der med at kvinder ikke vil lade mænd komme til oplever jeg nu kun som reelt mens der er tale om en lillebitte baby - og der er det reelt nok - kvinden skal jo have lov at amme og det fylder næsten alt i første leveår er min erfaring.
Senere oplever jeg mange kvinder være overtrætte og frustrerede fordi deres mænd ikke har det samme engagement i børnene.
Så kan jeg godt forstå at de kvinder da holder rimelig godt fast på børnene efter skilsmissen.Det er da ikke spor underligt?
jeg synes staten skulle tilbyde gratis parterapi til alle. Ligesom man også kan gå til den prakt. læge helt gratis.
Eller i hvert fald gøre det meget billigt.
Det er da svært at være gift.
Hvem har sagt man skal kunne finde ud af det helt selv uden guidance og gode råd!
Det samme efter en skilsmisse naturligvis
Helene
Helt fint, og nej jeg tror ikke du er helt åndsvag
jeg kunne dog gody tænke mig at du ville komme lidt ud over den der med de helt små børn. Det er ligesom færdigt ikke sandt.
Du giver meget ærligt udtryk for at du ikke hvordan du vil reagere i en skilsmisse, og samtidig at du måske får et mere nuanceret syn på fædrerollen i fremtiden. Eftersom helt op til femoghalvfjers procent bliver skilt, og du kalder dig feminist, er der måske grund til eftertanke. Thats all
Jeg håber da at vi en dag selv kan bestemme vores arbejdstider, men jeg syndes godt nok at du skyder over målet 
Om patriarkatet har bestemt hvordan og hvornår vi skal arbejde… hmm…, hvordan syndes du selv det lyder
By the way… fædre vil ikke nøjes med at være legeonkler, der skal ligevær, ansvar og forældremyndighed på bordet
Hans Hansen!
Det er godt du er en engageret far.
Men prisen for at blive skilt og have børn kan altså sagtens være, at man især som far går glip af noget med sine børn.
Børn får stress af ikke at bo et sted men skulle rejse mellem mor og far hele tiden.
Fint nok at fædre gerne vil dedikere sig meget til deres børn. Men hvis barnet også helt tilbage fra tidlig opvækst er mest knyttet til sin mor og gerne vil bo hos hende - kan du som far så ikke blive nødt til at være glad for alt det du kan se barnet og lade den ligge der. For ikke at få skabt en barndom med rodløshed og kronisk flyttestress.
Den der med at 75% bliver skilt - det er vist lige i overkanten. Der er godt nok en del skilsmissebørn i min søns klasse - nok til at det er noget almindeligt.Men jeg mener nu stadig at et pænt flertal af de danske børn vokser op i en intakt kernefamilie. Så er det heller ikke værre.
I øvrigt kan jeg ikke rigtig se at jeg som feminist skulle have større risiko for at blive skilt.
Hvorfor dog det?
I min egen forståelse af feminisme er det at have børn og en familie noget meget centralt.
Fordi feminisme helt basalt bare er at kæmpe for kvinders rettigheder i samfundet.
og der er det at være mor og have en familie da noget vanvittigt centralt som også skal debatteres på linje med karrierekultur osv.
Måske er jeg bare en moderne feminist - og du tænker på betonfeminister.
Eller også har du misforstået at feminister faktisk rigtig godt kan lide mænd!
Helene
En af de ting jeg er rimelig god til, sikkert på baggrund i mit arbejde i informations teknologi, er at finde inkoncistens i scripts og udtalelser, her er et par af dine:
Med mange børn er der sandelig rigeligt at gøre for både mor og far.
4 børn er ikke særlig meget….
Alle ved at børn kræver full-time attention. Alene derfor skal faderen indrages maksimalt så hurtigt som muligt, dels for børnenes skyld, dels for at moderen kan realisere sig selv på arbejdsmarkedet, og dels for at ændre de gamle syge kønsrollemønstre og udvide faderens forståelse og ansvarsfølelse.
Når det er sagt er det naturligvis op til de enkelte familier hvordan de vil indrette sig. Alt andet ville være diktatorisk.
Du ikke nødvendigvis større risiko for at blive skilt fordi du er feminist, men der er større risiko for at du vil reagere uhensigtsmæssigt. Den sansynlighed jeg nævner er ren statistisk, naturligvis ikke personlig.
Det er udemærket at du laver dine egne definitioner af begreberne, du må bare være klar over at hvis du vil forstås af andre er en fælles enighed om semantikken jo helt afgørende.
Feminisme er andet end at kæmpe for kvinders rettigheder, Det har været centralt for flere at bekæmpe manden, patriakalisten. Hvis udgangspunket istedet er at bekæmpe uretfærdigheder, at kæmpe for svages rettigheder, at kæmpe for udvikling generelt, bliver kønsspecifikke kampmodeller overflødiggjort, fordi de allerede er explicit implementerede i den medmenneskelige tankegang.
DKS, LOKK osv er organisationer du ikke kan tilbagevise har medlemmer der i en eller anden grad ikke kan lide mænd, for nu at sige det pænt, mænd er alle ens osv, De har ikke en kønsneutral forståelse for fælles problemer. Det er, efter min mening dem der udgør begrebet feministen, at du så lægger noget andet i ordet, vil eksempelvis vise sig i en potientiel skilsmisse.
Måske er du slet ikke feminist, bare lidt forvirret
Jeg er nu altså feminist.
Og nej det er ikke inkoncist at mene at 4 børn ikke er mange. I både min og min mands slægt er der tradition for meget store børneflokke bare et par generationer tilbage.
At der er meget at se til er et udtryk for, at vi er en småbørnsfamilie. Alle med små børn har travlt om de så “kun” har 1 eller 2.
Jeg er feminist og kan godt lide mænd.
Det er helt misforstået. Simone de Beauvoir f.eks. var da heller ikke nonne selv om hun var ultrafeminist.
Hun skrev jo også om det andet køn - hvor kvinden altid er det anderledes køn, der kommer ind som undtagelsen fra reglen om det maskuline.
Det ses tydeligt i sproget. Herligt at det her hedder forkvinde i stedet for formand.
Så jeg bryder mig ikke om din forkærlighed for kønsneutralitet.
Det er jo ofte bare et skalkeskjul for at få en maskulin dagsorden på bordet. Da kønsneutral i praksis ofte vil være= mandens dagsorden og kvinden som det andet køn, som undtagelsen.
Jeg synes vi skal fokusere rigtig meget på at vi er to køn og de to køn er meget forskellige.
Problemet er at kvinder har ikke ret meget lov at skille sig ud som kvinder i dag - hvis de f.eks. vil have en karriere
Mens mænd som dig ser det som en selvfølge både at få karrieren og dernæst komme og kræve de børn, kvinden har måttet ofre en hel masse for at sætte i verden.
Så fri mig for kønsneutralitet.
Vi er ikke spor neutrale som to køn!
Fedt at du ka’ li’ mænd, men husk på at mænd ikke så tit ka’ li feminister. Det er ikke anderledes en at kvinder ikke så tit ka’ li’ mandschauvinister. Jeg ved godt at der er en del godtroende kvinder der falder for psykopater, men det holder som regl op når de ikke har mere selvværd tilbage
Jeg kan ikke lige huske om jeg har smidt dette link ud før. Det er skrevet af Francesca Bellucci, og konteksten er Den moderne kvinde.
http://forum.anarcho.dk/viewtopic.php?id=306
LOL… Der er ikke noget mere usexet end kønsneutralitet
Det er nu heller ikke lige det jeg tænker på her, burde jeg det, he he…?
Det jeg siger er at de fælles problemer der findes i denne uperfekte verden, kræver at alle gode mennesker uanset køn skal forene sig her i stedet på at bruge krudtet på at slås indbyrdes. Lyder det helt åndsvagt
Francesca Bellucci har iøvrigt før skrevet et indlæg her i Kvinder for frihed.
http://www.blog.kvinderforfrihed.dk/?p=458
Kære Vibeke Manniche
Det var trist at læse din holdning til deleordninger som KUN for få børns vedkommende er en dårlig løsning - nemlig i de sager hvor der er tale om misbrug, vold og lign. Men for alle andre børn ( i “normale” familier, hvor begge forældre ønsker at tage et ansvar for deres børn opvækst og liv, er deleordningen en velsignelse. Samfundet har ændret sig meget siden 50 érne - de fleste fædre ønsker fx. at være en del af deres børns liv. Dine holdninger tager udgangspunkt i et forældet synspunkt og skader børns rettigheder og ikke mindst ligestillingen. Både svenske og norske undersøgelser viser præcis det modsatte af dine antagelser. eleordningerne har været en stor succes. Det ER netop i barnets interesse at få mest mulig tide med begge forældre, men måske ikke nogle kvinders?
Med venlig hilsen
Christian Hincheldey
”… husk på at mænd ikke så tit ka’ li feminister. Det er ikke anderledes en at kvinder ikke så tit ka’ li’ mandschauvinister.”
En feminist er pr. definition en kvinde, som kæmper for ligestilling. Det kan ikke sammenlignes med at være mandschauvinist. Der er ingen kvindelig pendant til en mandschauvinist.
Jo, jeg vil medgive dig, Hans Hansen, at der er kvinder, som saboterer samvær mellem børn og far. Der er børn, som bør være hos deres far. Men at man skal true en kvinde med at fratage hende forældremyndigheden, hvis hun ikke makker ret, det er ikke heldigt. Der er også grænser for, hvor meget man kan og skal lovgive. Et eksempel: En kvinde har fået et barn med en mand med arabisk baggrund. De blev skilt før fødslen. Efter fødslen erklærer faderen, at han vil få drengen omskåret, så snart han får barnet for sig selv i nogle timer. Kan man fortænke hende i, at hun ikke vil have, at manden får samvær med faderen?
Undskyld: samvær med sønnen?
@Andra
Ok jo, chauvinisme er skam ikke kun forbeholdt mænd, racisme findes skam også blandt kvinder. Tror du virkelig alle kvinder er englebasser LOL
Lige med hensyn til arabere, er der en del af dem der er mandschauvinister, li’som der også er danskere der det. Jeg tør nu godt vove den påstand at der er flere arabiske mænd end danskere, fordi vestligt orienterede mænd har vænnet sig til ligeberettigelsen i længere tid end muslimer og kristne fra arabiske lande.
Desuden er vi ikke så besværliggjort af en tusindårig gammel doktrin der bestemmer hvordan vi skal tænke, men har lært at tage selvstændigt stilling til tingene. Ikke at vi altid har ret, men mere det at vi er nødt til at tænke selv, altså at vi ikke bruger en bog til at gøre det for os.
Nu er der jo ikke det samme problem med drenge der bliver omskåret som hvis det er piger. Hvis det var en pige, ville jeg nok tænke på at likvidere ham - nej sel’føl’li ikke, men det får godt nok mit p.. i kog ;-/ I spjældet skulle han ihvertfald i ti år mindst
Jeg har kender ikke og har aldrig hørt om en kvinde, der opfører sig som en mandschauvinist. Jeg skal da ikke udelukke, at den slags findes, men der findes ikke noget ord for det. Feminist er i hvert fald ikke ordet.
Du synes altså ikke, at kvinden skal hidse sig op over, at manden vil omskære deres drengebarn? Det er ulovligt at underkaste et barn et kirurgisk indgreb uden at have fået indformeret samtykke fra forældremyndighedens indehavere. Ved en operation er der risiko for infektion, blødning og skamfering af penis. Der er børn, som dør af omskæring hvert år, selvom risikoen er minimal for den enkelte. Ganske ofte bliver indgrebet lavet af andre end læger. Manden har fået at vide af Statsforvaltningen, at han ikke må få drengen omskåret uden moderens accept. Ellers får moderen omgående forældremyndigheden alene. Det er manden dog ligeglad med.
Desuden er en nybagt mor meget øm over sit barn. Det er det, som Helene kalder symbiose. Det er slemt nok, når barnet skal have taget en hælprøve. Tanken om barnet, der bliver smækket op på et køkkenbord og skåret i af en kvaksalver er direkte panikfremkaldende.
Andra
Andra tag dig nu lidt sammen, hvor har jeg skrevet at det ikke betyder noget at denne religiøse fanatiker vil omskære sin søn
Til din oplysning er der store umidlebare forskelle på opførslen, men fælles for dem er de grundliggende kønslige nedvurderinger, der ikke er ikke baseret på individuelle oplevelser, men istedet på fordomsfulde generaliseringer.
At du aldrig har hørt om kvindelige chauvinister fortæller jo rimeligt meget om dig
Eksempelvis udtalelser som; alle mænd er nogle svin, alle mænd er ens, mænd kan ikke multitaske, kvinder er bedre end mænd, mænd er dårlige forældre, jeg stemmer på Ritt Bjerregaard fordi hun er kvinde, osv.
Hvis nu du bytter kønnet ud med sin modsætning i de overstående eksempler, er du nok ikke i tvivl om at det er mandschauvinistisk tale.
Hvis en mand nu siger jeg stemmer på Anders Fogh fordi han er en mand, lyder det rimeligt dumt ikke sandt. Du må endelig ikke tro at det lyder mindre åndsvagt når en kvinde siger noget lignende.
Men har du ikke læst det link jeg før har lagt her, det beskriver ellers udemærket de fordomme der florerer især blandt betonfeminister. skal jeg da gerne lægge det her igen
Den Moderne Kvinde
af Francesca Bellucci:
http://forum.anarcho.dk/viewtopic.php?id=306
Moderen er naturligvis meget øm overfor sit nyfødte barn, selvfølgelig, tror du ikke faderen også er det også
Jeg taler naturlig ikke om det fjols du eller din veninde har fået et barn med, men den normale velfungerende fader.
Andre
Undskyld de lidt dårlige ovenstående formuleringer, klokken er to og jeg er s…. træt
Nu er den diskussion vist kørt ud for langt ud.
Hans Hansen!
Du skriver at den nybagte far også er meget øm overfor sit barn.
Ja - nogle gange.
Andre gange ved han ikke, at han er blevet far - enten er han for længst skredet og vil ikke deltage, eller han kan måske ikke engang klare at være i rummet sammen med den fødende kvinde hele tiden - det er dog ikke ham det gør ondt på! - osv. Når så barnet er født så er de to altså ikke ligestillede.
Jeg synes det er det værste ved den form for ligestilling du efterspørger. At man så overhovedet ikke respekterer kvindekroppen og alt det arbejde, der foregår i den via graviditet, fødsel og den hårde etablering af amning for en førstegangsmor.
Alt det har faren altså ikke ret meget at gøre med - andet end som en hjælper og statist.
Og der går lang tid før mor og barn har godt af at slippe hinanden mere end ganske kortvarigt.
Jeg tror, at mange mænd mangler alle de fysiologiske processer der sker i kvindekroppen - det er meget voldsomme ting rent faktisk - for at kunne nære den helt samme toptunede ømhed og følsomhed overfor barnet.
Jeg siger ikke, at faren ikke også holder af barnet - og der kan være nogle mænd der engagerer sig rigtig meget.
Men de altså bare handicappede af deres køn.
Og det synes jeg vi bliver nødt til at være ærlige omkring - ellers er mandens forsøg på at komme til fadet omkring børnene bare endnu et overgreb og endnu en undertrykkelse af kvinden og kvindens ressourcer og potentiale - nu bare forklædt som velmenende ligestilling.
Der er mange mænd som ikke føler det samme for børnene som mødrene gør. Jeg ved det fra mange kvinder. De gider ikke ofre det samme. De har ikke investeret i barnet på samme måde som kvinden. De har ikke gennemgået den samme voldsomme udvikling i deres krop. Det gør i mange tilfælde en stor forskel i praksis. Ikke i alle.
Men det er uheldigt hvis lovgivningen tror at alle fædre med et slag opfører sig ideelt og har det samme engagement i barnet som moderen der har båret,født og ammet det.
Der er alt for mange eksempler på at det ikke forholder sig sådan.
Der er f.eks. enormt mange fraskilte mænd som forventer at kæresten skal passe hus og børn for dem - også selv om det ikke er hendes børn men kun hans.
Jeg kender en fraskilt kvinde som var enormt lettet over at manden havde fundet en kæreste, for så var hun ikke helt så nervøs for at lade dem komme på samvær hos ham. Hun forventede at kæresten så ville give børnene noget omsorg.
Jeg synes egentlig først at mændene skal ud og bevise at de virkelig har den samme ømhed og store engagement i deres børn og vil ofre lige så meget for børnene.
Så kan vi lave lovgivningen om så det i højere grad bliver fifty-fifty.
Men som det er nu er det bare et eksperiment med barnet som indsats.
Og jeg sidder bare hele tiden med en følelse af at det i virkeligheden handler om at mange mænd er vrede over at kvinderne nu så godt som har indtaget alle de maskuline bastioner og så vil mændene kraftedeme også have noget af “kvindens univers” - for meget af det virker ikke som om manden vil det bedste for alle parter.
Det virker som kvindehad - forklædt som ligestilling
Helene
He he.. ikke respektere kvindekroppen… Det mest komiske ved jer feminister er at i godt ved, at hvis man er et dumt svin, så er det fordi der er noget galt oppe i hovedt ik’
Prøv så at gribe i “egen barm”, hver gang i åbner munden. Jeg ved godt at i taler meget, men det kniber jo nogle gange med at høre jer selv, måske er det derfor i gentager jer selv hele tiden ;-). Nej vi er ikke vrede på kvinder, vi elsker jer jo
Det medfører jo alligevel ikke at vi lytter, men nogle gange minder i lidt om en hønsegård, der mest snakker for at snakke, ikke så meget fordi i har noget at sige. Jeg mener… i behøver jo ikke at sige det samme hele tiden vel.
Jeg ved ikke om du har læst indlægget til Andra lige oven over,
http://www.blog.kvinderforfrihed.dk/?p=464#comment-18386
Som et eksperiment; prøv det før du taler, så kan du måske bedre høre det du siger sådan lidt udfra, Du skal såmænd bare udskifte kønnet med sin modsætning, og så lægge mærke til om det lyder grimt. Det er det hele
Os mænd eller fædre om du vil, vi bryder os ikke sådan særligt at blive sat i bås, at vi er ens og alt det der, ganske li’som kvinder
Dette er en af dine egne sætninger hvor jeg lige har skiftet kønnet ud med sin modsætning. Så semantikken kommer til at lyde sådan her:
Men det er uheldigt hvis lovgivningen tror at alle mødre med et slag opfører sig ideelt…
Helene… De følelser du sider tilbage med er jo dit job ik’. Du må selv stå for din egen udvikling. Kvinder har da ikke overtaget alle mandens bastioner, sikke noget sludder. Du har fået din berettigede frihed til selv at vælge, that’s all, og så kan du bruge den som du vil, foreksempel at lade være med at bruge den og blive hjemmegående gammeldavs husmor LOL, og det er sku’ da fedt ik’
Jammen kære Helene, jeg vil bare gerne have mine egne børn li’som dig. Søde hvad er det der er så svært at forstå 
At bilde dig selv ind at jeg som mand kraftedeme også vil have noget af kvindens univers er jo direkte komisk, kan du ikke selv høre det
Prøv nu det eksperiment engang, før du bliver helt paranoid Det virker som kvindehad - forklædt som ligestilling
Kærlig hilsen Hans
Helene
Jeg ved jo ikke om du har læst den her lov. Dog ved jeg at ligemeget hvormeget man skriger op, så er loven intention klar, De fejl der sker, hvis der har været vold mod barnet, både fra mor eller far, skal der ikke være forældremynfighed til den pågældende Okay!
Loven giver mulighed for at det heller ikke sker! Hvis det alligevel er sket, så har statsforvaltningen fejlet !!! Læs selv… her er både link til vejledningen og lov.
http://www.statsforvaltning.dk/site.aspx?p=3842
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=32014
Det er altså ikke noget jeg bilder dig ind, og ja det er pinligt at feminister (ikke alle er lige dumme ;-)) ikke kan læse en smule lov.
Iøvrigt Helene, hvis du tør gå ind i en diskution om loven
skal du være velkommen. Find paragraffer frem du mener er forkerte og lad os diskutere dem 
En sidste bemærkning for denne gang
Nu forventer jeg at, du enten ikke svarer på denne ovenstående direkte opfordring, eller at du nu siger at mor må gerne begå psykisk el. fysisk vold mod barnet uden at miste forældremyndigheden og/eller samvær, mens far ikke må begå psykisk el. fysisk vold, uden at miste forældremyndighed/samvær.
Der er også mulighed at du påstår det aldrig finder sted at mor begår psykisk)fysisk vold mod barnet, kun far der begå psykisk el. fysisk vold mod barnet.
Det bliver spændende om du kan udfordre din egen forstand nok til at svare og samtidig høre dig selv
Overrask mig uden omsvøb Helene 
Hans selvfølgelig findes der også dårlige mødre. Og tilfælde hvor faren er den bedste forælder.
Det jeg siger er bare, at man ikke bare sådan kan dele et barn midt over. Så risikerer man at barnet går i stykker.
Jeg ved det ikke. Der er en psykolog Svend Åge Madsen som har forsøgt at ligestille manden med kvinden i forhold til de små børn.
Og til en vis grad har han sikkert også en masse pointer om at en far kan være meget mere aktiv end der tidligere har være tradition for.
Men uanset hvor meget jeg prøver - så er det svært for mig at se bort fra den forskel mellem mor og far, som der med nogen sandsynlighed? måske altid vil være, fordi det er morens krop barnet har ligget i, moren der har født og ammet og haft en symbiose med barnet i optimalt flere år.
Manden har ikke en symbiose med barnet.
Med mindre moren er syg, ikke vil sit barn og far så må gøre det næstbedste og give det flaske.
I den ideelle verden så har mor og barn en særlig symbiose - som varer temmelig lang tid. Bl.a. fordi barnets hjerne er så umoden og derfor i meget lang tid er afhængig af sin mor og også hendes mælk.
Sandsynligvis er der nogle særlige stoffer i modermælken som hjernen har brug for for at modnes optimalt, som ikke findes i den modermælkserstatning, som en far kan tilbyde osv.
Ja denne diskussion er gentagelser fra min side. Jeg kan godt selv se det.
Men jeg sidder bare med sådan en følelse af at på det her område kan vi ikke få fifty-fifty ligestilling.
Og det er det jeg oplever, du vil have.
At jeg skal sige - ja mor skal ud og realisere sig på arbejdsmarkedet og så kan far tage over - og så deler vi helt retfærdigt.
Men det oplever jeg ikke er muligt.
Ligestillingen har biologiske begrænsninger.
Eller den form for ligestilling som der p.t. er “moderne” har en masse biologiske begrænsninger og den svigter børnene.
Og så længe jeg oplever, at det er den ligestilling du tager udgangspunkt i, så kan jeg kun sige, at det synes jeg ikke er så smart.
Jeg tror bare, at det mor og barn har haft sammen fra helt små af - som er nødvendigt for at barnet får en god start - det vil i mange tilfælde betyde, at barnet er lidt mere knyttet til sin mor.
Jeg tror, det er meget naturligt, som det stadig er i dag, at de fleste enlige forældre med hjemmeboende børn - de er næsten altid kvinder.
Jeg er helt enig med dig i, at faren - hvis han er en god far - skal se børnene ofte og regelmæssigt. Men ligesom en far ikke kan føde halvdelen af de fælles børn - så tror jeg ikke man kan lovgive sig ud af det tætte forhold mellem mor og barn der som regel grundlægges fra helt lille af.
Der er undtagelser. Men jeg bliver jo nødt til at tage udgangspunkt i noget generelt.
Og jo kvinder har overtaget alle mænds gamle bastioner. Nævn bare et område som kvinder ikke har overtaget?
Ja vi mangler en kvindelig statsminister. Men det er et spørgsmål om tid. Vi kan jo også bare tage syd for grænsen - så er hun der Angela.
Men jeg ser moderskab som noget særligt.
Noget man ikke kan eller skal dele fifty-fifty med den mand man ellers elsker og respekterer. Fordi der nogle biologiske grænser for hvor langt ligestillingen kan køres ud.
Jeg har min egen definition af ligestilling.
At hvert køn skulle respekteres for deres særpræg og biologiske grundvilkår.
I en sådan verden ville kvinder få en meget længere barsel og de ville få fuld løn og pensionsopsparing under HELE barslen. f.eks.
I en sådan verden ville kvinder have ret til at definere deres karriere udfra deres moderskab og ikke omvendt - defingere moderskabet ud fra karrieren.
Som det er nu indtager kvinderne mændenes bastioner - men de betaler en meget, meget høj pris for det. Du vil så gå endnu længere og sige - ja så tager vi også lige halvdelen af børnene selv om vi ikke har båret,født eller ammet dem.
Det er meget “syndigt” at sige det her.
Men jeg tror altså at mange børn er mere knyttet til deres mor. De har jo ikke haft en symbiose med deres far - det er jo ikke muligt hvis alt går optimalt med fødsel og amning.
Jeg kan godt se alt det her lyder vanvittigt og oldnordisk og ligestillingsbagstræberisk.
Men jeg oplever at ligestilling næsten kun er på mændenes vilkår. Og ofte ikke til kvindens fordel.Jeg vil have en ligestilling som er på kvindens vilkår - også. og børnenes vilkår ikke at forglemme.
Jeg tror du får meget svært ved at få mødre til at afgive deres børn fifty-fifty.
Jeg tror der ligger noget tilbage fra graviditet, fødsel og symbiose som ikke helt forsvinder selv om barnet bliver større…..Men derfor er det vigtigt med en aktiv far alligevel. Så held og lykke.
Men prøv at respektere dine børns mor - det kommer du længst med.
Jeg kan også godt forstå dig.
Og måske er jeg bare møghamrende egoistisk her.
Men jeg startede mit moderskab ud med at dele fifty-fifyt med mit barns far - det er jo så moderne og mange synes jo også det er egositsk at kvinden beholder hele barslen for sig selv. Det tænkte jeg også lidt.
Jeg var enormt ked af at skulle på arbejde så tidligt og jeg syntes ikke mit barn blev “stort” på de måneder der gik og amningen fadede heller ikke ud overhovedet.
Men jeg lod mig presse til at underlægge mig det der trendy med at mor og far de skal dele i hjemmet ligesom ude på arbejdsmarkedet.
Det var et mega-flop!!!
Så det jeg siger er bare - vi kan ikke dele alting fifty-fifty. Især ikke det reproduktive arbejde og heller ikke børnene sandsynligvis.
Det jeg oplever ville være ligestilling ville være at sige, at det kæmpe arbejde en kvinde laver når hun går hjemme på barsel og faktisk har døgnvagt - HVER DAG - alle ugens 7 dage - det skal aflønnes lige så godt som når en mand går ude på arbejdsmarkedet og gør karriere.
I stedet siger man - hvis I kvinder vil have nogle penge - så må i opgive mor-barn-symbiosen og ud og arbejde på mændenes vilkår - for det er det eneset arbejde der er værd at aflønne ordentligt.
Ligestilling er ikke at kvinder skal opføre sig som mænd og mænd skal opføre sig som kvinder.
Ligestilling er at vi hver især kan udleve vores køns potentiale - OG få samme økonomiske grundvilkår.
Og samme rettigheder.
Jeg synes f.eks. man skulle lave en stilling der hed hjemmegående husmor. Jeg har 4 børn. Jeg passer dem i døgndrift.
Jeg får næsten ingenting for det.
Dagplejemoren som kun passer børnene til om eftermiddagen får en ordentlig skovlfuld penge. Og jeg tror ikke på, det er samme kvalitet, når det er en professionel relation. Hvorfor får man kun en ordentlig løn for at passe børn, hvis det IKKE er ens egne f.eks.
Så synes jeg en mor skulle have de samme rettigheder som der findes i øvrigt.
Ret til at være syg (husmorafløser), ret til ferie ( aflastning og hjælp) osv.
I stedet er den hjemmegående husmor bare blevet nedgjort og i stedet er så de professionelle børnepassere kommet på banen. Og de kan være gode nok. Men kun i et mindre antal timer og ikke som nu næsten alle barnets vågne tid.
Og hvorfor er det endt sådan? Fordi far jo ikke tog over, der hvor han skulle have gjort det.
I mere end 30 år er de danske børn blevet genneminstitutionaliseret - fordi fædrene jo ikke var interesserede i at tage over hvor mor slap - eller blev presset til at slippe for at klare sig økonomisk.
Og nu er far så vred! - for far har ingen rettigheder…
Jamen så spørger jeg bare igen,igen,igen - har far vist at han vil pligterne og opofrelserne?
Det er svært at svare ja til eftersom børnene i stedet er blevet sendt i institution.
Helene
Jeg fik ret, du gentager bare dig selv ik’, det kommer du jo ingen vejne med
Der er flere steder hvor vi er enige, men det giver ikke nogen mening at køre rundt i det. Imidlertid vil jeg så gentage min overstående opfordring til en saglig diskution, og hvis du ikke tør det, men fortsætte med al det der tudefjæs (det er i jo gode til) så gør du bare dig selv til grin
Kom nu vær ikke sådan et skvat
Helene, he he… Den her skal lige have en med på vejen
“Og nu er far så vred! - for far har ingen rettigheder…”
Har vi ikke… ? Er du helt rundt på gulvetr…
Jamen hvis du synes I har rettigheder så er der jo ingen ko på isen.
Jeg siger bare, at jeg ikke tror på - lige nu- at det nogensinde bliver sådan, at børnene bliver delt fifty-fifty mellem mor og far eller at der er lige så mange enlige fædre som mødre.
Jeg tror det har biologiske grunde, at fordelingen er sådan at kvinden oftest er den der får børnene efter en skilsmisse.
Fordi hun også altid har været den der gjorde mest for børnene i forvejen - skilsmisse eller ej.
Når parret så bliver skilt så bliver mønsteret bare enormt synligt. Men det har været der hele tiden - at moren var den der lagde mest omsorg i børnene.
Der er undtagelser fra reglen.
Men det koster at blive skilt.
Det er ikke gratis. Man mister noget i forhold til sine børn for man kan ikke have dem hos sig hele tiden. Men så at ville dele barnet midt over så det skal vokse op uden et barndomshjem, uden rødder men med stress og rodløshed og evigt flytten frem og tilbage mellem to hjem, hvilket i praksis betyder intet hjem men to hotelværelser - hvis det er det mænd vil have -så har mænd igen bevist ,at de ikke vil børnenes tarv men deres egne.
Nøjagtig ligesom det vi har set i de seneste 30 år hvor mænd ofte har det fint med at aflevere deres (grædende) små børn til en tilfældig offentligt ansat mens moren føler hendes hjerte brister.
Fint hvis mænd og kvinder gik lige meget op i børnene. Men jeg vil se det før jeg tror det.
Det spiller slet ikke nogen rolle hvad du tror
Det der er vigtigt at vide at denne nye forældreansvarslov er kommet for at blive, så udgangspunket for en forbedret praksis nu er tilstede.
Du siger et barndomhjem
Jeg er bange for at du kommer til at vænne dig til tanken om to barndomshjem.
At fædre i stigene grad går op i deres børn, på trods af feministers manglende fantasi og chauvinistiske grundholdning, viser denne diskution jo ganske tydeligt. Spørgsmålet er så bare om i feminister overhovedet er i stand til at forstå den virkelighed vi alle er en del af
LOL… Hvad syndes du dette her lyder som:
Helene: Nøjagtig ligesom det vi har set i de seneste 30 år hvor mænd ofte har det fint med at aflevere deres (grædende) små børn til en tilfældig offentligt ansat mens moren føler hendes hjerte brister.
Det er sku’ da det rene tudefjæs Helene
Har du helt slået ud af hovedet at det er et resultat af blandt andet “Kvinder for Friheds” egen politik. Tror du ikke at der er lige så mange mødre der afleverer dere (forventningsfulde) små børn i børnehaven til en spændene dag sammen med de andre 
Du er tæt på at få mig til st dø af grin Helene
LOL… I har sejret jer selv ihjel…, og godt det samme
Jeg repræsenterer som udgangspunkt kun mig selv.
Og nej den lov kan da sagtens ændres når og hvis det viser sig, at den ikke fungerer i praksis.
Ja at aflevere et barn i børnehave er noget helt andet end at aflevere en bay i vuggestue.
Kald det bare tudefjæs.
Men det er en følsomhed overfor barnet som jeg synes mange mænd mangler.
Jeg er sikker på at fremtiden indenfor lovgivnigen vil blive at kigge på, hvad der er godt for barnet.
Og så er det bare om at komme ind i kampen for mændene - men det er svært at overgå en mor og det hun kan med sit barn - biologien har bare ikke fordelt det retrædigt.
Og nej det bliver ikke noget med to hjem til børnene - børnene bliver syge og stressede af det.
Du vil bare have børnene lige så meget som deres mor for at VINDE - ikke fordi du vil se på hvad der er bedst for børnene - sådan virker det på mig….
Det er mænd gode til - at vinde for enhver pris - en alt for bøj pris for barnet.
M.h.t. kvindekampen så er vi kun lige kommet i gang kan jeg godt love dig.
Der resterer et kæmpe arbejde for at sikre kvinden bedre muligheder for at være mor for sine børn og have en god økonomi og få karrieremuligheder samtidig.
Mændende gamle model med institutioner og pasning fra morgen til aften for at sætte arbejdslivet først altid - svigter børnene.
ligesom 2 hjem er lige med intet hjem.
Jeg vil så foreslå dig selv at flytte frem og tilbage mellem 2 hjem hver uge de næste 18 år - den periode en forældremyndighed varer.
Så må vi se hvor længe du holder til det.
Jeg giver dig max. 3-6 måneder før du må give op.
Hvis du ikke selv vil sådan et liv så lad være med at påføre dine børn det af af ren og skær mandschauvinistisk egoisme.
Ja den ny form for mandschauvinisme hvor manden ser børnene som sin retmæssige ejendom han kan tage med sig ligesom møblerne og bilen….
Og moderens indfølende og empatiske forhold til børnene - der er tudefjæs.
Det udtryk siger jo meget om mandens empatiske evne - noget der er meget vigtigt for børn. “Far det gør ondt” - Far svarer: “Hold op med det tudefjæs -ligesom din mor!”
Hvad skal du kaldes - stoneface?
Følelser er jo af det onde - det ved enhver oplyst psykolog!
LOL… Helene til din oplysning… Jeg er halvtreds år gammel
Tror du virkelig at sådan en opkomling som dig kan præstere min livserfaring he he,,.
Kald du bare mig stoneface… det får mig bare til at le
Vis dig nu som en rigtig kvinde og tag min opfordring til en saglig diskution om loven alvorligt, men det tør du vel ikke
Ja o.k. fint at du er m.
Og jeg har respekt for livserfaring.
Ud over at være feminist vil jeg også gerne bekæmpe aldersfascisme på arbejdsmarkedet og andre steder.
Men du har altså misforstået noget hvis du tror den der med kvinder ud på arbejdsmarkedet og så giver kvinderne bare slip på børnene.
Hvis der er noget jeg har opdaget, så er det at næsten lige meget hvor flot en karriere en kvinde har gjort, så ændrer det ikke noget ved, at hun samtidig er en løvemor 112%.
Før jeg fik børn kunne jeg da godt lide små børn - men jeg var måske lidt bange for dem. Jeg forstod ihvert fald ikke så meget af det univers. Jeg ville alligevel gerne have børn. Pludselig kimede det biologiske ur bare med en sindssyg ringetone i mit hovede hele tiden - og det VILLE ikke overhøres det biologiske ur. Så blev jeg gravid og jeg tænkte- hvordan skal det egentlig gå det med at blive mor? Måske vil jeg være helt elendig til det.
Jeg forstår mig ikke ret godt på børn.
Men så skete der en mirakuløs forvandling - graviditeten, fødslen og amningen forvandlede mig fra at være en usikker fumlende lidt bange størrelse til at være en stærk og selvsikker MOR.
Jeg oplevede den omvendte verden. Hvor andre kvinder måske har troet at det med at få børn var nemt men blev overvældet af usikkerhed og angst når det skete - så troede jeg, at jeg ville få det svært, men oplevede at jeg instinktivt vidste hvad jeg skulle gøre - i hvert fald synes jeg at det med små børn er jeg ret god til. Det bliver liddt sværer når de bliver større synes jeg - og kommer i selvstændighedsalder og alt det der.
Min pointe er, at min forvandling skete som et led i noget biologisk - noget hormonelt.
Det er jeg sikker på. For jeg blev nærmest til en helt anden person af at blive mor.
Og derfor siger jeg bare - den forvandling går manden jo ikke igennem - i hvert fald ikke i samme grad.
Derfor vil jeg godt stille spørgsmålstegn ved om fædre generelt er så tæt på deres børn som mødrene - om fædrene biologisk set er udrustet til at undergå samme dramatiske forvandling?
Jeg tvivler en lille smule.
Men faren kan så nogle andre ting men jeg synes faktisk det er naturligt at børnene bor hos deres mor og besøger deres far - regelmæssigt.
Hans.
Tænk, at du virkelig er 50 år gammel. Det havde jeg ikke troet. Jeg ville have troet, at du var meget yngre med den mangel på respekt, du lægger for dagen overfor mennesker, du er uenig med.
Så vil jeg i øvrigt kommentere noget af det, du skriver:
1)Der er kvindehadere og mandehadere. Der er folk, som generaliserer, som du gør overfor muslimer. Der findes efter sigende 1 milliard muslimer! Der findes folk, som forvrænger og generaliserer. Jeg kender f.eks. ikke nogen kvinder, som bare tilnærmelsesvis svarer til beskrivelsen i det link med damen med et italiensk navn. Feminist er altså ikke den kvindelige pendant til en mandschauvinist.
2) Kvinder er hormonalt påvirkede før og efter en fødsel. Det indvirker på deres følelsesliv. Det er ren biologi. Derfor kan en nybagt mor være helt irrationelt øm overfor sit nyfødte barn. En ømhed, som man ikke finder hos den nybagte far.
3) Jeg har jo givet dig et eksempel på, hvor Forældreansvarsloven fejler. Kvinden med barnet til en udenlandsk statsborger, som hun ikke kan blive enig med. Hun riskerer, at barnet bliver omskåret under et samvær med faderen. Hun risikerer, at hun ikke får barnet tilbage, når faderen får ret til at tage barnet med til sit hjemland på ferie. Det må han, når barnet bliver fem år gammelt.
4) Hvis jeg var enlig mor til et spædbarn, ville jeg ikke have tid eller kræfter til at sidde at blogge. Faktisk har jeg alligevel dårligt tid til det.
Andra
De eneste der udviser mangel på respekt er da jer. Hør da bare på jeres fordomme om mænd, nærmer sig ren dumhed
Imeidlertid vil jeg da gerne indrømme at jeg ikke respektere religiøse fanatikere, men det gælder alle religioner. Derimod er jeg udemærket bekendt at religiøse sagtens kan være gode mennesker, Jeg lader det altid komme an på en individuel bedømmelse, li’som med alle andre ,deriblandt feminister. Ingen kan dømmes på forhånd.
Jeg har flere venner der er muslimer, og en tidligere kæreste ovenikøbet, på kun 21 år, men de er alle gode mennesker og kunne ikke finde på at omskære nogen. Flere af dem spiser oven i købet svinekød
Jeg er også godt bekent med at især nogle mennesker hovedsaligt tænker med følelserne, og at det er derfor de ikke kan lægge to og to sammen
Ingen siger at loven ikke fejler, alle love har fejl, viste du ikke det? Der hvor jeg anklager kvindechauvinister er når de vil lave loven om før der er viden nok til at gøre det ansvarligt. Som systemudvikler ved jeg godt at det er det dummeste man kan gøre.
Dit tredie punkt tre (3) har vi snakket om flere gange, Der er ingen grund til at spilde mere tid på det, udover at bede dig læse § 25. Måske bliver du lidt klogere
I det hele taget, hvorfor læser i ikke loven, det kunne jo være i kunne mobilisere de få hjerneceller der skal til he he… For en sikkerheds skyld, bare i tilfælde at i ikke skulle have set det. Linket er lidt højere oppe
Helene, som jeg allerede har sagt flere gange, jeg har forstået. Du har fået et barn og alt giver nu mening på en helt ny måde. Jeg kender det, jeg har selv flere børn
Forresten Andra, fordi du ikke kender nogen der er som beskrevet i Francesca’s artikel, betyder på ingen måde at de ikke findes. Det fortæller bare at du er ung og rimeligt uvidende
Hans jeg bliver dårlig over al den aldersfascisme.
Om man er erfaren, klog, dum osv - det har ikke a priori noget med alder at gøre.
Der er masser af ældre mennesker som er dybt fordumsfulde, uvidende og indsnævrede og der er helt unge mennesker som allerede besidder en stor livserfaring og stor menneskekundskab.
Det eneste der er givet er at man bliver ældre. Men der er ingen der siger, man bliver klogere.
Omvendt er det heller ikke bevist at man bliver mindre hurtigttænkende eller kreativ med alderen. Faktisk kan disse evner sikkert øges jo mere man har øvet sig igennem livet.
Det er alt sammen et spørgsmål om træning.
at bruge sig selv og så bliver man god.
M.h.t følelser så er de et uvurderligt og helt uundværligt redskab når man har børn. Børn kommunikerer næsten udelukkende via følelser, så betegnelsen tudefjæs tager jeg til mig som den fineste æresbevisning - på linje med Dronningens elefantorden.
Den skal stå på mit CV - Helene….Cand..
og eksamineret Tudefjæs!
Det er den følsomhed som hormonstormen der raser i kvindens krop giver hende som en kæmpe gave. Det er den følsomhed som også føder hende som en mor samtidig med at hun føder sit barn.
Og der er det bare jeg siger - ja der findes mænd som også bliver eksamineret Tudefjæs, når de bliver fædre. De mænd findes!
Men der findes alt for mange mænd, som siger ligesom dig - åh sådan et tudefjæs du er, når du f.eks. er ked af at aflevere et grædende barn på måske 6-9 mdr. til en fremmed dagplejemor hele dagen mens du selv er mange km. væk på arbejde.
Det synes jeg er en del af mænds undertrykkelse af kvinder. Der er mange ting som mænd ikke forstår omkring mødre og børn - og så kommer sådan et begreb -tudefjæs så frem.
Tak - det er en stor æresbevisning - men det afslører også hvorfor fordelingen stadig er som den er - hvor den enlige far er en klar undtagelse fra den næsten konstante regel om at mor får børnene efter en skilsmisse.
Hun er et tudefjæs - derfor kan hun kommunikere med børnene på deres sprog som er følelser.
LOL… Aldersfacisme… Du har ret i at der er mange umådeligt dumme gamle mennesker, du har også ret i at der findes unge mennesker der er meget kloge. Det kloge mennesker uanset alder har tilfældes, er at de er i stand til at tænke med både hjerne og hjerte på samme tid, og at det er det der gør at de er hele mennesker.
Det er mennesker der tager udgangspunkt i sit eget køn, alder eller race ikke fordi de ikke forstår at den medmenneskelige forståelse rummer alle andre forståelser, og de derfor bliver ligegyldige, nærmest skadelige for deres egen udvikling.
Enhver transaktion der skal have bare skyggen af chance for at lykkedes, skal og jeg gentager skal, tage udgangspunkt i en ligeværdig opfattelse af den man taler med. Det kan bare ikke nytte noget man taler hverken nedad eller opad til nogen som helst, med mindre man har et personligt kendskab til vedkommende der berettigere det.
Det har alle chauvinister, uanset på hvilken måde de er det på, aldrig forstået. De er ganske enkelt ude af stand til at fatte det, fordi deres udgangspunkt i oplevelsen af andre mennesker er forkert.
Hvis man er chauvinist, racist eller på anden måde tror man ikke behøver at bedømme andre mennesker individuelt, vil jeg anbefale at google på begrebet: transaktionsanalysen
http://www.google.com/search?client=safari&rls=en&q=transaktionsanalysen&ie=UTF-8&oe=UTF-8
Jeg har gjort for dig/jer
Nu skal det ikke få mig til at endnu engang at lade være med at opfordre jer til at læse den forældreansvarslov, som i tilsyneladende ikke gider spilde tid på, og derfor heller forstår. Endnu engang, i sagens natur, sæt jer ind emnet før i snakker, det har i alle lært i skolen 
Hans.
Nu håber jeg, at en eller anden smart advokat kan hjælpe den kvinde, jeg taler om. Jeg ved kun, hvad Statsforvaltningen har sagt til hende. Danske Familieadvokater har klaget over den nye lov. Jeg går ud fra, at de ved, hvad de taler om. §25 bliver man ikke klogere af.
Meget ung! Jeg bliver 45 år gammel i næste uge. Jeg har en længerevarende universitetsuddannelse. Jeg arbejder på en stor offentlig arbejdsplads med masser af kvinder. Jeg er ikke enig med Francesca Bellucis postulat.
Andra
Forbavsende at du er 45. Først, hvis du ikke bliver klogere af at læse de par linjer §25 udgør, så ved jeg sørme ikke hvad du skal gøre.
Afgørelse om udlandsrejse
§ 25. Selv om der er uenighed om forældremyndigheden mellem forældre, der har fælles forældremyndighed, kan statsforvaltningen træffe afgørelse om, at den ene forælder kan tage barnet med til udlandet, Grønland eller Færøerne i en kortere periode.
Jeg er sikker på at hvis du nu lige læser den igen, at du alligevel forstår. Hvis du har en længerevarende universitetsuddannelse så kan jeg ikke forstå dit problem. Selv en femte klasse elev kan læse denne sætning.
————-
Dernæst vedr. din bemærkning Du synes altså ikke, at kvinden skal hidse sig op over, at manden vil omskære deres drengebarn?
Andra, det er jo tåbeligt at sige det, hvad får dig dog til at tro det?
————-
En feminist er pr. definition en kvinde, som kæmper for ligestilling.
Denne bemærkning er meget dårligt valgt Andra, i en feministisk tråd med et emne som netop går ud på at bekæmpe ligestilling og ligeværdighed
————-
Må jeg have lov til at spørge hvad din længerevarende universitetsuddannelse er?
Jeg er selv uddannet på universitetet, i b.la. IT, systemudvikling, virksomhedsøkonomi, multimedie og arbejdsmarkedsforhold m.f.
Hans.
En feminist kæmper for ligestilling. Det kan du slå op i en Nudansk Ordbog. Feminisme handler ikke om at overtage magten fra mændene. Heller ikke på denne blog.
Du skrev noget med, at du ikke syntes, at det var så slemt for en dreng at blive omskåret som for en pige. Faktisk tog du i første omgang ikke afstand fra omskæring af umyndige drenge. (Det gør Etisk Råd da heldigvis i dag.)
Med hensyn til §25, så mener jeg bare, at til den paragraf er der en praksis, som er den, som jeg har refereret. Der er ikke noget nyt i den.
“Selv en femte klasse elev kan læse denne sætning,” skriver du. Du ved udmærket godt, at jeg kan læse og skrive. Et andet sted skriver du, at jeg må være meget ung og naiv. Arrogant og nedladende prøver du at fremstille andre som idioter. Synes du virkelig, at det er en værdig måde at argumentere på? Det synes jeg ikke. Jeg vil ikke forsætte denne diskussion længere.
Andra
LOL… Det er da helt fint med mig. Ha’ det godt
Hans - jeg tror ikke du kommer nogle vegne her med at prøve at konkurrere på hvem der har den flotteste uddannelse.
Jeg har uden at kende alle medlemmer indtryk af, at der er tale om ganske mange kvinder tilhørende eliten både uddannelsesmæssigt og karrieremæssigt.
Jeg tilskriver mig definitionen af ligestilling. De eneste mænd, der har noget at frygte overfor feminister er de mænd, der misbruger deres historiske overmagt og udnytter kvinder på den ene eller den anden måde.
Så er min egen tolkning af ligestilling også, at den må ske på hvert køns biologiske vilkår.
Det er så de biologiske vilkår du gerne vil have udvisket med dit ønske om kønsneutralitet.
Men der kommer så problemet.
Det kan ikke lade sig gøre af biologiske årsager, som vi altså ikke kan gøre noget som helst ved.
F.eks. synes jeg det er direkte vanvid, at mænd nu skal til at have halvdelen af barslen som mange politikere går ind for. Det er jo kvindens krop der har været udsat for en voldsomt strabadserende fysisk udfordring - først graviditeten, fødslen og så amningen.
Jeg har læst at hvis vestlige kvinder ammede bare 6 mdr. længere i gennemsnit ville man kunne forebygge tusindvis af brystkræfttilfælde.
Så kan man altså ikke bare som mand komme og sige -aflever ved kasse 1 for her har vi millimeterdemokratisk ligestilling.
Mor og barn hører så meget sammen i de første 2 år vil jeg sige som minimum.
Og der vil det så i en del tilfælde være sådan, at det tætte forhold de har p.g.a. de biologiske grundvilkår fortsætter også på et tidspunkt, hvor faren egentlig kunne komme lige så meget på banen.
Det skal lovgivnigen da ikke gå ind og manipulere med og destruere.
Selv om jeg bestem kan se det fra mandens synspunkt og synes mænd bestemt skal være aktive fædre, så tror jeg ikke rigtig det er muligt at nå derhen hvor mænd og kvinder er fuldstændig lige i forhold til at være forældre. Vi har hver vores roller overfor barnet. Og der synes jeg stadig, det ofte vil være bedste for barnet at have sit barndomshjem hos moderen MEN jeg helt enig med dig i, at det generelt vil være barnets tarv at have et regelmæssigt samvær med sin far - men barnet skal have mulighed for at have et rigtig hjem et sted - oftes hos sin mor - og så besøge sin far så tit det har lyst og mulighed herfor.
Jeg tror ikke ligestillingen kan udviske alle kønsforskelle.
Eller det er i hvert fald et tab for barnet, hvis vi forsøger - og for kvinden og hendes helbred og en disrespekt af kvindens store reproduktive arbejde, som manden jo slipper helt udenom men så samtidig heller ikke har mulighed for at få det samme forhold til barnet (med mindre moren afviger meget fra det almindelige)
Her taler vi om gennemsnitlige mødre og fædre.
Bliv nu bare ved med at ville være en aktiv far. Men respekter dit barns mor højt.
Respekter hende for at hun er dit barns mor og har krav på en særstatus og på din opbakning hvis du vil dit barn det bedste!
Helene
Jeg kan forsikre dig for at jeg ikke prøver at konkurrere på uddannelse. Jeg ved da godt at der er mange kvinder der er bedre uddannet en mig. Det undrede mig bare at Andra ikke kunne forstå lovteksten i § 25, der på ingen måde er til at misforstå, ihvertfald da ikke for langtids universitetsyddanet.
Jeg har efterhånden nævnt et par gange at jeg overhovedt ikke er interesseret i kønsneutralitet som helhed. Jeg nævnte det vis som noget af det mest usexede jeg kan forstille mig. Derimod når spørgsmålet handler om forståelse for problemer af medmenneskelig karakter, finder jeg tværtigmod kønsfiksering både usexet og umoralsk.
Nu er det jo ikke min hovedpine hvad andre er i stand til at forstå, og jeg er i virkeligheden også ligeglad, men hvis nogen prøver at skade andre mennesker, enten bevist eller ubevist, ved foreksempel ikke at acceptere mennerskes forskellighed og mangfoldighed, er det min fornøjelse at deltage i en diskution om emnet.
Det er jo nok nødvendigt at opleve at begge køn kan være manipulerende grænsende til det onskabsfulde i forsøget på at overbevise nogen i et køns overlegenhed, bare på grund af en mangelfuld opfattelse af virkeligheden, for som du også selv siger, både kvinder og mænd indeholder meget mere end et smalt menneskesyn tillader, eksempelvis med uddannelse.
Nu er det jo sådan at tro ikke er viden Helene. jeg ved godt du siger tro, fordi du ikke vil lyde bedrevidende, men lige meget hvordan du roterer i dit univers, vil en manglende individuel vurdering af mennesker, altid ramme nogle forkerte. Denne, må jeg ikke have lov til at kalde det for chauvinisme, udemærket stamme fra en fast tro på egen forståelse, men det vedbliver med at være tro og ikke viden, fordi ingen kan retfærdigt bedømmes som en gruppe, uden det får religiøse undertoner.
Man skal altid respektere andre som udgangspunkt, men uanset hvem det er skal vi alle først fortjene den. Det er nu en gang betingelserne på alle områder i livet.
En anden ting jeg vist har nævnt et par gange,
… kom vist til at trykke forkert ;-)…
Forstil dig en far der holder sig i baggrunden i den første tid, i respekt for barn og moder, for badefter at opleve at moderen beskylder ham for manglende interesse. Ved den gamle lov købte statsamterne og overpræsidiet denne forklaring om dømte faderen ude. Det blev kalt status quo reglen.I det hele taget bleb faderen dømt ude i 98 til 99 procent af alle sager der kom for domstolen, også når det drejede sig om lige velegnede forældre.
Det er denne helt igennem umoralske lovpraksis feminister forsvarer, med generaliseringer over alle fædre.
det var ikke min mening at tale højt til sidst i indlægget, glemte at afslutte en HTML tags
Hans jeg kan godt forstå dit ønske om at deles om børnene især efter en skilsmisse.
Men jeg er altså meget i tvivl om det er muligt i praksis. Det kan nemt ende som sådan et skrivebordforslag, som i praksis ikke er godt for barnet.
Det er ikke et spørgsmål om at faren SKAL holde sig i baggrunden mens barnet er lille.
Men jeg oplever, at barnet alt andet lige simpelthen i den grad efterspørger og foretrækker sin mor, med mindre hun virkelig gør noget drastisk for at bryde mor-barn-symbiosen tidligt og er meget væk fra barnet så det ikke får mulighed for at knytte sig til hende.
Jeg oplever tit, at når min mand er hjemme, så vil jeg da hellere end gerne overlade baby til ham, men ved baby, at jeg også er der så er det ikke altid så let en øvelse.
Der er bare mere tilknytning og tryghed hos mor - skabt via det fælles liv i livmoderen og det tætte bånd via amningen.
Til gengæld er far god til at få baby til at skraldgrine, god til bare at lege og stimulere baby med sjove påfund - og glemme alt om vasketøj og gulvvask i den forbindelse.
Når forældre bliver skilt så tror jeg altså, at barnet ligesom status quo-reglen gav udtryk for - at få lov at bevare det tætte forhold til moderen for ligesom at have en tryg base. Det er vigtigt for barnet også at have en hyppig kontakt til sin far, men jeg tror at kvindens biologiske forspring med graviditet og amning i mange tilfælde holder livslangt.
Og det har ikke noget at gøre med at faren SKAL holde sig i baggrunden. Det er barnet selv der i meget høj grad vælger sin mor allermest til fordi hun kan opfylde nogle meget væsentlige behov hos barnet som faren ikke kan. Barnet og moren kender hinanden på en helt anden måde en barnet og faren gør fra fødslen af.
Jeg tvivler på, at der er ret meget, man kan gøre ved den kønsforskel i forhold til det reproduktive arbejde.
Det kan man jo godt, men jeg tror barnet oplever det som et svigt, hvis ikke det kan få sin mor alt det, det efterspørger når det er helt lille.
Og samtidig så skaber farens intevention også brystkræft hos mange kvinder - at amme meget og længe er et væsentligt forebyggende tiltag.
Mor og barn har gensidigt brug for hinanden på en helt anden måde en far og barn.
Den aktive far er dog noget af det bedste der er sket for de moderne familier og børn.
Men det at lovprise og støtte op om den aktive far er ikke det samme som at ville ligestille ham totalt med barnets mor og dermed fratage både mor og barn noget der er helt essentielt for begges helse både fysisk og psykisk.
Jeg tror ikke vi kan ligestille mødre og fædre. Det er en biologisk umulighed -hvis man vil lytte til hvad barnet signalerer.
Når moren er så vigtig og så tæt med sit barn - optimalt set - de første par år som minimum, så vil det ofte være noget der fortsætter livslangt.
Jeg har simpelthen meget svært ved at se hvordan man kommer ud over de biologiske grundvilkår her.
Farens rolle er en anden og den skal han arbejde på at definere.
Men det skal absolut ikke foregå som en krig mod moderens naturlige potentiale og rettigheder.
Faren må finde sin egen vej. Og der findes ikke rigtig noget der hedder en far-barn-symbiose. Faren slipper så også for at sætte sit helbred m.m. på spil - men får et barn uden at skulle ændre udseende, føde osv. Men faren får så heller ikke nogen symbiose med barnet.
Så ind med den aktive far - det er en meget stor gevinst for både mor og barn.
Men far har ikke nogen symbiose med barnet - og må derfor prøver at respektere, at han ikke skal bekrige morens “fortrinsret” i forhold til barnet.
Faren må definere sin egen rolle og byde ind med det han kan give, som en mor ikke kan. Jeg er lidt bange for at den tætte mor-barn-symbiose - at den kommer en far sjældent til at kunne udkonkurrere - med mindre altså, der går noget galt mellem mor og barn.
Det kan jo godt være tilfældet. Men så er vi ude at snakke regler fra undtagelsen.
Alt det her er jo en masse gentagelser fra min side.
Men det hjælper til at finde ud af, hvad man egentlig mener.
Det jeg egentlig mener er, at jeg synes, det i meget høj grad skal være barnets behov, der styrer.
Og det er fordi, det i sidste ende er lig med ( de gode) forældres behov.
Jeg synes altså ikke, det handler om at få fars rettigheder i centrum.
Jeg synes, det handler om at få barnets rettigheder i centrum.
Og kvindens også.
For som nævnt er det at kunne amme længe noget enhver kvinde burde have krav på -for det kan være forskellen mellem at dø for tidligt af brystkræft eller holde sig sund og rask.
Når så mange kvinder får brystkræft i vors del af verden så skyldes det rigtig meget livsstil.
En livsstil som også baserer sig på en meget ununaceret ligestilling mellem kønnene. En ligestillling som ønsker kønsneutralitet m.m.
Det dur ikke.
Jeg mener ikke vi kommer nogen vegne hvis vi lader som om biologi intet betyder.
Jeg oplever at barnet SELV efterspørger sin mor. Det har ikke noget at gøre med at mor ikke vil lade far komme til, ikke tror han er god nok eller kan finde ud af at give omsorg. Det handler om, at barnet selv ønsker sin mor så meget mens det er lille.
Og det mønster kan ofte danne præcedens livslangt så mor er tryghed og far er mere sjov stimulation.
Ja jeg forstår din modvilje mod at blive gjort til legeonkel.
Men spørgsmålet er bare hvad det er barnet ønsker fra dig som far og fra sin mor?
Jeg oplever, at barnet fra det er helt lille godt ved, hvad det vil.
Og det svar giver ikke rigtig mulighed for ligestilling i klassisk forstand mellem mor og far. Det er problemet i en nøddeskal.
Så fars behov er ikke det interessante.
Det interessante er hvad der får barnet til at trives og udvikle sig optimalt.
Der er jeg bange for, at en far har en anden rolle end en mor og det vil også afspejle sig ved en skilsmisse - selv om der selvfølgelig er undtagelser fra alting.
Helene
Du har ganske ret i at gentagelser kan stille meninger i lys af selvransagning.
I en ideel verden er det altid barnets bedste der er i fokus. imidlertid er verden jo ikke perfekt, og derfor kommer der andre elementer ind i billedet. I denne ideelle forstilling af virkeligheden, vil der ikke forekomme skilsmisser netop fordi de rammer barnet. Derfor er det nødvendigt at forholde sig til virkeligheden med den ideele verden for øje som en referance.
Fordi verden ikke er perfekt vil det ofte være nødvendigt at se efter de næstbedste løsninger for barnet, dog ikke kun for barnet, men også for dem der udgør barnets nærmiljø, uanset om der er forældre eller en instituation af en slags.
Alle skilsmisser indeholder konfliktproblematik i en eller anden grad, og udgør naturligvis problemer for barnet på en eller anden måde. Disse problemer løses ikke ved at undlade at tage hensyn til dem. Det vil svare til at lukke øjnene for virkeligheden og kun gøre ondt være. Af den selvsamme grund er det derfor nødvendigt at nedsætte konfliktnivauet netop først og fremmest for barnets skyld, men også for forældrenes.
For at kunne det må man lave et sæt spilleregler der bedst muligt varetager både barn og forældres interesser, fordi de tilsammen udgør barnets vilkår. igen betyder det at forældre og samfund tilsammen skal udvikle sig, både på det personlige plan, og også det lovgivningsmæssige.
Efter min mening er det dette perspektiv du ikke tilstrækkeligt har med i dine overvejelser, måske fordi du idealiserer verden ud fra din egne oplevelser. Problemet med et kønsfikseret udgangspunkt i oplevelsen af den omkringværende virkelighed, rummer ikke tilstrækkeligt forståelsen for det andet køn, race eller samfundsmæssige og kulturelle forhold, og derfor heller ikke de potientielle muligheder man ellers vil kunne se.
———
Hvis du med intevention mener at respektere andres holdninger, kan jeg kun gætte på hvad du mener med faderens manglende respekt for kvindens risiko for brystkræft. Jeg går ud fra at du siger, han mener hun ikke bør amme på grund af brystets form
Der er sikkert mænd der siger sådan, men jeg finder ikke, ligesom du selv, at det er et validt synspunkt for ikke at amme. Hvis det er kvinden selv der er utilfreds med brystets form, kan hun jo ændre det kirugisk efter amningen.
———
Helene… jeg har lagt mærke til din argumentation omkring symbiose teorierne. Jeg er enig med dig i at det spæde barns afhængighed af moderen, og har derfor ikke set nogen videre grund til at fortsætte den del af diskutionen. Jeg kan se at denne del optager dig meget, og vil derfor gå ind i en dialog om emnet, under hensyn til dine argumenter, med denne verdens manglende perfektion i tankerne.
Barnet vil først og fremmest reagere på den primære omsorgsgiver. I starten er det næsten altid moderen. Senere når barnet udvikles stiger barnets interesse og behov for omgivelserne indtil denne symbiose er brudt, og barnet er klar til at indtage verden. Tidspunket for denne interesse hos barnet er gradvis og først og fremmest afhængigt af barnets personlighed og tidligere stimuli. Jo større rolle faderen, eller en anden tæt knyttet person har til barnet, jo tidligere vil dette rent statistisk ske. Denne klargørelse til at indtage verden vil fortsætte til livets ophør, for et sundt individ. Jeg ved godt at der kan spille andre årssagssammenhænge ind, men de er ikke interessante i denne forbindelse.
Det interessant er imidlertid at i situationer hvor det er faderen der har fungeret som den tidlige primære omsorgsgiver og hvor moderen ikke har været nævneværdigt tilstede, reagerer barnet identisk ned de oplevelser du selv har, bare med omvendt fortegn
Disse iagtagelser bekræftes i al nyere forskning, og selvom vi er enige i at situationen ikke er ideel, giver det stof til eftertanke. Det er velkendt at børn vokset op uden den ene forældre, ofte senere opsøger viden og måske samvær med denne savnede person. For voksne kvinder, der har oplevet disse vilkår som barn, er der imidlertid en forskel fra mænd, idet at når de selv bliver forældre fokusere ekstraordinært meget på forholdet mellem moder og barn, der kan forklares med disse kvinders egen baggrund, noget de har tilfældes med børn af adoptivforældre. Denne forskel er naturlig for et intelligent menneske, i balance med sig selv, der altid vil forsøge at opnå større viden og forståelse, for dermed at udvikle sig i trit med sin aldersmæssige udvikling.
Kvinder er ikke et sekund berdre end mænd. Men mænd og kvinder er to vidt forskellige modeller for børn. Mange forældre bruger nok deleordning for at være lige meget forældre. Dette kan i visse tilfælde være en meget dårlig løsning. Med den kan så sandelig også være en meget god løsning for børn. Der er ikke en mand eller kvinde som kan generalisrer en lov om deleordning, for det er så bred en gruppe som der er mennesker. Ikke en familie er ens og el vil der komme familier som er ens. Jeg har selv to dele børn(drenge). De har det fantastisk og mor og far kan skam godt finde ud af tingene sammen. De har altså en hverdag i samme by og har de samme venner, de kan besøge den anden forælder når det lyster dem. Hvis loven skulle ødelægge vores børn, ville jeg tage strikken eller begå et mord.
Så drop generaliseringer og se virkeligheden i øjenen!
Det har ikke noget at gøre med om kvinder er bedre end mænd.
Det har noget at gøre med, at mor og barn i meget lang tid har noget sammen som en far aldrig kan tilbyde barnet.
Og at hvis moderen nægtes det tætte samvær med barnet, så kan hun ikke amme så længe - og så stiger hendes risiko for brystkræft og andre kræftformer m.m.
Der er altså meget der tyder på at mor og barn har et sammenhold ikke bare når barnet er nyfødt men i minimum flere år efter fødslen som er helt unikt og som ingen i hele verden - ikke engang barnets far kan gøre efter. De har begge brug for hinanden mor og barn - hvis de skal udvikle sig optimalt - også på et konkret fysisk plan.
Af disse åbenlyse biologiske grunde er man nødt til at tage et kønsspecifikt syn på deleordninger.
Så skriver du at når symbiosen er brudt så….
Hele pointen er at symbiosen helst ikke skal brydes.
Det giver traumer for både mor og barn.
Symbiosen skal have lov at fortsætte i flere år efter fødslen - gerne også via langtidsamning - og den skal netop IKKE brydes ved at moren går fra et grædende barn eller lignende.
Symbiosen skal have lov at fade ud - men tager lang tid - og barnet vil have mange tilløb til at gå lidt væk fra mor men alligevel sikre sig at hun er i nærheden.
At bryde symbiosen betyder, at barnet bevæger sig væk -men når det søger efter sin mor er hun væk. Det giver barnet et stort traume og en stor angst, det har svært ved at rumme.
Og så er det min påstand. At den lange, lange symbiose mellem mor og barn, som skabes i livmoderen og som konsolideres via fødsel, amning og tæt nærvær bagefter kan skabe præcedens i mange familier.
Så selv om far også er vigtig, så har mor og barn noget helt særligt sammen - en sameksistens skabt i livmoderen og fulgt op efter fødslen med tæt amning osv., som gør mor og barns forhold mere tæt.
Der kan også være familier, hvor faren involverer sig meget og også bliver en meget betydende person for barnet ligesom andre familiemedlemmer og venner af familien kan blive det.
Jeg siger bare som udgangspunkt vil en mor altid have et fortrin - og det kan man ikke bare sådan se bort fra.
For det er at benægte virkeligheden.
Jeg siger slet ikke at en normal far ikke skal have rettigheder og ikke skal være i barnets liv, for det skal han bestemt.
Men jeg ved ikke, om jeg synes det er i orden, at han kan overrule barnets mor idet faren jo er kommet ret så “gratis” til at få et barn.
Ingen fysiske gener, ingen fysiske risici.
Det er en kæmpeopgave at skabe et barn og jeg synes ikke det er rimeligt, at kvinder skal udsættes for, at de når de er gravide og føder børn ikke altid er sikret økonomisk i den periode, ikke sparer pension op, at deres krop ændrer sig, at deres karriere sættes på standby osv. men de gør alt for at være gode mødre og så haps kan manden som ikke er ændret fysisk, som har beholdt sin karriere, sin indtjening og sin pensionsopsparing, som ingen smerter har haft, som ikke har tålt en risiko for gener på sin egen krop - han skal bare lige ind og have ret til en hel masse.
Det synes jeg er meget kvindeundertrykkende eftersom, det er kvinden der gør hele arbejdet. Skal manden så bare komme og sige tak for fint udført arbejde - jeg har intet bidraget med ud over noget sjov sex - og nu skal jeg have mindst halvdelen eller mere.
Der savner jeg respekt for det store arbejde kvinden gør som mor - og en kæmpe respekt for at det arbejde altså på ingen måde er slut efter de ca. 11 mdrs. barsel regeringen p.t. vil nærige sig til at smide efter en nybagt mor.
Så tidligt kan man ikke ligestille mor og far - er min klokkeklare erfaring efter 4 børn. Barnet vil stadig mest sin mor - er stadig bundet til hende.
Så jeg er for at far får nogle rettigheder.
Men han kan aldrig i sagens natur få nøjagtig de samme rettigheder som barnets mor skal have.
Det er nemlig ikke fair overfor barnets behov hvis ikke man ser kønsspecifikt på det - for barnet har brug for sin mor på en helt anden måde end det har brug for sin far.
At far så også er en skidegod primærperson er en anden snak. Men han må aldrig forhindre barnets mor i at udøve den særlige omsorg som kun hun kan give.
Og nej jeg tænker ikke på om brystet ændrer form ved amning. Det har eksperterne påvist at det ikke gør. Det er graviditetens hormonændringer der ændrer brystets form.
Og i øvrigt går jeg meget mere op i brystets funktion end udseende. Og jeg tror faktisk at mænd kan lide bryster - også de der har ammet længe.
Jeg er mere i tvivl om mænd kan lide siliconebryster…
Men i øvrigt så synes jeg det fantastisk med en aktiv og engageret far - om man så er gift, skilt, samlevende, living together apart, weekendkærester, har forhold på langdistance - ja find selv på flere.
Jeg ønsker bare ikke at sige, at mor og far de er ens og skal have samme rettigheder.
Men det betyder ikke, at jeg ikke anerkender en aktiv fars store betydning og værdi.
Jeg synes bare det kan ende med at blive meget kvindeundertrykkende, hvis ikke man anerkender det særlig mor og barn har sammen - i lovgivningen.
og uanset hvad ham der psykologen Svend Åge Madsen? forsker i om mænds babytække o.lign, så synes jeg han overser, at der er ting mænd ikke kan - og det er det, der er forskellen - og det forhold som de ting medfører skal respekteres i lovgivningen!
Helene
Ligemeget hvordan du roterer i dit eget univers, kommer du ikke uden om at dine egne oplevelser er et utilstrækkeligt udgangspunkt for andet end at forstå dig selv. Ikke en gang det vil du kunne gøre godt nok, fordi det er en forudsætning at forstå andre før man se sig selv.
Du er dybt fanget af dig selv og dine forestillinger om hvordan verden er skruet sammen, og spilder en masse tid med ikke at ville forny dig. Du snakker om kvindeundertrykkelse, men er selv stærkt selvundertrykkende fordi du krampagtigt holder fast i dine styrke, som paradoksalt også er din svaghed. Hvorfor er det så svært at indse at din undertrykkelse af hvem du tror manden er, i sig selv er kvindeundertrykkende.
Sagt på en anden måde, hvis du vil have frihed, må du selv give den. Du må også betale prisen for det, nøjagtig som manden er nødt til det samme. Hvis vi ikke kan indse at vi begrænser os selv med en næsten hudløs tro på egen ufejlbarlighed, at vi så kan ryste os løs fra vores egen selvundertrykkelse. At der er noget mænd er dårligere til end kvinder, kompenceres til gengæld at de ting han er bedre til.
Hvis der er noget der ikke skal respekteres i lovgivningen er det din selvundertrykkelse som er en forbrydelse ikke bare mod din familie, men også alle dem hvis virkning din holdning vil skade. ikke i ondskab, men i uvidenhed og mangel på forståelsen af din eget behov for at sætte dig ud over dine egne begrænsninger.
Helene
Du risikere at dine børn bliver traumatiserede, drillede i skolen, overbeskyttede, ligefrem dyssociale. jeg kan dokumentere at børn der ikke tilskyndes til at tage del i verden når de er klar til det, bliver morsyge, hysteriske og en plage for deres omgivelser.
De ting du beskriver her:
Hele pointen er at symbiosen helst ikke skal brydes.
Det giver traumer for både mor og barn.
Symbiosen skal have lov at fortsætte i flere år efter fødslen - gerne også via langtidsamning - og den skal netop IKKE brydes ved at moren går fra et grædende barn eller lignende.
Symbiosen skal have lov at fade ud - men tager lang tid - og barnet vil have mange tilløb til at gå lidt væk fra mor men alligevel sikre sig at hun er i nærheden.
At bryde symbiosen betyder, at barnet bevæger sig væk -men når det søger efter sin mor er hun væk. Det giver barnet et stort traume og en stor angst, det har svært ved at rumme.
Du har komplet mistet pointen Helene. Der er ikke tale om at man skal gå væk fra et grædende barn, Hvad har du gang i? Du har ikke forstået et klap af hvad du har fået at vide.
Det kan kun skyldes, som jeg allerede har sagt, at du ikke hører andet end dig selv, at du ikke kan se skoven for bar træer. Det er lige præcis derfor du bare er så selvundertrykkende at du nærmest falder over alle de misforståelser du kommer i nærheden af. Tag dig dog sammen Helene, og se virkeligheden i øjnene.
Helene… overalt i dit indlæg finder jeg beviser på du kun bruger dine egne iaktagelser. Du har slet ikke sat dig ind i noget andet. forskning m.m. Fx siger du:
Faren jo er kommet ret så “gratis” til at få et barn. Ingen fysiske gener, ingen fysiske risici.
Det er bare så forkert Helene. Du kan ikke forvente at andre skal servere alle oplysninger for dig hele tiden. Du må selv få fingerne ud og opsøge den nødvendige viden.
Men OK du får et link her, men prøv så lige at selv at opsøge viden ik’. Brug Google… her er et resultat af en søgning på: hormonelle forandringer hos far resultatet giver bl.a. dette link fra Illustreret Videnskab:
http://www.illvid.dk/polopoly.jsp?d=144&a=346
Du vil stille og roligt få mulighed for at udvide din horisont, så du ikke behøver hele tiden at skulle opfinde den dybe tallerken, og løbe ind i gamle fordomme, det er der altså andre der allerede har gjort. Husk nu at det kun er et eksempel. Du ved at du skal forholde dig kritisk til informationerne, undgå blogs og private skriverier og koncentrer dig om forskningsresultater.
Og nu er klokken en halv million, skal op om 4 timer
Hans jeg har godt tidligere læst det med at manden også kan opleve nogle forandringer i forbindelse med kvindens graviditet.
Det tror jeg på.
Så nej man kan ikke sige manden kommer gratis til det, men han kommer billigt til at få et barn. Det er kvinden der står for alt det hårde arbejde i den sammenhæng både før, under og efter fødslen. Det bør altså også give kvinden nogle særlige rettigheder.
Ikke mindst fordi hun kan nogle ting med barnet som faren ikke kan.
så er det jeg skriver, at nogle mænd er så aktive, at de også med tiden får et nært forhold til barnet, men det tager år, at når dertil. Det lille barn som ammes vil helst have sin mor i mange situationer.
På verdensplan så ammer mødre deres børn i 4 år. Og dette støttes af videnskaben som umanerligt sundt både for mor og barn.
Det forebygger utallige kræftsygdomme hos moderen f.eks.
Det er klart at moderen skal have ret til at udføre dette arbejde som hun og KUN hun er skabt til.
Så derfor støtter jeg atlså ikke at mænd og kvinder skal have de samme rettigheder.
Det er ikke det samme som at sige at manden ikke også skal have nogle rettigheder - han skal bare ikke have nøjagtig de samme.
citat:
Sagt på en anden måde, hvis du vil have frihed, må du selv give den. Du må også betale prisen for det, nøjagtig som manden er nødt til det samme
citat slut.
Hans - du kan ikke pådutte mig din maskuline opfattelse af frihed. Og du kan slet ikke tvinge mig eller andre kvinder til at betale en eller anden pris, som jeg ikke ønsker at betale.
Det er netop en latterlig myte mænd har fundet på - hvis I kvinder vil have økonomisk ligestilling og karriere så må i afgive en hel masse omkring børnene osv.
Den køber jeg overhovedet ikke!
Jeg mener sagtens man kan indrette karriereforløb hvor kvinden ikke betaler nogen som helst “pris” men får lov at være mor med alt hvad det indebærer og plejer sin karriere i et langsommere gear.
Jeg ved at f.eks. topadvokaten Merethe Stagetorn har beskrevet sig selv som hjemmegående husmor indtil hendes yngste barn var ca. 12 år.
Hun fik så den imponerende karriere og den flotte indtægt lidt senere - til gengæld ser det ud til at hun så bare arbejder det mere i den anden ende - i stedet for at spille golf og løse kryds og tværs.
Du bedes holde op med at komme med trusler om at hvis kvinder vil have økonomisk og karrieremæssig ligestiling så skal de tvinges til at opgive deres fulde moderskab præmaturt.
glemt det!
Der er ingen frihed over at blive frataget sit moderskab.
Det er det modsatte af frihed.
M.h.t. hvilken pris mænd altid har måttet betale - så er meget af det jo noget, man ikke kan gøre noget ved. Manden har ikke den samme symbiose med barnet som kvinden har - via livmoderen, fødslen og amningen i årevis bagefter.
Du har ret i, at manden har nogle andre og helt uvurderlige ting at give.
Det anerkender jeg. Og derfor siger jeg også at en far SKAL have nogle rettigheder.
Men det er en biologisk umulighed at ligestille mødre og fædre.
Hvis man vil det så respekterer man heller ikke barnets behov.
Jeg vil meget gerne anerkende dit faderskab- men først når du anerkender at moderskabet skal respekteres højt og det skal komme til udtryk i lovgivningen.
Kvinder skal bestemt ikke købe mandens ide om “frihed” som er at gå fra børnene mens de er små og køre karriereræs.
Det er ufrihed og den skal du model skal du ikke tvinge ned over hovedet på mig eller andre kvinder.
Jeg ønsker at være mest muligt sammen med mine børn mens de er små - og karrieren den må komme hen ad vejen - tilpasset børnenes behov.
Og den der med at børn tager skade af at have et nært forhold til deres mor.
Nu er det sådan at min søn som blev passet hjemme til han var 4½ og blev ammet til han var 5!!! - han er en af de allebedste elever de har i skolen. Han bliver skamrost til forældresamtalerne.
Ikke blot er han meget dygtig fagligt set - han er også en af de allerbedste til det sociale - og ovenikøbet oplever de ham også som meget kreativ.
Ja undskyld for sådan en gang usmageligt blær! I må gerne gå ud og brække jer over praleriet - det er for klamt - men i dette tilfælde må jeg give modspil mod Hans´ latterlige anklager om hvor “skadelig” en mors omsorg er!!!
Hans første lærer sagde at hun havde regnet med at skulle lære ham alt fra bunden både det sociale og det faglige.
Og så viste det sig, at han kunne ALT.
Hun kunne ikke findet noget han skulle blive bedre til -selv om hun anstrengte sig.
Han er sådan en elev som de kan flytte rundt i klassen og sætte ved siden at problembørnene og så har han en positiv effekt på dem - de falder til ro.
Læreren sagde at de kun havde 2 børn ud af ca. 25 der havde den evne.
Jeg føler mig overbevist om, at det netop er den tætte morsymbiose og al den voksenkontakt der har gjort det.
Og dine kommentarer om at en mors omsorg er skadelig for et barn ligner mest af alt misundelse og grov disrespekt af kvinders moderrolle.
Jeg vil alligevel gerne anerkende at en fars rolle også er meget vigtig.
Men den ER meget anderledes.
Du får mig ikke til at fravige et krav om at man ser kønsspecifikt på forældre i lovgivningen!!!
Helene
Glæder mig over dit gode forhold til dine børn, hvordan kan man andet
Du skriver:
“Hans - du kan ikke pådutte mig din maskuline opfattelse af frihed. Og du kan slet ikke tvinge mig eller andre kvinder til at betale en eller anden pris, som jeg ikke ønsker at betale.
Det er netop en latterlig myte mænd har fundet på - hvis I kvinder vil have økonomisk ligestilling og karriere så må i afgive en hel masse omkring børnene osv.
Den køber jeg overhovedet ikke!”
Så må du gå i rette med ligestillingsfeministerne, for kvindefrigørelsesfeminismen er død. Ihvertfald bliver fremtiden sådan at fædre ikke længre kan ødelægges uden grund af ondskabsfulde mødre, jf. forældreansvarsloven.
Men du har mange fordomme om hvad mænd er, og hvad de kan og ikke kan. Du er slet ikke usympatisk, bare fordomsfuld, noget du måske burde udvikle din opfattelse af, udelukkende for din egen skyld.
Har ikke mere tid nu, men skal nok vende tilbage
Det gør jeg sørme også - går i rette med visse feminister, som jeg ikke synes kæmper for ligestilling på den rigtige måde.
Læs hvad jeg skriver i øvrigt her på bloggen!
Nej - det er ikke fordomme.
Det er mine egne til dels dyrekøbte erfaringer med mine egne børn og deres far.
Og jeg har i hvert fald ikke et dårligt billede af mænd som fædre.
Min egen mand er sådan en mand og far, som mange af mine veninder og bekendte er misundelige på i forhold til, hvordan han tackler sin faderrolle.
Han har en naturlig interesse i børnene - helt fra små af, han vil gerne have børn osv.
Mange af mine veninder har fået mænd, der ikke rigtig gider det med børn, og som slet ikke vil have mange børn - max. 2.
Alligevel vil jeg fastholde, at jeg oplever, at det lille barn efterspørger især sin mor.
Og det kan jeg jo netop sige, fordi mine børns far er sådan en præmiefar - der ikke ved alt det gode, han skal gøre for børnene, som elsker børn og gerne bruger sin fritid på dem.
Ja nu lyder det sådan helt idylliserende.
Vi er jo bare almindelige mennesker også med en masse fejl!!!
Men jeg siger bare, at jeg personligt har et meget godt indtryk af hvor gode mænd kan være med børn. Jeg har selv en mand der er skidegod og meget interesseret i sine -små - børn.
Jeg tager udgangspunkt i, hvad det lille barn vil.
Min mand må jo også indrømme, at det lille barn helst vil sin mor.
Ikke fordi det ikke også elsker sin far -især at blive leget med - for det er han god til.
Men der er forskel på mor og far.
Det troede vi ikke før vi fik børn.
Til gengæld så savner drengen på 3 år sin far p.t. fordi han faren desværre har lang transporttid. Det skal vi ændre på med tiden. Men han er samtidig stadig meget bundet til sin mor - vil stadig gerne ammes.
Og i den forbindelse vil jeg gentage at kvinder på verdensplan ammer deres barn i 4 år.
Så bindingen til moderen er der stadig i så sen en alder.
Jeg er ikke ude på at skubbe faren ud.
Herligt med aktive fædre.
Men jeg synes det er meget vigtigt at beskytte mor-barn-symbiosen via lovgivnigen.
Faren må så finde sin plads - og rolle.
Derfor siger jeg igen - lovgivningen skal være kønsspecifik - ellers svigter man barnets medfødte instinkter, reflekser og behov.
Mit standpunkt er at både mor og far skal have rettigheder.
For ethvert barn har altid brug for både mor og far optimalt set.
Jeg køber bare ikke den med, at mor og far er lige - og skal 100% ligestilles i lovgivningen.
Jeg synes faktisk ikke der er mange områder i livet, hvor kønsforskellene kommer så meget frem som når vi føder børn.
Indtil jeg blev mor syntes jeg ikke, der var nogen særlig forskel på mænd og kvinder.
Men de biologiske forskelle som især viser sig ved det reproduktive arbejde gør det vanskeligt om ikke umuligt at opretholde en millimeterdemokratisk holdning til mænd og kvinders hjemlige arbejdsfordeling.
Jeg vil ikke være med til at det naturlige forhold - f.eks. langtidsamning - mellem mor og barn forhindres via lovgivningen, når vi hele tiden bliver mere og mere vidende og bevidst om, hvor gavnligt netop det er for begge parter.
At mange kvinder så ikke ammer så længe - det kan godt være. Men lovgivnigen skal i hvert fald aldrig nogensinde hindre kvinden i det. Og derfor kan vi ikke bare ligestille mor og far.
Og i øvrigt Hans så vil jeg vende din argumenation om.
Nu har du skrevet til mig, at jeg skulle betale den pris som mænd altid har betalt.
Jamen jeg vil gerne returnere din argumentation.
Hvis du vil ind i en kvindeverden og have de privilegier så må DU betale den pris, kvinder altid har måttet betale.
Du må opgive din karriere, din pensionsopsparing, din fritid, at have din krop for dig selv osv. Så får du nærheden med barnet!
Ovennævnte er skrevet bevidst provokerende.
Men hvorfor er det lige, at det er kvinderne der skal ændre sig.
Det kan da lige så godt være sådan at samfundet skulle tage og ændre sig i en mere feminin retning.
Er du villig til at opgive en hel masse ting for at kunne være der for dit barn?
Jeg tvivler.
Det er ikke min erfaring at så mange mænd har lyst til at gå så langt. Men det er bare normalt at kvinder gør det også selv om de så sidder meget dårligt m.h.t. pension osv.
Så jeg kan jo sige, hvis du vil have de her privilegier som mand - hvad og hvor meget vil du så opgive for det?
Jeg gætter på ikke særlig meget?
Helene
Dit første indlæg har du gentaget flere gange. Jeg har ikke yderlige kommentare
Til dit andet indlæg, er der kun at tilføje; at det ikke drejer sig om at forhindre amning, hvilket st der ingen der vil. Det drejer sig om at forhindre ondskabsfulde kvinder i at forhindre manden i at deltage med fælles forældremyndighed.
I dit trejdeindlæg siger du:
Og i øvrigt Hans så vil jeg vende din argumenation om.
Nu har du skrevet til mig, at jeg skulle betale den pris som mænd altid har betalt.
Jamen jeg vil gerne returnere din argumentation.
Hvis du vil ind i en kvindeverden og have de privilegier så må DU betale den pris, kvinder altid har måttet betale.
Du må opgive din karriere, din pensionsopsparing, din fritid, at have din krop for dig selv osv. Så får du nærheden med barnet!
Igen, det drejer sig om at alle skal betale en pris, både far og mor. Far skal betale ved at være der mere for børnene, hvilket medfører at han skal arbejde mindre. Mor skal betale ved at overlade mere af samværet til far. Det drejer sig ikke nødvendigvis om at opgive karriere, pensionsopsparing m.m, og da slet ikke at opgive at have kroppen for sig selv, men at kunne dele opgaverne mellem hinanden, at give plads til hinanden.
Til gengæld får alle parter, også børnene, nye udfordringer der gavner og udvikler vores syn på de potientielle muligheder samfundet.
Når det er sagt, skal det naturlivis være en ret ikke at følge dette mønster, som i dine børn, dit og din mands tilfælde. Jeg har stor respekt for forældre, både mødre og fædre, der vælger det der passer bedst til lige netop deres psyke,
Men fordi en anden løsning ikke passer ind i din virkelighed, skal du ikke glemmer at det ikke er alle der har det som dig. Lovgivningen er jo ikke bare til for din skyld vel.
Hana jeg tror ikke, vi i praksis ville være så uenige.
Men jeg synes ikke moderen skal opgive noget samvær med barnet for at far kan komme til.
Jeg synes, barnet skal være klar til det.
Jeg oplever nemlig ikke, at det er mig som mor, der partout ikke VIL lade mine børns far komme til fadet.
Jeg oplever ofte, at selv når jeg er træt, og bare gerne vil have 5 min. så er der hidsig og meget vedvarende skrig og skrål indtil jeg tager baby igen.
Jeg oplever altså, at det er barnet der vælger mig til - som mor - og mig der vælger barnets far fra, ikke vil dele er lignende.
Hvis jeg følte, min mand med det køn og de biologiske evner han er udrustet med fra naturens side kunne opfylde de små børns krav lige så godt som mig - så kan du tro jeg kom afsted - ud at gøre karriere og dygtiggøre mig.
Men jeg er altså ikke spor enig i, at den kønsfordeling der ofte kommer i et ellers millimeterdemokratisk ligestillet parforhold når første barn fødes hænger sammen med at kvinden ikke vil dele med manden. Jeg mener, det er barnet, der styrer og som viser, hvad det har brug for.
Det er det, jeg lever efter - så godt, jeg kan.
Og det er det, jeg synes lovgivningen skal respektere ved at lave en kønsspecifik lovgivning - a.h.t. barnet.
Hvis moderen så selv hellere vil arbejde så kan hun jo det - men lovgivningen må aldrig tvinge mor og barn fra hinanden for tidligt- for jeg holder ufortrødent og vedholdende fast i at mor og barn - uanset hvor corny, kedeligt og gammeldags det lyder - har noget særligt at give hinanden - som ingen andre kan erstatte 100%.
Det kom også som et chok for mig og det har taget mig lang tid at acceptere det.
For jeg havde forventet og er opdraget til noget helt andet.
Men den form for ligestilling synes jeg ikke holder i praksis.
fordi den er i modstrid med basale biologiske grundmekanismer.
og uanset hvor rige og hvor meget teknik vi får - så er vi stadig ikke hævede over biologiske grundvilkår- og jeg mener, det er derfor vi ikke er nået særlig langt med ligestillingen her i Dk- fordi vi ikke i ligestillingsdebatten og kampen respekterer de biologiske grundvilkår som styrer de to køn - især når der kommer børn.
Jeg oplever altså, at det er barnet der vælger mig til - som mor - og mig der vælger barnets far fra, ikke vil dele er lignende.
Hov- det skulle naturligvis stå:
“Jeg oplever altså, at det er BARNET, der vælger MIG TIL - som mor - og IKKE mig, der vælger barnets far fra, ikke vil dele eller lignende.”
Det er helt misforstået, at sige, at det bare er kvinden, der skal give mere slip på barnet.
Nej, nej, nej. Det er ikke den voksne der skal give slip på barnet.
Det er barnet, der skal give slip på den voksne. Den voksne - her moderen - stiller sig bare til rådighed for barnet, så længe barnet efterspørger hende.
Det skal lovgivningen naturligvis understøtte i stedet for at ødelægge.
Barnet er fra fødslen meget tættere knyttet til sin mor end til sin far.
Det er vi jo enige om.
Jeg siger så, at den forskel nogle gange varer ved hele livet - ikke i alle tilfælde, men det er i hvert fald ikke samfundets opgave at tvinge mor og barn fra hinanden for at faren kan få “lige så meget”.
Det er ikke sikkert, det er muligt at en far kan få nøjagtigt det samme som en mor - eller det ER ikke muligt.
Jeg vil opfordre dig og alle mænd til at finde jeres rolle - jeres helt egen rolle, som er defineret ud fra hvad det særlige er, en mand og en far kan tilføre sit barn.
Men det dur ikke, at ville tvinge noget igennem. Det skal komme naturligt fra barnet, at det viser - nu har jeg ikke så meget brug for min mor mere - nu vil jeg gerne f.eks. overnatte hos far o.lign.
Det samme gælder bedsteforældre.
Jeg er sikker på, der er mange bedstemødre, der gerne ville passe deres små børnebørn lige fra starten af. Men det dur jo ikke.
Mor og barn skal knytte sammen igen efter fødslen og amningen skal etableres osv.
Det handler om at se på barnets signaler - og så indrette sig efter det. Her kommer far, bedstemor, bedstefar, onkler og tanter osv i 2, 3, osv. række…
Det kan du ikke ændre på via lovgivning.
Hvis du gør det krænker du barnet!!!
Jeg synes du signalerer noget meget voldeligt. Noget med at gå hen til en mor og tage barnet ud af armene på hende mens barnet skriger men det må man så leve med for det er jo bare moren der har forhindret barnet i at være sammen med andre.
Sådan oplever jeg det ikke.
Tilknytningen til moderen stammer fra graviditeten og ingen andre kan erstatte den - og den tilknytning fortsætter vel egentlig livslangt - bare i en ændret form efterhånden.
Faren skulle også gerne have en livslang relation til barnet. Men det er en anden relation.
Men alt det her er da svært.
Jeg er da heller ikke skråsikker.
Jeg siger bare, at jeg i mine valg ikke tager udgangspunkt i hvad jeg gerne ville eller bevidst holder barnets far ude -jeg prøver alt hvad jeg evner at respektere barnets valg.
Og det synes jeg også både du og lovgivningen skulle gøre.
Helene
Du siger:
Jeg oplever altså, at det er barnet der vælger mig til - som mor - og mig der vælger barnets far fra, ikke vil dele er lignende.
Hvis jeg følte, min mand med det køn og de biologiske evner han er udrustet med fra naturens side kunne opfylde de små børns krav lige så godt som mig - så kan du tro jeg kom afsted - ud at gøre karriere og dygtiggøre mig.
Men jeg er altså ikke spor enig i, at den kønsfordeling der ofte kommer i et ellers millimeterdemokratisk ligestillet parforhold når første barn fødes hænger sammen med at kvinden ikke vil dele med manden. Jeg mener, det er barnet, der styrer og som viser, hvad det har brug for.
Bortset jeg ikke forstår meningen med den første sætning, der kunne lyde som om det er dig der vælger far fra og ikke barnet, så er der der det grundliggende træk over dine reflektioner, at det hele tiden er din forståelse du fokuserer på, ganske vist ud fra barnets behov.
Du har jo ret i at vi alle oplever verden igennem vores “jeg”, vores ego. Men når det er sagt, ligger der også en anden forståelse, der går udover hvad vi opfatter fra vores jeg. For at opleve det er det nødvendigt at se væk fra sig selv. At forstå at det ikke bare er kvinder og mænd der er forskellige, men mennesker der ikke er ens. Også selv om der er flere ligheder end forskelligheder.
Nu var det fire børn du passer ikke sandt? Som du selv skriver andetsteds; de fleste er tilfredse med to. Alene dette, ændrer jeres betingelser i forhold til andre, men heller ikke din bekendtskabskreds, kan formodes at være stor nok til at du kan bedømme andres oplevelser ud fra dem og dig selv alene.
På et andet tidspunkt nævnte du din søns kammerat, og hans noget ualmindelige adfærd. Hans mor havde tilsyneladende også en speciel måde at opfatte virkligheden på, der kunne være årsagen til drengens problemer. Jeg nævner kun dette igen for at understrege hvor forskelligt “virkeligheden” kan opfattes.
En forældreansvarslov skal rumme disse forskelligheder, og det er en del af problemet, bl.a. fordi politikerne og statsforvaltningen skal tage hensyn til alt dette i deres afgørelser, men virkeligheden lader sig ikke bare sådan lige defineres ud fra nogle bestemte menneskers opfattelse. Det kræver et meget bredere perspektiv at tilgodese de problemer der aldrig blev løst førhen, og derfor var årsag til, børns afsavn, vold på kvinder, og kvinders vold, i alle de mange afskygninger den viste sig i.
Det er derfor du er nødt til at se op og langt, ikke at glemme dig selv, hvis du har et ønske om at forstå dine egne muligheder, mens du har tid til det, især fordi du har mindre tid til rådighed end de fleste andre med fire børn.
Helene
Jeg synes du signalerer noget meget voldeligt. Noget med at gå hen til en mor og tage barnet ud af armene på hende mens barnet skriger men det må man så leve med for det er jo bare moren der har forhindret barnet i at være sammen med andre.
Se det viser ganske godt dit problem. Fordi du, i for høj grad, opfatter intentionen ud fra dine egne betingelser, mister du pointen. I det mindste er det godt du siger Jeg syndes…. Selv om det ikke er godt nok Helene, kunne det også være værre. I stedet for at opfatte hvad der menes, defininerer du selv betydningen.
For sige det rent ud. Hvem i alverden har sagt sådan en gang vås andre end dig
Uden at jeg vil afgøre hvad kvinder og mænd er bedste til, fordi alle mennesker er forskellige, giver jeg dig ret i at der er nogle ting kvinder ofte er bedre til en mænd set helt generelt, og samtidig visa versa. Her giver du udtryk for en rimeligt almindelig forskel, der medfører en forveksling af logiske og følelsemæssige tankemønstere, noget som mænd generelt er bedre til at skelne imellem end kvinder, og hvad der er vigtigt i denne sammenhæng, en af de værdier som børn lærer fra deres fædre i højere grad end deres mødre.
Helene
okay nu fik jeg selv denne med
Hov- det skulle naturligvis stå:
“Jeg oplever altså, at det er BARNET, der vælger MIG TIL - som mor - og IKKE mig, der vælger barnets far fra, ikke vil dele eller lignende.
Ja måske… i dit tilfælde og også i mange andres. Det er dels biologisk som du siger, men det er også kulturelt betinget, hvilket ses tydeligt på den forandring der allerede er sket, og som slet ikke er færdigudviklet endnu.
Har ikke mere tid nu
Ja der er sket en masse forandringer - men nogle af dem er meget dårlige for børnene.
Du kan tro min mand laver meget herhjemme og bruger meget tid på børnene. Det er slet ikke på den måde.
Men jeg synes - og nu får jeg sikkert også en masse feminister fra denne blog på nakken? - men jeg synes det alligevel - at det er meget, meget naturligt, at det er barnets mor, der arbejder mindst mens børnene er små.
Jeg er måske lidt speciel og ikke helt gennemsnitlig på nogle punkter.
Men jeg vil netop sige, at selve grunden til at jeg og vi har valgt som vi har er, at vi gerne vil tage udgangspunkt i barnet. - ikke i den gældende kultur, ikke i økonomien, ikke i karrieren, ikke i materielle goder osv. Disse ting er også væsentlige - men i småbørnsårene er de stadig sekundære.
Jeg observerer barnet og dets reaktion og vælger ud fra det. Selvfølgelig er der også kompromiser - også nogle gange af økonomiske og karrieremæssig art osv. Men aldrig mere end, at barnet stadig kommer først.
Jeg er stor fan af psykologen Ole Schouenborg som sagde det hele i sin bog: velfærdsyngel.
Han er psykolog og han siger, at en far i barnets første ca. 2 leveår aldrig kan give barnet, det det har brug for ligesom dets mor kan. Han skriver noget med, at far måske kan levere 80%?? slag på tasken! - af hvad mor kan give barnet.
Han har en masse forslag til hvordan kvinden så alligevel holder sin karriere ved lige - for han går jo alligevel ind for ligestilling.
Han mener, vi ligner aberne rigtig meget - og det gør vi jo! - vi har næsten identisk arvemasse - og for en abeunge er det en reel nærdødsoplevelse at blive forladt af sin mor ca. de 2 første leveår.
Jeg tror ikke, vi kommer udenom, at kigge på, at vi er to køn - og det jeg hele tiden fokuserer på, det er ,at hvis bare jeg får givet mine børn en god start i livet - så får jeg forebygget en masse problemer på lang sigt - og så kommer “min tid” også - når de bliver lidt større. NÅr den yngste går i børnehave eller skole f.eks.
Og jeg tror altså, at jeg som mor er meget vigtig - det er noget jeg OPLEVER i hverdagen.
Jeg er jo ikke skilt.
Men jeg ønsker for andre kvinder, der bliver skilt, at de skal få samme mulighed for at give deres unger en god og tryg start og ikke skal føle angst og utryghed ved at skulle aflevere en grædende unge til far - blot fordi loven siger man skal.
Men at forholdet til far - endnu mere end når man er samlevende - må komme langsomt, langsomt og gradvist - i henhold til hvad barnet signalerer, det er klar til.
Så hvis jeg skulle komme med nogle få regler så skulle det være.
1. som udgangspunkt skal det lille barn være hos sin mor.
2. samværet med faren skal tilpasses BARNETS BEHOV OG BARNETS UMIDDELBARE SIGNALER.
Hvis far bliver skuffet er det bar ærgligt Sonny-boy! - far er stor, far kan tackle de svære følelser - det lille barn skal først til at opleve sin følelser - og det har krav på tryghed, tryghed, tryghed.
Mit bedste råd til frustrerede fraskildte fædre er at være undeligt tålmodige.
Og vise exkonen, at de vil hjælpe og støtte.
Til sidst vil hun - hvis hun da ikke er stjernepsykopat - ikke kunne modstå alt det gode som det vil kunne give barnet at have kontakt til sin far.
Men det handler om at vise som far at man vil både mor og barn det bedste - for et ægte moderhjerte vil det bedste for barnet.
Og det bedste ER også at have en stabil relation til far - hvis far altså heller ikke er stjernepsykopat men helt almindelig.
Jeg vil dog gerne pointere at jeg går ind for ligestilling. Jeg kræver intet mindre og vil aldrig opgive den kamp - uanset hvor lang tid, den skal tage.
Det kan jo godt se ud, som om jeg er lidt bagstræberisk når jeg alligevel vælger et lidt gammel kønsrollemønster mens børnene er små. Men jeg føler ikke så meget, jeg selv vælger det. Dels er det noget med at se på, hvad er barnets signaler og behov. Og dels giver samfundet mig ikke meget valg.
vi har fået et fuldtidsarbejdsmarked, hvor deltid er noget man skal tigge og bede om, og hvor alle rettigheder er på arbejdsgiverens side.
Jeg er altså ikke specielt glad eller lykkelig med det, men jeg kan ikke p.t. se andre udveje, når det vigtigste for mig må være, at gøre det så godt, jeg kan mens mine børn er små.
Når yngste barn er f.eks. i børnehave, så må jeg tage revanche alt, hvad jeg kan.
For mig må det værste være, at se tilbage og fortryde ting omkring børnenes tidlige opvækst. Den er så vigtig og man kan ikke ændre det senere. Man kan jo aldrig gøre det perfekt. Men man må jo gøre sig så meget umage, man kan.
Det aspekt synes jeg den klassiske feminisme har glemt på sørgerligste vis.
Der beskrives kvindelivet som om, det bare handler om for enhver kvinde at blive mest muligt frigjort fra sine forpligtelser overfor børn og familie.
Men det opleves jo ikke som frihed.
Sammen med at den form for feminisme har fået vind i sejlene er der jo kommet et andet begreb - nemlig den kroniske dårlige samvittighed.
For mig er ægte ligestilling, at kvinden hjælpes til at dygtiggøre sig samtidig med at samfundet anerkender, at hun har en vigtig opgave som mor.
Måske er jeg lidt hård overfor fædre.
Men jeg synes bare, at det der sker nu er, at kvindens moderskab forringes og forringes indtil det ikke eksisterer længere. Og det synes jeg er voldsomt kvindeundertrykkende - fordi jeg ikke tror på, at moderskab er et kulturelt fænomen så meget som det også er et biologisk fænomen.
Styret af hormoner og stærke biologiske drifter, som det gør avs at skulle undertrykke og overhøre.
Helene
Go’morgen Helene
Vi har jo efterhånden diskuteret de fleste aspekter, omend ikke dem alle fordi det vil være alt for omfattende i sagens natur, men mange af vores argumenter er gentagelser som vi så må reflektere over.
Først og fremmest vil jeg dog minde dig om, som du også selv nævner, at du er ikke skilt. Af selv samme årsag er det ikke dit udgangspunkt i din forståelse af problematikken jf. forældreansvarsloven, og du derfor ikke kan betragtes som kvalificeret til at vurdere hvad der er det bedste for mennesker med disse problemer.
Din egen situation er jo et udemærket eksempel på at tingene fungerer for dig og din familie, og rigtig godt det samme, men det kan nok ikke komme som en overraskelse, at netop din mangel på overblik over alle de mulige konstellationer i forældreproblematiken, gør dine betragtninger ligegyldige i forhold til problemløsning vedr. skilsmisser, hvor dine observationer tilhører en idealiseret virkelighed, og hvor du tilsyneladende ikke ser ud over din egen situation, og som du jo også selv tidligere har udtrykt bekymring for om du magter.
Det er så den beklagelige del af dine synspunkter, for man kan heldigvis ikke sætte en finger på dine personlige forhold så længe du forbliver i forholdet til din mand. Imidlertid kan der forudses, ovenikøbet meget store problemer i jeres forhold i tilfælde af at i skulle gå fra hinanden, hvis du ikke er i stand til at forstå mere end du har vist indtil nu.
Du taler om stjernepsykopater i dit sidste indlæg. Her vil jeg minde dig om, alt efter hvilken undersøgelse der bruges, at der tales om klinisk psykopati fra to helt op til ti procent af befolkningen. Nogle undersøgelser taler om overvægt af mænd, andre at det er ligeligt fordelt mellem kønnene. Uanset hvilke tal der er rigtige, kan det ikke fastslåes før man har set individet handle.
Derfor håber jeg for dig, at i tilfælde af en skilsmisse, hvad der heldigvis ikke ser ud til at være aktuel, at du vokser med opgaven, ligesom jeg håber at fædre der ikke, af en eller anden grund, har taget sig nok af sine børn, også vokser med opgaven. Det er her forældreansvarsloven skal bidrage med forbedringer, fordi det kan ikke nytte noget at fortsætte som hidtil, der jo netop har forfordelt mødre også selvom de har været psykopater, blandt andre dårlige afgørelser.
Du kommer under alle omstændigheder til at forstå at det ikke altid kan lade sig gøre at give børnene de ideelle betingelser, alene fordi verden ikke er perfekt, hvis ikke har du nemlig selv et alvorligt problem.
Helene hvor svært er det lige at forstå? Det er derfor du er blevet bedt om at forholde dig til, ikke bare din egen virkelighed, men en virkelighed der er større end din egen, eksempelvis ved at holde op med at generalisere, hvilket er første skridt i at forstå kompleksiteten i denne type af problemer.
Hans så meget forskel er der heller ikke på at være forældre i et forhold og være skilte forældre.
Jeg er bare ikke enig med dig i, at det er vejen frem, at nu laver vi lige en lovgivning med noget tvang og så håber vi, at de inaktive fædre pludselig bliver meget bedre til at prioritere deres børn.
Det er da et værdigt håb.
Men det er uværdigt for barnet at skulle være prøveklud i forhold til nogle forældrekompetencer som faren jo skulle have udviklet mens han var i forholdet.
Barnet skal ikke betale prisen for fars svigt.
Fars rettigheder står ikke over barnets rettigheder.
Det er det der er det store problem med den lov.
Jeg har ikke hørt dig omtale dit barns eller din ekskones behov.
Du omtaler kun dine rettigheder.
Det er meget usympatisk.
Du skriver ikke om alt det gode, du vil gøre for at hjælpe din ex og for barnet.
Du skriver bare - jeg vil have RET Til dit og dat.
Jeg synes du må lære at acceptere at mødre ER forfordelt m.h.t. børn - det er de fra naturens side - det kan du aldrig lovgive dig ud af.
M.h.t. psykopater så er jeg ret sikker på, at psykopat rimer på det mandlige køn helt altovervejende.
Vi har en situation nu, hvor de fleste kvinder er på arbejdsmarkedet.
Alligevel er det stadig kvinderne der engagerer sig i børnenes omsorg og det praktiske arbejde i hjemmet.
Du vil så have kvinderne til at flytte sig så du kan komme til.
Jamen hvorfor går du og andre mænd ikke bare i gang? Børnene kan ikke forkæles med for meget omsorg, tid og kærlighed og de fleste hjem kan tåle en ekstra støvsugning osv.
Det der er kritisablet i din arugemntation er at du vil have kvinderne ud og væk - så du og andre mænd kan komme til.
Det vidner om, at du ikke ved, hvad du taler om. For der er masser af både plads og behov for 2 eller flere voksnes indsats i enhver børnefamilie.
Så drop argumentationen om at barnets mor skal gå væk for at du som far kan komme til.Så vil du jo kun din egen sag - have magt over hende og barnet - i stedet for at tilføre familien mere omsorg og tid - så vil du have at den person, der allerede har dedikeret sig så meget skal flytte sig så den der IKKE har dedikeret sig endnu - eller særlig meget skal prøve om han nu gider?
Det kan man da ikke byde børnene!
Og slet ikke i forbindelse med en traumatisk skilsmisse!
Der skal man da satse på det sikre kort - uanset om det så er mor eller far -og i de fleste tilfælde er det så mor.
Det er ikke kvinderne der undertrykker mændene. for kvinderne arbejde allerede - det er så op til mændene selv at engagere sig i deres børn.
Hvem hindrer dem?
Når første skilsmissen er indtruffet er det for sent - der må børnene have ret til det sikre kort- den stabile person - som næsten altid er mor.
Helene
Hans så meget forskel er der heller ikke på at være forældre i et forhold og være skilte forældre
Nej ikke nu - med den nye forældreansvarslov. Men igen viser du at du netop på dette område tænker rigidt, nærmest kompulsivt. Du har nemlig aldrig forstået hvor syg hvordan den opleves for fædre, og du er jo også ligeglad, for som du siger; de betyder heller ikke så meget, børnene er ikke interesseret.
Alle ved, på nær feminister selvfølgelig, at hvis forældremyndighedssagen kom for retten, fik moderen den, uanset barnets alder, i 99 procent af tilfældende. Hun skulle bare lave ballade længe nok, så kom sagen for retten, og så var den klaret. Et paradis af en lov for den kvinde der er psykopat.
Jeg er bare ikke enig med dig i, at det er vejen frem, at nu laver vi lige en lovgivning med noget tvang og så håber vi, at de inaktive fædre pludselig bliver meget bedre til at prioritere deres børn.
At vi nu laver en lov med tvang. Det er overhovedet ikke gået op for dig hvor tvangsfyldt den gamle lov var… Hvorfor skulle det også det, hvis man har en nærmest evnesvag indlevelse af mandens mange forskellige identiteter. Det er godt nok utroligt hvor ensporede feminister kan være. Hvor er din medmenneskelighed Helene. Er den totalt druknet i feministisk tvangstankegang.
Ja Helene… fædre bliver meget bedre når de ikke har en tyran til at fortælle dem hvad de kan og ikke kan, og børnene indretter sig også. Kan du ikke høre at det du siger til mig er fuldkommen samme retorik som den mandschauvinisten har holdt kvinder nede med i tusindvis af generationer. Kvinden er underlegen, kvinden er mindre intelligent, hun har ikke forstand på politik, hun skal ikke have stemmeret osv.
Nu skal vi høre fra feminister at vi ikke kan passe børn, at vi ikke har empati, at vi ikke kan multitaske, og en hel masse andre fordomme.
Så drop argumentationen om at barnets mor skal gå væk for at du som far kan komme til.Så vil du jo kun din egen sag - have magt over hende og barnet - i stedet for at tilføre familien mere omsorg og tid - så vil du have at den person, der allerede har dedikeret sig så meget skal flytte sig så den der IKKE har dedikeret sig endnu - eller særlig meget skal prøve om han nu gider?
Vel skal han da ikke gå væk. Gå selv væk
Hvis du ikke vil sammenarbejde i tilfælde af skilsmisse bliver du tvunget, fordi du så viser du aldrig er blevet moden.
Du skriver ikke om alt det gode, du vil gøre for at hjælpe din ex og for barnet. Du skriver bare - jeg vil have RET Til dit og dat. Det kan man da ikke byde børnene! Og slet ikke i forbindelse med en traumatisk skilsmisse!
Ved en skilsmisse skal man klare sig selv. Manden skal ikke længere gøre noget som helst for kvinden, og omvendt. Det er li’som meningen med en skilsmisse ik’ Helene, at blive fri for hinanden. Det eneste det drejer sig om er sammenarbejde om børnene, og den der ikke vil det, risikerer at miste forældremyndigheden.
Når første skilsmissen er indtruffet er det for sent - der må børnene have ret til det sikre kort- den stabile person - som næsten altid er mor.
Det er du selv i fuld gang med at modbevise, med din kønsfikserede fordomsfulde synsvinkel. Glem ikke at de fleste kvinder heldigvis er mere frisindede og medmenneskeligt orienteret end dig.
At du kalder dig feminist er paradoxalt. Du er noget af det mest gammelkonservative man kan opstøve i disse spørgsmål. Det svarer næsten til at et medlem af de konservative, bilder sig ind at hun er socialist.
En ekstra bemærkning.
Nå jeg siger: Hvor er din medmenneskelighed Helene. Er den totalt druknet i feministisk tvangstankegang, så viser det sig jo heldigvis, at det slet ikke er feminister der tænker som du gør, men fordi du kalder dig selv sådan, hvilket du kun bliver enige med en lille gruppe af allerede næsten uddøde rødstrømper, frigørelsesfeministen.
Lig en til
Det er ikke kvinderne der undertrykker mændene. for kvinderne arbejde allerede - det er så op til mændene selv at engagere sig i deres børn. Hvem hindrer dem?
Det gør du, og Kvinder For Frihed kvindefrigørelsesfeministen, med en rigid obsessiv-kompulsiv umoden, mangel på politisk forståelse.
Men jeg tvivler ikke på at du elles er både sød overfor dine børn og sød og sexet overfor din mand
lol… og li’ endnu en
Børnene kan ikke forkæles med for meget omsorg, tid og kærlighed og de fleste hjem kan tåle en ekstra støvsugning osv.
Nå det kan de ikke
Det forkælede barn - af: Maggie Mamen
forkælelsessyndromet, identifikation, håndtering og forebyggelse¤en vejledning for forældre og behandlere
Forkælede børn handler om børn, der bliver “elsket for meget”: de får alt, hvad de peger på - både af materielle goder og opmærksomhed - og alligevel er de utilfredse, usikre eller aggressive. Problemet er så udbredt, at vi i vid udstrækning har mistet balancen i opdragelsen af vores børn, og det i en grad så både forældre, pædagoger og lærere kan føle sig helt magtesløse.
Direkte link til - Det forkælede barn af: Maggie Mamen
Mere om Det forkælede barn af Sundhedsplejersken Anette Sørensen
Ja men når jeg taler om kærlighed så taler jeg om sund kærlighed - og det indebærer naturligvis også at forælderen sætter grænser for barnet og ikke bare går med til hvad som helst.
Når man har meget tid til sine børn, så kan man nemmere sætte grænser - for man ved, at man har prioriteret dem højt - og derfor får de ikke bare ALT hvad de peger på. Men de får i høj grad det, som forælderen ved er sundt- f.eks. forælderens tid og nærvær i hverdagen stedet for nyt,dyrt tøj, en masse ting, en dyr ferie osv.
Forkælelse har ikke noget med kærlighed, tid og nærvær at gøre.
Forkælelse opstår ofte, når forælderen forsøger at kompensere for det forælderen ikke får givet til barnet - som det reelt har behov for - f.eks. køber ting til barnet i stedet for at være sammen med det.
Det er jo slet ikke det, jeg taler om.
Men du VIL bare misforstå mig.
Hans jeg siger ikke, at mænd ikke kan finde ud af at være sammen med børn.
jeg siger, at børn i meget lang tid har MERE brug for deres mor end deres far.
Jeg ved det fra min hverdag, hvor jeg ofte gerne vil dele mere ligeligt med børnenes far, men min lille datter ER bare IKKE enig i denne moderne ligestillingstankegang.
HUn VED udmærket hvem der er hendes mor, som har født hende og som har den gode mælk.
Der er forskel på at undertrykke det andet køn uden påviselig grund og så på at tage små børns behov i forsvar og sige jamen det kan godt være, der er nogle fædre der vil have millimeterdemokratisk deling af børnene - men det er ofte ikke barnets tarv.
Hvis du skal manipulere med mine udsagn derhen at jeg undertrykker fædrene så kan du få det tilbage i hovedet - for så kan jeg ligesåvel sige, at du undertrykker børnenes ret til at have særlige behov, som kun deres mor kan tilfredsstille.
Jeg taler her om årelang erfaring - ikke om fordomme. Mine fordomme var nemlig at fædre og mødre skulle deles om alt.
Det har vores børn bare aldrig været enig i!
Når loven efter din mening har forfordelt moderen - så har det en grund - at det er noget særligt at være mor.
og det skal selv en moderne mand stadig respektere.
Nå men nu vil jeg amme min lille datter, som min mand FORGÆVES har forsøgt at trøste mens jeg skriver her - når jeg om lidt går ind og tager hende og ammer hende holder hun ØJEBLIKKELIGT op med at græde og om 5 -10 min sover hun.
Min mand er en superkærlig, aktiv og empatisk far - men det ville tage ham meget lang tid at få hende til at holde op med at græde - det ville være noget med at gå med hende til hun har grædt sig halvvejs i søvn.
Jeg kan noget han ikke kan.
Det er mig hun græder efter - så må stoppe nu!
Jeg vil gerne gentage, at mine fordomme om børn og fædre var, at mor og far skulle deles om alt - fra starten af og være helt ligestillede.
Men børnene ville det - meget - anderledes.
De efterspørger fra fødslen af deres mor og det behov for den ultimative tryghed - som også langtidsamning giver børnene - det vedvarer efter min erfaring i flere år.
Det har faktisk været - og er - et stort problem for mig at det er sådan - for jeg går ind for ligestilling.
Og har det ikke specielt godt med ikke at dygtiggøre mig eller sætte karriere på standby.
Jeg har inddtil jeg fik børn altid haft travlt og villet en hel masse.
Men jeg har erkendt, at jeg ikke kan få en karriere hvis det skal betyde, at jeg skal fortryde en hel masse omkring mit moderskab.
Så må karriere tilpasse sig moderskabet - IKKE omvendt.
Jeg mener det jeg gør, fordi fordommene om at mænd og kvinder er ligestillede som mødre og fædre viste sig at være en stor, fed løgn - en myte skabt af en unuanceret pseudoligestilling.
Men mine børn viser mig gang på gang, at de har brug for mig -som mor mens de er små.
Og det VIL jeg IKKE overhøre.
Og jeg vil gerne bede dig om både at udvise respekt og ydmyghed overfor kvindekønnets særlige kompetencer.
Det er nemlig det, der meget mangler i dagens Danmark. Det er for dumt at påstå at mænd og kvinder nogensinde kan blive helt ligestillede omkring børn.
Hvad bliver det næste Hans - vil du så også til at være gravid og føde halvdelen af børnene?
Der er altså visse biologiske grundvilkår, vi må respektere.
Og derfra må vi så kæmpe for ligestilling.
Mænd skal også have deres plads i børnenes liv.Men ikke ved -som du fornedrer dig til - at nedgøre mødrene - og sygeliggøre mødrenes flotte og krævende indsats, som fædrene ikke kan erstatte.
Mit forbillede vedbliver p.t. at være topadvokaten Merethe Stagetorn som var hjemmegående indtil hendes børn var 10-12 år.
Først da begyndte hun for alvor at bruge sin cand.jur.-eksamen - og årene havde måske givet hende en ekstra pondus?
I hvert fald er hun et eksempel på, at man eller nogle kvinder i hvert fald - kan få det hele - en skøn familie, tid til børnene i deres opvækst og en flot karriere og rigtig god løn - det hele - bare IKKE alt sammen på SAMME TID.
Det er det, der er forkert at kræve af kvinder synes jeg.
Jeg læste om nogle kvinder: en mor og en datter, som var så gode til at amme, at de kunne malke flere liter mælk ud efter de havde mættet deres eget barn i overmål - og det solgte de så til for tidligt fødte børn.
De tjente en regulær formue på det - samtidig med, at de helt sikkert har reddet mange børns liv - helt konkret og uden tvivl. I en sådan situation er modermælk - også fra en anden mor - at ligestille med et lægemiddel.
Jeg savner, at der var mere respekt om det arbejde - og at det blev bedre lønnet - ikke bare for kvinder, der sælger ud af mælken til for tidligt fødte børn - som i den grad har brug for den for ikke at blive alvorligt syge - da de ikke tåler erstatning ret godt - men at enhver mor der slider i døgndrift for at stille sig til rådighed for sit barn fik en ordentlig løn for det - at der var respekt om det hårde slid og de kompetencer.
Den respekt for kvindekønnet burde du også demonstrere vilje til at udvise Hans!
Hvad vil du opnå ved at komme og kræve en hel masse - og forsøge at opnå det ved at nedgøre mig, dit barns mor og en masse andre kvinder?
Du får kun udstillet dig selv som en usympatisk type.
Og nej en ordentlig mand siger ikke - jeg vil bare være fri for mit barns mor og nu må hun så sejle sin egen sø - for vi er skilt.
en ordentlig mand siger- ja desværre så holdt vores forhold ikke til hverdagens udfordringer - men nu skal vi være venner og gode forældre sammen - det vil vi skulle være livslangt - så jeg stiller op for mit barns mor og er hendes ven - når hun har brug for hjælp og er i nød og når vi skal fejre vores barn sammen.
Du bliver bare mere og mere usympatisk i din argumentation og din krævementalitet.
Og du kommer IKKE til at fremstå som en mere egnet far når du fornedrer og nedgør dit barns mor eller andre mødre!!!
Tværtimod!
Jah Helene du siger mange ting, mest af alt gentager du nu bare dig selv. Det du sagde var Børnene kan ikke forkæles med for meget omsorg, tid og kærlighed
Det du mente var Ja men når jeg taler om kærlighed så taler jeg om sund kærlighed Ja, men det var ikke det du sagde !!!
Jeg ved godt hvad du mente, Helene, men du hører kun hvad du vil høre, og du oplever kun det du selv forstår. Jo… du får flettet en masse vrøvl ind i de ting du siger der trods alt er rigtige, men det bliver til halve sandheder, bygget kun ud fra dig selv, uden respekt for om andre kan have en anden oplevelse, en anden sandhed, lever med en anden forståelse.
Gudskelov er det ikke dig der bestemmer lovgivning, for så vil du diktatorisk påtvinge alle andre din forståelse, selvom det ikke er deres oplevelser og verden.
Kvinder kan ikke være fulde af løgn, og være dybt usympatiske, men manden skal bare behandle hende som om hun er en uskyldsren engel. Helene, det er heller ikke min verden, men jeg er ikke blind. Jeg har set de mest manipulerende psykopatiske kvinder og mænd rage hensynsløst til sig.
Og i et oplyst øjeblik har du selv oplevet din søns kammerats underlige mor, ødelægge et barn. Længere oppe er der et link til Karina, med sin psykopat af en mor, men så får du et tilbagefald til din egen lille verden, og væk er din forståelse igen.
Et eksempel fra dig selv:
selvfølgelig findes der også dårlige mødre. Og tilfælde hvor faren er den bedste forælder. Det jeg siger er bare, at man ikke bare sådan kan dele et barn midt over. Så risikerer man at barnet går i stykker. Jeg ved det ikke. Der er en psykolog Svend Åge Madsen som har forsøgt at ligestille manden med kvinden i forhold til de små børn. Og til en vis grad har han sikkert også en masse pointer om at en far kan være meget mere aktiv end der tidligere har være tradition for. Men uanset hvor meget jeg prøver - så er det svært for mig at se bort fra den forskel mellem mor og far, som der med nogen sandsynlighed?
Du har alle svar lige foran næsen på dig, men kan ikke se skoven for bar træer. Adoptivforældre ved det, og fædre hvor moderen ikke har gidet, eller er syge, ved det, ja selv hundeejere ved det, men kun momentvis dig, indtil du igen stirrer dig blind på dig selv og din egen verden. Jo Helene, selv hunde og deres ejerere elsker hinanden, nogle gange så meget, at når hunden dør så bliver ejeren sku’ syg.
Jeg tvivler ikke på at du er en go’ mor, slet ikke Helene, men du er så fokuseret på dig og dit, og egocentreret fornærmet overfølsom kvindefiksering. at du bliver obsessiv-kompulsiv, fokuserer rigidt på dig og din mangelfulde virkelighed, hvilket du så heller ikke gør hele tiden… Prøv nu at forstå at folk er forskellige, at de ikke nødvendigvis gider at leve li’som dig, at du skal lade være med at generalisere, at være glad for at du har din frihed, at du har pligt til overfor dig selv, dine børn og mand at være glad, at du ikke skal skabe dig fjender, blandt folk der kunne være dine venner, At du skal vågne op, for din families og din egen skyld.
Hans nu er du bare forfaldet til at være personlig og kaste med mudder.
Men uanset hvot meget du taler ned til mig, så fastholder jeg, at mødre og fædre har så forskellige roller, at det i det ideelle samfund afspejles i lovgivningen.
Kvinden SKAL have nogle særlige rettigheder som manden ikke har - det er hende der gør alt arbejdet i projekt reproduktion.
Det afspejles også p.t., hvor det er kvinden der tager barselsorlov - før og efter fødslen.
Det er jo naturligt nok - det er jo hendes krop, der skal gøre al arbejdet.
Det er fint nok at faren også tager noget barsel for at hjælpe moderen.
Men det ændrer ikke ved det faktum at det er moderen der er hovedpersonen.
Hvordan vil du ændre på det?
Der er nogle biologiske grundvilkår som vi må respektere.
Det skøjter du hen over hele tiden.
Ja der er kvinder der ikke vil have lang barsel, ikke vil amme osv.
Men det ændrer ikke ved, at de der kan og vil og får støtte nok til at det lykkes - det er lige så meget omgivelsernes ansvar at støtte kvinden - de skal have retten til det.
Ja hvis kvinden ikke ønsker at være mor så kan far være den bedste erstatning.
Men han kan aldrig konkurrere med en mor, hvis hun gerne vil være der for barnet.
Barnet ved hvem der har født det og ved hvem der har mælken som det skal overleve på og som giver det sundhed.
Barnet ønsker IKKE ligestilling.
Det ønsker at mor og far hver især gør det, de er bedst til, for så får barnet det bedste fra begge forældre.
Jeg mener derfor at lovgivnigen bør respektere det særlige ved moderskabet - i stedet for at tvangsligestille mænd og kvinder - med barnet som taberen.
Det betyder ikke, at barnets far ikke er vigtig og ikke skal være aktiv.
Men han skal være indstillet på at hjælpe og støtte kvinden.
Ikke nedgøre hende for selv at komme til at tage hendes plads.
Uanset hvor politisk ukorrekt det er at sige det, så har en far ikke de samme kompetencer overfor det lille barn - vuggestuebarnet.
Det var noget jeg troede før jeg fik børn.
Jeg måtte revidere alt hvad jeg havde tænkt og troet på, for virkeligheden var at moderskab er noget helt særligt.
Jeg taler ikke om menneskelige egenskaber - jeg taler om, at det er naturligt at et barn ammes meget længe - i år - ikke i måneder. Jeg vil have at lovgivningen skal respektere kvindekønnet og kvindens særlige moderskab som er meget anderledes end faderskab.
Det er utroligt, at man kan sige, at det intet betyder, at det er kvinden der står for 99% af det reproduktive arbejde.
Det betyder naturligvis en hel del i forhold til barnet.
Og jeg ved ikke, hvad det er, du vil have, jeg skal vide i forhold til adoptivbørn?
Det jeg VED er, at adoptivbørn lever med et traume fordi, deres mor forlod dem.
Det er ikke noget, de bevidst kan huske - men det er noget, der påvirker dem hele deres liv!
Hvis du påstår, at man bare kan tage et barn fra dets mor ved fødslen og så placere det hos hvem som helst fremmede mennesker eller hos faren - og det så er ligegyldigt for barnet, så ignorerer du alle fakta.
Barnet VED hvem dets mor er, det ved, at det bliver fjernet fra hende - og den viden og det traume bærer det med sig hele livet.
Det kan lære at leve med det -men det vil altid være et psykisk sår.
Du har bare ingen respekt for kvinder og mødre og det er horribelt at læse dine postulater om, at adoptivbørn ikke tager spor skade af at blive fjernet fra deres mor.
Hvilken planet lever du på`?
Det er i hvert fald ikke jorden!
Jeg siger ikke, at alle skal leve nøjagtig lige som mig.
det jeg siger er, at man ikke kan komme udeom er, at naturen har fordelt det reproduktive arbejde primært hos kvinden.
Ligestilling handler om at kvinden skal have et valg om hun vil sætte karrieren på standby mens børnene er små eller om hun hellere vil uddelegere noget mere til andre - f.eks. barnets far for at kunne arbejde noget mere.
Ligestilling kan aldrig blive til, at barnets far kan komme og tvinge moderen væk - mod hendes vilje og det kan aldrig blive til, at faren ikke skal respektere kvindens store indsats i forhold til barnet.
En far kan heller ikke tvinge en mor til at abortere eller til at blive gravid og føde hans børn mod hendes vilje osv.
Du bliver nødt til at erkende, at det er kvinder der har fået den reproduktive evne i biologisk dåbsgave. Det betyder en masse gener, risici og hårdt arbejde for kvinden - og det skal belønnes af samfundet med en masse privilegier og rettigheder.
Ellers er verden da gået af lave.
Det er fint, du gerne vil være en aktiv far selv om du er skilt fra dit barns mor.
Men du skal stadig respektere det store arbejde HUN ikke du selv!! har gjort i forhold til barnet - du skal respektere det særlige bånd, hun har til barnet - hvilket jeg mener er et særligt bånd fordi hun har født og båret barnet osv.
Og ja selvfølgelig er der mødre, der kan have det svært efter en skilsmisse og også opføre sig mindre pænt. Men i det tilfælde jeg nævner, så kunne jeg godt ønske mig et bedre samarbejde mellem moren og faren, men jeg er ikke så meget i tvivl om, at det er kvnden, der altid har passet børnene mest - og derfor anfægter jeg overhovedet ikke, at de skal bo hos hende.
Det eneste jeg kunne tænke mig var, at de også begge besøgte deres far og holdt en kontakt med ham.
Men jeg synes, det er meget naturligt at børnene bor hos deres mor.
Selvfølgelig vil der være undtagelser.
Du kan finde masser af undtagelser hvor det er faren, der er mest hjemme hos børnene.
Men det ER undtagelser.
De fleste enlige mødre er kvinder - og mændene ser så børnene så ofte, det er muligt. Jeg tror stadig på, at dette mønster er grundlæggende ret så naturligt.
Hvad underligt er der i, at kvindens særlige forhold til det lille barn bliver ved med at afspejle sig i en særlig dedikation fra moderens side i hele barnets opvækst? Det er da ikke spor mærkeligt at når mor og barn er så intenst knyttet sammen fra starten af at det så bliver ved med at afspejle sig resten af livet.
Hvis det forholder sig sådan, så skal lovgivningen ikke ind og ødelægge det med tvang og vold.
Det er fint, du gerne vil være en aktiv far.
Men hvorfor kan du ikke være det samtidig med at du respekterer dit barns mor og at det er hende, der har gjort alt arbejdet med at skabe barnet mens du har kunnet fortsætte ufortrødent?
Hvorfor skal en far så bare kunne komme og kræve uden at have ydet nær det samme?
Det forekommer mig altså at være en stor krænkelse af både mor og barn - uanset at en far er vigtig.
Helene - Jeg er faktisk lidt bekymret for dig. Det er muligvis helt overflødigt, og i spørgsmål vedr. forældreansvarsloven fuldkommen ligegyldigt, men hvis du bliver skilt mens børnene er forholdsvis små, og du ikke deler det nødvendige ansvar med ham, risikerer du, og det er rent statistisk, at du får en helt anden person at se end den mand du kender, hvis han vil beholde delt forældremyndighed, mod din vilje.
Der er nemlig kun en ting der er farligere end en mor, med hensyn til børneproblematiken, og det er en far ;-/ Hvis ikke F.A.L virker og du for held til at få forældremyndigheden ophævet, er du nemlig statistisk i en helt anden faregruppe. I de heldigvis rimeligt få tilfælde at det går så galt, har man set flere eksempler på at moderen kommer slemt til skade, og i værste tilfælde at hun bliver myrdet.
På trods af din, næsten totale mangel vilje til at ville forstå den virkelighed der omgiver dig, er det dog stadig sjældent det kommer dertil, men F.A.L skal forebygge at udviklingen kommer ud af kontrol bedst muligt, fordi den er lavet specielt med henblik på forældre der er obsessive, og på grund af gammel lovpraksis, især mødre. Den skal også forsvare barnet i tilfælde af dyssocial adfærd fra mødre, hvilket den gamle lov heller ikke kunne løfte, der kun virkede når det gjaldt faderen.
Dertil kommer at den danske lov, kun er en del af en verdensomspænde ændring på disse områder, lavet af forskere fra hele verden, og med et meget bredere syn på området som helhed, som du giver udtryk for i din - ja Helene… lille, ja nærmest indskrænkede opfattelsessfære.
Som svar på dit spørgsmål, om hvorfor nogle fædre ikke kan respekte barnets moder, har jeg svaret på det i overstående bemærkning, men jeg kan tilføje at respekt er en flygtig størrelse, der skal fortjenes og bekræftes. Det er en af grundene til at virkeligheden ikke altid er som du forstår, nok mest fordi du ikke magter at forholde dig til den.
Der er ca 700.000 børnefamilier i Danmark. Skilsmisseprocenten er ca 50% ialt ca 350.000 indenfor de første 7 år. Heraf ca 10% med højt konfliktniveau ialt ca 35.000.
I løbet af 7 år vil der være ca 35.000 potentielle voldssager på grund af skilsmisser. På grund af manglende statistik, er det umuligt at finde nøjagtige tal, og denne estimerede beregning, tager heller ikke højde for vold blandt de 90% der ikke er karaktiseret med højt konfiktniveau, ligesom den heller ikke tager højde for om konfliktniveauet skyldes krav om eneforældremyndighed. Problemet er alligevel iøjnefaldende.
Oplysningerne er fra Danmarks Statistik og Ugeskrift for læger 2005, og mens den gamle F.A.L var gældende. Jeg har tilladt mig at runde tallene op til nærmeste hele tal for overblikkets skyld.
Drab på børn. Ugeskrift for læger
Børn af enlige lades i stikken
Hertil kommer diverse udenlandske undersøgelser, idet det kan formodes at forholdende ikke er meget forskellige fra de Danske betingelser.