Åh, nej - stakkels barn. Og mor. Hanne Dahl fra Junibevægelsen måtte tage sin 9 uger gammel datter med i Eurapaparlamentet - og lægge det stakkels barn på bordet. I Europaparlamentet har man åbenbart ikke ret til barselsorlov.
En ulykkelig situation. For mor - men da især for babyen. INGEN babyer hører til på et bord i Europaparlamentet - og da slet ikke en baby på 9 uger.
Hvad er det dog en pris vi kvinder/mødre betaler, for at tækkes et system bygget til, på og af mænd? I mine øjne er den aktuelle situation et godt eksempel på, at prisen er alt, alt for høj. Og meget lidt underholdende.
http://jp.dk/indland/indland_politik/article1645579.ece
Forkvindens blog - kommentarer til aktuelle begivenheder
57 Kommentarer
Det er ikke mere end et par uger siden, at Hanne Dahl til Danmarks Radio klagede over, at europarlamentarikere ikke har ret til barselsorlov.
Omtalen er god
Dagens baby-besøg var dog ikke en provokation for understrege behovet, siger hun.
”Det var bare noget, der skete. Men det er klart, om at omtalen er god i forhold til at opnå den her barselsorlov. Mange af mine kollegaer har allerede tidligere sagt, at de vil støtte forslaget,” siger hun.
citat fra ovenstående link.
Jamen i det mindst kæmper Hanne Dahl da for andre kvinders rettigheder!
Måske kommer der nu en debat om, hvordan man løser den evige problematik, at vi på en og samme tid ønsker ligestilling og at det er kvinderne der bærer, føder og ammer børnene.
Jeg har et forslag, som måske kan hjælpe lidt.
Og det er, at vi efter, at kvinderne i årtier har leflet for det mandlige arbejdsunivers - og nogle kvinder har ofret ting, der nok ikke skulle ofres, for at blive taget alvorlige og få lov at være med i en karriere, der stadig er præget af maskuline arbejdsværdier - hvor det at få børn er noget, man har folk til så at sige.
- ja så burde vi kæmpe et slag for, at kvindens reproduktive arbejde bliver anerkendt som arbejde på lige fod med det udearbejde som vi altid har respekteret højt, fordi mændene har haft succes til at give det status og kræve gode lønninger og fryns.
Hvorfor hedder det ikke:
graviditetsarbejdet, fødearbejdet, ammearbejdet, omsorgsarbejdet?
Vi må til at se på sproget og på hvad vi kan gøre for at få signaleret, at alt det en kvinde laver når hun udfører det reproduktive aspekt er ARBEUDE - HÅRDT ARBEJDE!
I alt for lang tid har det bare været en selvfølge, at en kvinde lige kunne nå børnefødsler osv. lige ved siden af karrieren. Hvordan den enkelte kvinde skulle klare dette har samfund og erhvervsliv bare lukket øjnene for - det må den enkelte mor så at sige “selv ligge og rode med” - og her er det jo så åbenlyst at blive vred og forarget på den enkelte kvinde, som i en presset situation fremstår som en lettere dårlig mor.
Og selvfølgelig har den enkelte kvinde ( og hendes mand ) også et stort personligt ansvar, de ikke kan løbe fra.
Men vi må ikke glemme, hvad feministerne sagde- nemlig -”Det private er politisk”.
Der er behov for, at vi i stedet for at blive vrede på den enkelte mor i højere grad bliver meget vrede og meget sure på de mænd, der sidder og skaber nogle arbejds-uddannelses- og karrierekulturer, der ikke inkluderer den fertile kvinde!
Hvordan kan det være, at man i europaparlamentet slet ikke har tænkt den tanke, at kvinder føder børn?
Ja jeg spørger bare?
Hvordan kan det være, at et så stort antal kvinder må sygemeldes fra deres arbejde, fordi de er gravide - jo for alt for mange arbejdspladser har ingen politik for gravide- har ikke defineret, hvordan man kan aflaste den gravide, så hun ryger ud af arbejdsmarkedet, selv om det sundeste både fysisk og psyisk ville være at få lov at blive men meget gerne på nedsat tid og evt. i en anden jobfunktion, hvis der er risici for graviditeten i jobbet (f.eks. tunge løft, at skulle stå oprejst i lang tid, hyppigt natarbejde, for meget stress, skadelige stoffer, rygning osv.)
Man forventer, altid at en kvinde kan klare dobbelt så meget dg dobbelt så hårdt arbejde som en mand. Eller man definerer ikke det hårde reproduktive arbejde som arbejde. Det er i den maskuline arbejdskultur i den grad usynligt og ugyldigt arbejde - alt for mange af de mænd der sidder på topposter og definerer de her kulturer aner ikke, hvad det vil sige, at passe en baby. Hvor krævende og belastende det er. Eller hvor nødvendigt, at det er mor (og til dels far) der gør det.
Hvor lang tid skal de her dinosaurer have lov at lade som om, de ikke har opdaget at kvinder føder børn?
Ud over det reproduktive arbejde er der også noget, man kunne kalde det relationelle arbejde.
Enhver kyndig fagperson eller familiemedlem kan naturligvis passe baby for mor - men hvorfor er det ikke bare i orden, at mor ansætter en dygtig aupair og plejer karrieren kort efter fødslen? Hvorfor er det ikke bare i orden, at far passer lige fra starten af?
Det er fordi det jo ikke handler om den konkrete pasning. Det handler ikke om den konkrete bleskift, den konkrete flaskegivning og konkrete bøvsetur osv.
Det handler om, at det nyfødte barn allerede har dannet en stærk og vigtig RELATION til sin mor, når det fødes.
At lade andre end mor passe baby mere end ganske kortvarigt for tidligt betyder, at babys tætte og nødvendige relation til sin mor brydes og ikke respekteres. Det kan godt være, at mor kan håndtere savnet og længslen, men det har konsekvenser for baby at blive forladt af den person, som er den eneste det kender og har en relation til.
Dernæst er der jo så amningen og modermælken. Men det er en længere diskussion.
Det relationelle arbejde handler om at det spæde barn har brug for at være sammen med sin MOR - indsnuse hendes duft, lytte til hendes stemme og høre hendes karakteristiske hjertelyd osv. - alt det som gør spædbarnet så dejligt trygt og får det til at slappe af - så det kan bruge sine kræfter på at vokse, trives og udvikle sig - i stedet for at skulle kæmpe med en angst og en sorg over hvor dets mor er - en angst og en sorg, det ikke er udviklet til at kunne takle - ligesom mor kan, når hun farer afsted til det stimulerende karrierejob.
Et spædbarn er allerede et lille menneske og en personlighed lige fra starten af. Det ved udmærket hvem dets mor er og foretrækker til enhver tid hende fremfor andre. Andre kan godt passe det, men så relationen til og behovet for at have en mor som den primære omsorgsgiver svigtes så.
Det kan få konsekvenser - fordi mor og barn så ikke får tid og mulighed for at udføre det relationelle arbejde sammen - det at danne dybe, tætte og langvarige relationer til først mor, dernæst far og søskende og dernæst øvrig familie og så senere andre mennesker udenfor intimsfæren - det er noget af det allermest vigtige for barnet.
Det er de relationer barnet skal vokse af -
ja børn kan holde op med at trives - dvs. holde op med at vokse p.g.a. de ikke har fået knyttet gode relationer til andre - især deres mor.
Mor er det relationelle link til de øvrige relationer. Udfører mor det relationelle arbejde godt, så har barnet en så basal tryghed, tilfredshed og tillid til at verden vil det godt, at det gerne på et senere tidspunkt knytter sig tæt til andre relationer også - ja barnet evner multipersonel tilknytning, men først skal det have lov at danne en tryg base hos mor, hvorfra det kan betragte verden og skabe basal tillid og tryghed i sin spæde psyke.
Vi må simpelten få tilført status og økonomi til det relationelle arbejde og til de andre krævende arbejdsopgaver: graviditetsarbejdet, fødearbejdet, ammearbejdet og det relationelle arbejde, som kun en mor kan udføre ( ja far må hægte sig på efterhånden og respektfuldt anerkende mor-barn-symbiosen, som også forstærkes af men ikke udelukkende defineres ved ammearbejdet ).
Men det er jo ikke den enkelte mors skyld, at vi kun betrager det der foregår på arbejdsmarkedet som “rigtigt arbejde” eller at vi som samfund ikke anerkende at det relationelle arbejde fortsætter for fulde omdrejninger efter, at den endnu korte danske barsel er slut.
Dvs. her i Dk. er det de færreste mødre og fædre der reelt får mulighed for at udføre det vigtige relationelle arbejde til deres spædbarn efter barslen. For så forventer man jo, at man vender tilbage som om intet var hændt!
Lad os nu få mor (og fars) vigtige arbejde med at danne relationer til deres små børn anerkendt som en rettighed og et reelt arbejde, der skal aflønnes og statusværdisættes på linje med et hvilket som helst højprestige karrierejob i øvrigt!
Jeg så godt det indslag i TV ang. barselsorlov i parlamentet og problematikken i parlamentet, og som jeg forstod det var det en en helt bevist handling, nok om det og ja det er underligt at der er ikke er barselsorlov fra parlamentet som det jo er fra folketinget, men mon ikke det er noget af det der vil blive ændret, det håber jeg da, jeg nød da orloven med mine børn og min kone, desværre er det jo nok kun de nordiske lande der ser sådan på det.
I øvrigt har det nyfødte barn også dannet relationer til sin far og evt. søskende og andre familiemedlemmer, hvis det i fostertilværelsen har haft mulighed for hyppigt at høre deres stemmer.
Men pointen er, at den ultimative tryghed og de optimale vækstvilkår altid pr. definition vil være at finde hos barnets biologiske mor.
Vi har alt for lidt respekt for det spæde barn og dets behov.
Som vi kan se her bliver babyen sådan passet lidt frem og tilbage mellem mor og far og evt. andre personer - men det barnet har brug for er en mor, der smider alt andet fra sig for at respektere mor-barn-symbiosen - og respektere at barnet har behov for at den allerede dannede relation til sin mor ikke bare overses.
At blive behandlet som sådan en kastebold der lige kan passes af mor når hun har tid og far når han har tid og så lige en anden evt. en anden dag - det er jo at betragte barnet som et objekt i stedet for at subjekt.
Barnet objektificeres nærmest på linje med en kuffert, man lige kan tage med sig til europaparlementet og så ellers deponere hos en anden omsorgsgiver, når man selv har travlt.
Jeg er ikke i tvivl om at dette system passer godt ind i de voksnes - mor og fars kram -for det giver fleksibilitet og en følelese af, at man ikke behøver omprioritere sin livsstil og sine grundværdier, når man bliver mor og far.
Men barnet får en forvirret og omskiftelig relationel start på livet, som ikke er nær optimal.
På et tidspunkt kan barnet sagtens rumme at mor arbejder og far passer og at de får hjælpe til barnets pasning. Men først skal barnet jo have dannet et fundament i sin psyke - og spørgsmålet er om et spædbarn der objektificeres som kastebold og må indrette sig så meget efter mor og fars karriere får noget ordentligt fundament.
Mit bud er, at der i dagens samfund går rigtig mange mennesker rundt med relationelle ar på psyken - mennesker som har det svært med at knytte sig til andre og danne varige, sunde og tætte relationer.
Aldrig har vi haft så mange singler som nu.
Skyldes det udelukkende socioøkonomiske forhold? Eller skyldes det at mange mennesker i kvinde”frigørelsens” hellige navn ikke har fået den nødvendige tid til at knytte sunde relationer til først mor og sinden far da de var helt små og sårbare - og som voksne er der så hele tiden en angst for nærhed, som stammer langt tilbage til første og andet leveår?
Jeg mener, det er åbenlyst, at vi skal anerkende det relationelle arbejde, som de voksne måske kan undvære, men barnet har brug for een tæt relation til sin mor for at kunne danne evnen til andre sunde relationer sidenhen!
Det burde respekteres og anerkendes - og det betyder også at der skal hostes op med kroner og øre!! - og at kvinden skal garanteres en sikker tilbagevending til sit oprindeilge karriereforløb.
Men det moderne “ligestillede”??? samfund er nærmest ekspert i at tage mor-barn-relationen kontra kvindens karrieremuligheder som gidsler i en kynisk og nogle gange nærmest sadistisk ligestillingskamp kønnene imellem.
Det er ikke spor lig med frihed, at kvinden kan vælge mellem at svigte mor-barn-relationen eller at risikere sin karriere - det er et klassisk “pest-kolera-pseudovalg”.
Lad os få ægte ligestilling - hvilket betyder at anerkende kvindearbejdet som arbejde der kræver ligeværdig økonomi og ligeværdig status!
“Mit bud er, at der i dagens samfund går rigtig mange mennesker rundt med relationelle ar på psyken”
Helt enig Helene.
At tage et barn i en alder på ½ år og deponere i en vuggestue må være en traumatisk oplevelse for sådan et lille væsen.
Fuldstændig naturstridigt.
I øvrigt mangler der også omsorg for den nybagte mor i den moderne, danske barselskultur - eller mangel på samme.
Det er dybt naturstridigt, at en nybagt mor sendes alene hjem til en lejlighed eller et hus, hvor hun så skal klare det hårde ammearbejde og omsorgsarbejde - uden nogen mulighed for at blive aflastet af en eller flere omsorgspersoner. Man forventer - og kvinden forventer ofte også af sig selv, at hun lige ved siden af klarer det omfattende husarbejde - opvask, tøjvask, tørring, oprydning, rengøring osv., selv om det efter min mening er helt urealistisk at kunne nå både at være mor med stor M og så også være husmor med stort H.
Alt for mange kvinder oplever, at amningen ikke fungerer - nej det gør den ikke, fordi de ikke selv får nogen omsorg eller støtte - men efterlades i en usund isolation, som er meget destruktiv for ethvert menneske men især da for en træt og sårbar nybagt mor og så p.g.a. forventningerne om, det andet fuldtidsjob - husholdningen, som lige skal passes oveni det konstante døgnarbejde omkring spædbarnet.
Fordi det reproduktive arbejde ikke betragtes som rigtigt arbejde er det jo heller ikke underlagt nogen arbejdsmiljølovgivning eller rettigheder.
At blive mor er at blive sat helt udenfor lov og ret. Der forventes en kæmpepræstation både i forhold til fødsel og amning, men de forhold som mange kvinder har at arbejde under er ikke blot mangelfulde men direkte horrible.
Som barslende mor er der ikke noget, der hedder fyraften, fritid, tid til egenomsorg, weekend, ferie eller sygedage.
Det er for dårligt, at man forventer sådanne kraftpræstationer af kvinden, fratager hende enhver rettighed som en hvilken som helst udearbejde person er sikret og aflønner arbejdet så dårligt eller slet ikke…
Her er virkelig noget at tage fat på ligestillingsmæssigt i stedet for hele tiden at stirre sig blind på at erobre territorium i det maskuline karriereunivers burde kvindefrigørelsen begynde at fokusere på at få tilført status og respekt om det kvindearbejde, som ikke kan uddelegeres til manden. At erkende sidstnævnte vil være en god start for kvindebevægelsen!
Helene,
Sikke en krævermentalitet du lægger for dagen!
Nogle gange må man vælge her i livet, og det er bestemt ikke nogen god ide ved statsintervention at beskytte individer mod konsekvenserne af deres valg.
Det får man kun umodne kværulanter ud af.
Du vil have det hele uden at lide nogle afsavn. De fleste mennesker bliver voksne på et tidspunkt og indser at man bliver nødt til at prioritere.
Men i øvrigt skal barnets far tage meget mere ansvar end den moderne mand gør og turde sige fra overfor karriere og dinosaurchef - for ikke at svigte mor og barn.
Alt det der kan uddelegeres til barnets far skal naturligvis uddelegeres! Men man har alt for længe overset, at mor-barn-forholdet er noget specielt, som både p.g.a. amning men primært p.g.a. det relationelle aspekt ofte ikke kan uddelegers særlig meget- hvis man skal respektere barnets behov og signaler - førend barnet er blevet noget ældre.
Det er jo så bare lettere sagt end gjort da mange nybagte familier også er hårdt pressede på økonomien foruden tid, ressourcer og støttende relationer.
Undskyld - nu skal jeg nok holde op - men det kommer faktisk som skidt fra en spædekalv - det her - fordi disse problematikker er min kæphest numero uno!
Ja, I har det godt nok hårdt her i landet Helene.
Mon ikke det er bedre andre steder?
Hmmm.
Walther! Mange tak for din støtte og forståelse!
Lennart Kiil! - undskyld mig - men du taler som en ægte dinosaur - eller en ronkedor:
en gammel, sur hanelefant…
Helene,
Så manden skal sige fra overfor karriere. Det vil sige, manden skal lide afsavn, så kvinden kan realisere sig selv og få det hele.
Helenes filosofi er enkel: Kvinder bør have rettigheder, mens mænd bør have pligter.
Jo Lennart Kiil! Heldigvis skal vi da kun til Sverige for at finde en meget mere respektabel kamp for både ligestilling og vuggestuebarnets behov.
Her er barslen 1½ år- hvoraf noget vist kan gives til barnets far - hvilket er o.k. sidst i perioden.
Alle forældre - uanset karrierevalg - har ubetinget ret til reduceret arbejdstid i de første 8 år af barnets liv - indtil det er velintegreret i skolen.
Selvfølgelig findes der også dinosauerchefer og ronkedorledere m/k i Sverige - men de kan - i modsætning til Dk- retsforfølges for at bryde loven.
Lennart Kiil!
Jeg tror aldrig, jeg kommer til at få et større privilegium end den tid, jeg har fået til at danne relationer til mine børn!
At ville inddrage barnets far heri - er at give både barn og far den største gave.
Men det kan en ronkedor som dig nok ikke rigtig forstå…
Hør nu her. Folk må tage al den barsel, de vil, men de har INGEN ret til at tvinge andre til at betale for det!
Fordi svenskere tuller rundt i 1½ år på skatteydernes regning, er der ingen grund til at vi skal overtage den vanvittige ordning.
Det incitament, den skaber, er jo fuldstændig vanvittigt. Dovne folk der gerne vil tulre rundt for så en masse børn, der vokser op med en krævermentalitet og en ide om at de kan leve på andres bekostning, men dem der arbejder hårdt og ikke vil have børn på andres bekostning jo naturligvis vil få færre børn.
Sådan skaber man hele generationer af mennesker uden den mindste indsigt i, hvad det kræver at opbygge og vedligeholde et samfund.
Hvad er en ronkedor?
Helene,
Ja, børn er en stor gave. Derfor giver det heller ingen mening at sige, at andre skal betale for dem!
Det er en gave til dem der får dem, og det er nok i sig selv. Der skal ikke følge en samfundsblankocheck med!
Lennart, er det ikke de børn der bliver født nu som skal forsørge dig når du engang bliver gammel? Er det ikke en investition som du burde være med til at bære?
ronkedor fælleskøn
1. en (gammel) hanelefant, der lever alene
2. (kraftudtryk) umedgørlig person, krakiler, pralhals
citat fra Wiktionary.
En ronkedor er sådan en gammel - eller fortvivlende ung - hanelefant, der er en stivstikker, som ikke vil anerkende de nye tider, som ikke forstår, at samfundsvindene blæser - kraftigt - i nye retninger.
Jeg har ikke så mange kommentarer til din øvrige udtalelser Lennart Kiil, fordi de jo netop repræsenterer den forældede tankegang, at det kun er det traditionelt mandlige udearbejde på det forjættede arbejdsmarked, der er “rigtigt” arbejde.
Og at det er det eneste arbejde som gavner samfundet og samfundsøkonomien.
sidstnævnte er jo himmelråbende forkert - og direkte fejlagtigt.
Så jo - der skal hostes op med kr. og øre og lovstadfæstede privilegier a la Sverige.
Det manglede bare!!!!!!!!
Walter,
Hvordan skal de kunne forsørge nogensomhelst hvis de opdrages til at blive kværulanter?
Tak for oplysningen, Helene. Så lærte jeg også et nyt ord i dag.
Jeg er i særdeleshed klar over, i hvilken retning samfundsvindene blæser.
Og det ser ikke godt ud.
Hvis folk kun vil føde børn, når de gennem staten kan tvinge andre til at betale for dem, ser det meget sort ud.
Det er jo ynkeligt, at ingen familie længere ejer den gran af stolthed, der skal til, for selv at overkomme tingene økonomisk og på anden vis.
Helene og Walter,
Jeg er sådan set enig i, at det er problematisk, at helt små børn sendes i vuggestue i stedet for at være hos deres mor.
Men at kalde det for traumatisk og noget der giver ar på sjælen er nok lige at overdrive lidt. Dem, der rent faktisk har været udsatte for traumer, må undre så over en sådan begrebsudvanding.
Helene,
jeg citerer dig lige:
“Alt det der kan uddelegeres til barnets far skal naturligvis uddelegeres! Men man har alt for længe overset, at mor-barn-forholdet er noget specielt, som både p.g.a. amning men primært p.g.a. det relationelle aspekt ofte ikke kan uddelegers særlig meget- hvis man skal respektere barnets behov og signaler - førend barnet er blevet noget ældre.”
Det er meget interessant, det du her siger. Det viser nemlig at manden - uanset hvor meget han prøver - højst kan håbe på at få status som en slags reservekvinde af lavere rang, hvis han tager arbejdet op på hjemmefronten.
Og jeg er ganske enig. Kvinder kan give små børn noget som mænd aldrig ville kunne. Derfor mener jeg ikke det er på hjemmefronten manden skal forsøge at markere sig. Manden viser det bedste eksempel for børn ved at deltage aktivt i civilsamfundet.
Lennart Kill…som foreholder at manden viser det bedste eksempel for børn ved at deltage aktivt i civilsamfundet…..Mamma Mia en påstand, og ja - NU - skal Helene sørme støttes udi hendes betragtninger, fra Bedstemor her.Bliv ved,hold ud,Helen!
Jeg har det FLOTTESTE eksempel på en Far,der sætter sit barn højt, og altså FORAN titlen,ligesom barnets Mor.
Den påstand, at Kvinder kan give små børn noget, som mænd aldrig ville kunne,er ren volapyk.
Men med samme påstand,kan jeg jo godt se, vi har l a n g vej endnu til barselsorlov i EU parlamentet!
Birthe Petersen! Tak for din støtte.
Men jeg er lidt nysgerrig efter at få at vide, hvorfor du kan skrive dette:
“Den påstand, at Kvinder kan give små børn noget, som mænd aldrig ville kunne,er ren volapyk.”
Hvad i alverden mener du dog hermed?
For det første giver kvinden jo barnet livet!
Her er den første ting, som manden aldrig ville kunne.
Derefter følger en lang række biologiske kompetencer, som mænd sidst jeg så efter i min anatomi/fysiologibog altså ikke er blevet begavet med fra naturens side.
Det er fint, at vi kæmper for ligestilling - og det er fint, at ligestillingen/ligeværdet indfinder sig både i hjemmet og på arbejdsmarkedet.
Men det bliver et grotesk skrænkscenarie, når barnet og dets grundlæggende behov tages som gidsel i en kønskamp, hvor man totalt vender det blinde øje til helt basale biologiske grundvilkår.
Ja måske vinder far, måske vinder mor - men barnet taber - for barnet har - uanset ligestillingskamp - stadig de samme gamle urbehov og urinstinkter, som det har haft siden stenalderen.
Og det er lige netop det faktum, der gør, at vi ikke bare kan hugge barnet over i 2 som et horribelt og blodigt salomonisk ligestillingsgidseldrama….
Eller mener du virkelig det Birthe Pedersen- at vi bare kan hugge det nyfødte barn over i 2? ½ til mor og en ½ til far?
Come on - sådan er vi altså ikke skabt som 2 køn!!!
Birthe,
Jeg vedholder vigtigheden af, at mænd viser deres børn et godt eksempel som positive bidragere i civilsamfundet.
Se blot de her indvandrerbander. Havde deres fædre været mere positivt til stede i civilsamfundet, var det aldrig kommet så langt.
Al den kunstige ligestilling, I med statens vold og tvang vil trække ned over folk, er den sikre vej til opløsning.
Birthe og Helene,
når vi snakker om hvem det er der bedst kan varetage små børns behov, så er det efter min mening afhængig af hvor små de er. Børn under, lad os sige 2 år har helt klar mere behov for deres mor, men der er jo en flydende overgang hvor faderen burde komme mere og mere ind i billedet. Man skal forhindre at man kommer ud i en situation hvor ur-instinkterner kommer frem og hvor det bliver en kamp om barnet.
Og vi skal huske (måske især mødrene) at vi ikke ejer børnene.
Det er helt vildt hårdt at blive mor. Det er også dejligt, men især er det hårdt. Man forventer ALT af moderen. Leveres dette ikke, bliver man set ned på af omgivelserne. Der stilles slet ikke de samme krav til fædre. På dette punkt mener jeg, at vi fungerer efter nogle ældgamle kønsroller, som må se at blive revet ned. Næsten al blogaktiviteten her drejer sig om moderen. Men hvor er faderen? Skulle han ikke også lave noget?
Mine børn har mere eller mindre fravalgt deres far gennem de sidste 5 år. Egentligt var han en kærlig og omsorgsfuld far, men lidt efter lidt gad han ikke mere. Han prioriterede børnene lavest og stillede kun krav til dem - ikke til sig selv. Det er børnene måske nok kede af nu, selv om de ikke siger det. Jeg er da også ked af det, især fordi det dybest set nok er en kritik af mig. Det interessante er imidlertid omgivelsernes reaktion. De kigger overbærende på mig, når jeg fortæller det, og siger typisk:”..men han er jo bare en mand. Hvad kan du forlange?” Havde det været omvendt - at jeg havde svigtet - så havde der været ramaskrig! Der stilles bare langt større krav til moderen, og det er forkert, mener jeg. Når det gælder den totale omsorg fra barn til voksen, så mener jeg, at man må stille krav om ligestilling på dette punkt. Ellers får kvinderne ikke chance for at få en god karriere og tjene penge, og det er - hvad enten folk kan lide at høre det eller ej - en ganske væsentlig faktor for kvinders frihed.
Der tales stadig om orlov,ikk’? - og der skulle Far jo gå hjemme,ikk’? - og så har han lært de basale ting,ikk’? -
Emnet er vel stadig orlov i EU Parlamentet,ikk’? -
Det jeg mener er bare, at moderen skal have førsteret til i hvert fald det første års barsel - ja evt. 15 måneder - og så kan faderen gerne tage f.eks. 3 måneders barsel ved barnets fødsel - for mor har brug for fars støtte i starten - også for at få etableret amningen, hvilket kræver omsorg og støtte. Og så kan faderen tage f.eks. de sidste 3 måneders barsel, så mor kan komme i gang igen. Det ville da i hvert fald betyde, at kønnene nærmer sig hinanden i forhold til at tage barsel, men samtidig tager man hensyn til amning og mor-barn-symbiose.
Ovennævnte er bare et eksempel på, hvad jeg selv kunne leve med - og det er vist ikke så langt fra, hvordan det allerede foregår i Sverige?
Jeg mener ikke far på nogen måde kan konkurrere med mor det første leveår - så derfor mener jeg, at barslen obligatorisk skal tilgå moderen - derefter kan mor og far bedre dele - men det er jo også meget op til den enkelte familie at strikke deres egen model sammen.
Men at mor er den foretrukne de første 2 leveår kan jeg skrive under på! Men det betyder jo ikke, at far overhovedet ikke må være med - men det betyder bare, at mor og barn til en vis grad skal være fredet i den periode.
Jo - selvfølgelig er det virkelig for dårligt, at fædre bliver rost til skyerne bare de en sjælden gang går en lille tur med barnevågnen mens den overbelastede og hårdt arbejdende mor nærmest mødes med onde blikke, hvis hun tager sig et lille frirum - især hvis det er af faglig art.
Jeg mener ikke, at mændene kommer udenom at gå ud og tage nogle slagsmål med deres arbejdsgivere, så de også kan deltage i familielivet på trods af karrieren.
Jeg lever ikke selv på den måde, jeg prædiker eller helst ville leve lige nu, men jeg arbejder hårdt på, at det skal kunne lade sig gøre inden alt for længe!!!
Jeg må indrømme, at mine børn er så vigtige for mig, så jeg er nok tilbøjelig til at sige fuck dig til en arbejdsgiver, der ikke udviser vilje til at høre på mine ønsker som småbørnsmor - men samtidig er det jo ikke bare krævementalitet. Jeg kan f.eks. tilbyde en arbejdsgiver, at jeg aldrig eller sjældent er fraværende p.g.a. børns sygdom - i hvert fald har den måde, vi har strikket det hele sammen på betydet, at børnene ekstremt sjældent er syge - ja det er lige før det kun er 1 dag om året i gennemsnit.
Men jeg vedgår at jeg prioriterer børnefødsler og børn højest i en periode - selv om jeg egentlig foragter et totalt gammeldags kønsrollemønster, men alle kampe kan ikke vindes på een gang. Kampen om karrieren skal også tages, men jeg har ikke kunnet se, hvordan det hele skulle kunne lade sig gøre med de forhold, der er i dk p.t.
Jeg har en mand, som er meget interesseret i børnene, og det gør nok, at jeg nemt kommer til at glemme, at han er en undtagelse.
Men samtidig så skal han stadig opdrages!
Og jeg skal passe på ikke at synke alt for dybt ned i et latterligt, gammelt kønsrollemønster alt for længe…
Men mange af de problemer, vi har i forhold til alt det her omkring børn og ligestilling skyldes ydre forhold - manglende flex - både på arbejdsmarkedet og i pasningssystemet.
Men jo - vi må også få indført er begreb, der hedder: ravnefar.
MÆnd skal også have nogle smæk, når de ikke tager deres forældreansvar alvorligt!
For det er jo mest når barnet er lille, det er morsyg. Faktisk kan der sagtens komme en periode, derefter hvor barnet bliver farsyg, fordi pludselig bliver far og hans univers meget spændende.
Men hvis ens barns far ikke gider børnene så meget, så er det bare med at opsøge nogle andre gode relationer til børnene.
Det dur heller ikke at lade der gå total Morten Korch-idyl i denne her diskussion.
Vi må anerkende, at børn kan være lykkelige og trives rigtig godt i mange andre kærlige familiekonstellationer end far, mor og børn- kernefamilie..
I det hele taget savner jeg lidt, at flere tager ansvar for børnene. Den moderne kernefamilie er jo nærmest pr. definition totalt overbelastet. 2 personer er bare ikke nok til at klare alle arbejdsopgaver i en småbørnsfamilie optimalt.
Jeg må indrømme, at jeg så har prioriteret amningen og det, jeg kalder det relationelle arbejde - og så har huset, oprydningen, rengøringen osv. lide en vis grad af omsorgssvigt.
Den moderne børnefamilie er trængt, fordi 2 personer umuligt kan nå det hele med helt små børn. Det betyder desværre også, at systemet ikke får tilnærmelsesvist nok modspil, for de der endnu ikke har børn aner ikke rigtig, hvad de går ind til, og de der har småbørn har vist ofte rigeligt at gøre med i forhold til at holde hovedet oven vande og alle de mange bolde i luften, som denne krævende tid som småbørnsforælder kræver.
Der er alt for lidt politisk vilje til at ændre på tingene, for enten er det ligestillingen, man er bange for skal lide overlast, hvis man anerkender mor-barn-symbiosen eller også prioriterer man altid arbejdsmarkedets behov og krav på kvalificeret arbejdskraft højere end småbørnenes og børnefamiliernes behov.
Førstnævnte argument synes desværre at passe på socialdemokratiet, som er meget institutions”liderlige” i henhold til småbørn, og sidstnævnte argument synes at passe på den borgerlige regering, som lefler for arbejdsgiverne…
Hvem vil se børnenes behov? Findes det parti? ( ja måske kristendemokraterne, men de har p.g.a. det kristne i).
HOv - der skal stå: (ja måske kristendemokraterne, men de har p.g.a. det kristne islæt slet ikke vælgertække nok).
Nina B,
Jeg citerer:
” På dette punkt mener jeg, at vi fungerer efter nogle ældgamle kønsroller, som må se at blive revet ned. ”
Og hvad vil du så erstatte dem med?
Tror du ikke der er en grund til at vi har “kønsroller”.
Måske har de en funktion. Måske er de udbredte, fordi de virker godt og er til fordel for familie og samfund.
Det er typisk revolutionær adfærd bare at ville rive ned. Prøv at se lidt mere evolutionært på tingene.
Helene,
Jeg citerer:
“Jeg har en mand, som er meget interesseret i børnene, og det gør nok, at jeg nemt kommer til at glemme, at han er en undtagelse.
Men samtidig så skal han stadig opdrages!”
Jamen, hør nu her. Man opdrager børn. Ikke voksne mænd.
Det er et noget nedladende syn, du har på mænd, ikke?
Jeg fortryder lige min kommentar om, at mine børn så sjældent er syge, for det er jo ikke altid noget, man selv er herre over.Men grunden til, at jeg nævner det, er, at jeg har læst, at en øre-næse-halslæge bedømte “infektionstrykket” i en gennemsnitlig institution til at være 6-7 gange forholdene for et hjemmpasset barn.
Min pointe er, at jeg vist er nået frem til, at jeg synes børn skal have ret til at blive passet i deres hjem/nærmiljø - efter ide af fremtidsforsker Liselotte Lyngsø. Så må personalet bare lette numseletten og befordre sig ud der hvor klientellet er - og har det bedst -efter min ydmyge mening.
Tænk hvor ustresset en småbarnsfamilies morgen kunne blive. Det er kun de voksne der skal afsted og ud af døren! Og turen frem og tilbage mellem institution er tid man i stedet kan bruge til at komme tidligt hjem og dyrke relationsarbejdet. Ja der er mange flere fordele ved denne teori.
Lennart Kiil!
Den sørgelige sandhed er, at mænd skal opdrages!
De kan ofte være langt mere uopdragne end børn og selv hunde….
Trist men sandt!
I øvrigt kan jeg anbefale at læse bogen:”Bitterfissen”. Det er god læsning og en veritabel øjenåbner.
Der er også lige udkommet endnu en bog der omhandler mænd - og deres pinlige behov for konstant opdragelse udi det hjemlige og familiære ansvarsområde. Den er også skrevet af en svensk kvinde. Vender lige tilbage med titlen - men det er noget med at kvinden skal sige sin uønskede projektlederstilling i familien op og kræve, at manden - AF SIG SELV!- Ja guddødemig selv skal kunne få øje på nullermænd, tomme køleskabe, vasketøj der skal lægges sammen og være familiens spontane logistikchef m.h.t. at få tidsplan og familieaktiviteter til at gå op i - ikke en spids - men en højere enhed!
Lyder som rigtig god læsning.
Mænd - bare vent - hvis ikke I snart fatter det selv - så kan I godt forvente en masse vrede kvinder, der bare siger mere og mere fra - overfor kvindeligt dobbeltjobberi, uansvarlige, dovne og ansvarsforflygtigende mænd og fædre!
Lennart Kiil!
Jeg gentager:
MÆND SKAL I DEN GRAD OPDRAGES - DE KAN OFTE VÆRE LANGT MERE UOPDRAGNE OG ANSVARSFORFLYGTIGENDE END SMÅ BØRN OG ØVRIGE HUSDYR…
Trist men sandt….
Nææh jeg synes ikke, jeg er nedladende overfor mænd.
Jeg kan godt lide mænd!
Men at de trænger til en ordentlig gang opdragelse - det skal man være både blind, døv og dement-debil for ikke at kunne se!
Hvorfor hedder det ikke:
graviditetsarbejdet, fødearbejdet, ammearbejdet, omsorgsarbejdet?
Det har sikkert noget med ligestillingsarbejdet at gøre.
Ja guddødemig selv skal kunne få øje på nullermænd, tomme køleskabe, vasketøj der skal lægges sammen og være familiens spontane logistikchef m.h.t. at få tidsplan og familieaktiviteter til at gå op i - ikke en spids - men en højere enhed!
Køleskabe,skal både serviceresog installeres, I dag kan man spare på vandregningen. Stik en kvinde en opvaskebørste og hun vil fylde opvaskebaljen med martyrtårer.
Vil lige sige, at der er både sjov og alvor i mine kommentarer.
Jeg synes, det er næsten umuligt at opnå det man forstår ved traditionel ligestilling i småbørnsårene - især hvis man får børnene i rap.
Men jeg ved i hvert fald, at der skal og vil komme mere og mere ligestilling på bordet her hjemme efterhånden!
Blot tager jeg udgangspunkt i, hvad jeg oplever er noget nær det bedste for barnet ( ja intet er jo perfekt) men så tæt på som muligt - for jeg synes børnenes tidlige opvækstvilkår er vigtigere end om børnenes far og jeg nu også er 112% ligestillede -og ja jeg har spurgt ham, bvornår han tager halvdelen af fødslerne og amningen, meeen det trækker lidt ud på det punkt vil jeg sige…
For mig tæller det, at der over en lang periode er retfærdighed og opnås noget nær fuld ligestilling. Når børnene ikke længere er så små og de dermed ikke længere udgør en feminin achilleushæl - så vil jeg også stå mere og mere fast på min ret - og min karriere - bedre sent end aldrig.
Det er jo lidt sjovt, at mænd har så utrolig svært ved at få øje på nullermændene eller det tomme, rungende køleskab - ja nogle mænd ved vel knap hvor støvsugeren står - så slemt er det dog ikke her!
Herhjemme har jeg besluttet, at hele familien har ansvar for husholdningen.
Ryyyy sååå op! - bliver der gjaldet en del gange hver dag- og børnene - i hvert fald de store er blevet vanvittigt dygtige til at rydde op. Hellere en familie, hvor alle er fælles om de sure pligter, så alle kan sidde og hygge sig - sammen - bagefter end en familie med en stakkels, sur mor, der gør det hele selv - for det er nemmere end alt det brok…? - er det nu også det? - mens alle de andre morer sig!
Og børn har rigtig godt af at lære alle de mange ting, de kan få lært af deres forældre på den måde.
Men det kræver så måske også lidt, at der er mulighed for nogle fridage fra institution (også SFO) eller nogle korte dage, for ellers kan det jo være meget svært at finde tiden til at opdrage (også på manden) - og at være villig til at “ødelægge” den korte kvalitetstid sammen med “sur” opdragelse i stedet for råhygge.
Men det er også meget trist, at kvinder ofte stadig laver alt det kedelige, møgtriste og hårde husarbejde selv…
Jeg kan forstå, at kvinderne sikkert også gerne selv vil bruge meget tid på deres unger - men alt det møgkedelige arbejde - det skal bare uddelegeres så meget som overhovedet muligt - så alle trækker læsset i fællesskab!
Og ja der er da vist stadig en del mænd øhh - drengerøve, der stadig ikke ved, hvor rengøringsmidlerne er gemt…eller måske “hjælper de lidt til” - ha! - men vægrer sig ved at tage selvstændigt initiativ og fuldbyrdet ansvar. Det dur ikke.
Ved i hvert fald, at mine drenge skal lære ALT det huslige! Det kan godt være vi lever lidt gammeldags lige nu - ja det er min achilleushæl - babytiden - men drengene kommer ikke herfra uden at blive oplært til at være enhver svigerdatters drøm -og pigerne skal lære selvforsvar - så ja noget kan man jo altid gøre for at rykke ved den skæve, forkerte og uretfærdige ubalance i samfundet.
Sikke en god ide at lade kvinder få tid og ro ( og ikke mindst råd) til at blive mødre. At blive både lønnet og respekteret for det reproduktive arbejde og så få 2 år hjemme med det lille barn, det lyder da herligt. Tata skynder sig at sige farvel og goodbye til alt hvad der hedder firma, fakultet og deadlines. Hjem og så bare se at få gang i produktionen af en lillebror/søster. Det kan vist lige nås inden lukketid.
Gad i øvrigt nok vide, om ikke også Halime i Ishøj ville sætte pris på sådan at blive belønnet for at gå derhjemme og være reproduktiv? Det er da nok både hyggeligere, mindre nedslidende og mere underholdende end at gøre rent på den lokale folkeskole.
- Og Hafida på Nørrebro kunne droppe sit job som sosu-hjælper på Bispebjerg Hospital og i stedet koncentrere sig helt og fuldt om familien og produktionen af nye små samfundsborgere. Mon ikke hun ville foretrække det alternativ frem for at vaske de ældre på gerontologisk afdeling både her og dér?
Mon ikke også vores alle sammens forbillede og yndlingsminister Karen Jespersen ville være begejstret ved tanken om alle de kvinder i Danmark, der i stedet for at slide og slæbe i dårligt betalte og stressede “kvindefag”, kunne gå hjem til deres familie med god samvittighed og give sig til at være reproduktive?
Gad i øvrigt vide hvem der så skulle gøre rent på Ishøj Skole og vaske de ældre på hospitalet?
Mon Karen selv ville svinge klud og gulvskrubbe?
“hyggeligere, mindre nedslidende og mere underholdende end at gøre rent på den lokale folkeskole”
Tatanikka! Du taler vist som en kvinde, der aldrig for alvor har været hjemme hos familien andet end en kort barsel!
Du kan fanderaseme tro, det er hårdt, hårdt, hårdt arbejde. Det er ikke hyggeligt! Det er arbejde og slid som du aldrig har prøvet det før - på nogen arbejdsplads - det trækker tænder ud at knockle i døgndrift med det intense job, det er at yde omsorg til mange småbørn!
Hvor er jeg bare træt at kvinder, der primært arbejder ude som har taget mændenes nedladende syn på kvindearbejdet - ja så du går hjemme og HYGGER!!! dig?
De sku kraftedeme lige prøve en længere tid som serviceorgan for en hel familie - døgnet rundt - det er ikke hyggeligt!!!!!!
Men jeg synes, det er så vigtigt at børnene får en god start, så jeg gør det af idealistiske grunde - og fordi jeg ikke synes, der her i DK p.t. er særlig mange alternativer.
Jeg ville hellere arbejde på meget nedsat tid f.eks. få lov at starte med 1-2 arbejdsdage lige efter en lidt længere barsel. Det hørte jeg om en kvinde der fik lov til i Sverige - og så trappe langsomt op.
Det mest rekreative og afslappende sted en kvinde kan befinde sig er ude på arbejdsmarkedet.
Men det relationelle arbejde er så vigtigt, så jeg er bare ikke parat til at sende en 1-årig baby i vuggestue med stresset, undernormeret, omskifteligt personale med det 7-dobbelte infektionstryk!
Det er forholdene for børnene der er for dårlige p.t. - Det er deres pasningsforhold, der udgør kvindeundertrykkelsen i høj grad - for det er svært at se på, at det vi tilbyder børnene er nedskæring, nedskæring, nedskæring.
Men at arbejde er da ren ferie, ren afslapning i forhold til intenst at være omgivet af børn døgnet rundt som en hjemmespurtende mor er - så jeg tror nok de ovennævnte indvandrerkvinder gør klogt i at holde fast på deres jobs, hvis ikke de skal mærke hvad ægte knokleri er!
Men det jeg ønsker mig er mere flex- nedsat tid så længe børnene er små og langt bedre pasningsmuligheder - hvor far og evt andre familiemedlemmer også tager deres del af børnetjansen så børnene ikke mister alt det realtionelle i dagligdagen - det kan tilfældigt offentligt ansatte pr. definition aldrig levere.
Helene,
Jeg citerer dig:
“Ved i hvert fald, at mine drenge skal lære ALT det huslige! Det kan godt være vi lever lidt gammeldags lige nu - ja det er min achilleushæl - babytiden - men drengene kommer ikke herfra uden at blive oplært til at være enhver svigerdatters drøm -og pigerne skal lære selvforsvar - så ja noget kan man jo altid gøre for at rykke ved den skæve, forkerte og uretfærdige ubalance i samfundet.”
Her ser vi tydeligt et eksempel på, hvad galt der går, når mennesker tager slogans seriøst. Feministerne sagde - og siger - det personlige er politisk.
Nu vil du så underlægge dine drenge et hysterisk politisk regime, der ikke bygger på andet end en tåbelighed af en ideologi. Nemlig feminismen. De skal oplæres siger du. Det betyder de skal indoktrineres.
Drenge skal lære at service kvinder og lave husarbejedet, så de bliver en svigermors drøm, mens pigerne skal lære selvforsvar så de kan forsvare sig mod alle de onde mænd.
Dit hadefulde syn på mænd, og din nedvurdering af alt andet arbejde end husarbejde, flyder gennem dine kommentarer, som en sygelig tilstand. Jeg er bange for at det rækker langt længere end til kommentarfelterne her.
Få dog lidt perspektiv på tingene!
Nu behøver man jo ikke at få en hel masse små børn i rap eftersom både p-pillen og andre gode og sikre præventionsmidler er opfundet. Vi kvinder kan vælge hvornår vi bruger og hvornår vi holder op med at bruge prævention og således sikre os, at vi ikke føder børn med 1 - 2 års mellemrum. Det kunne vore bedstemødre og oldemødre ikke og nogle af de stakkels kvinder fødte både 10 og 11 børn hvoraf mange døde som spæde.
For nogle familier er det rigtigt at få 3 børn i løbet af 4 år og for andre familier er 2 børn med 6 års mellemrum passende. Det er i høj grad op til os selv hvordan vi vil tilrettelægge vores liv.
Hvis jeg skal sammenligne det at arbejde som rengøringsassistent, trappevask eller køkkenmedhjælper (hvilket jeg har gjort som helt ung) med det at være hjemme på barsel med et lille spædbarn, vil jeg betegne det sidste som langt hyggeligere og lettere end det første. Det var nærmest som at komme i himmelen at gå hjemme med den lille i et års tid i forhold til at knokle rundt og tømme opvaskemaskiner. Men hvordan man oplever det at gå hjemme med sit barn afhænger nok meget af hvilket arbejde man har haft inden man går på barsel.
Det er jo forskelligt fra kvinde til kvinde.
Hvis man ikke er parat til at sende sit lille barn i vuggestue efter endt barsel, er der jo den mulighed der hedder dagpleje.
Det er mindre stresset for barnet og der er også mindre infektionsfare, da der er færre børn. Det kan måske være en rigtig god løsning at prøve i hvert indtil der bliver indført svenske barselstilstande i DK.
Dagplejen er også undernormeret.
Mange dagplejemødre har 5 spædbørn i pleje!
Det ville jo svare til, at det var naturligt for en kvinde at føde femlinger….
Normalt føder vi kun en lille unge ad gangen og tvillingemødre får ofte ekstra støtte og hjælp. Derfor synes jeg det er grotesk, at man sparer så meget på pasning af så små børn, at man accepterer forholdet 1:5!
Og det er måske flot i forhold til vuggestuen, hvor der oveni kan være stor udskiftning blandt personalet…
Men jeg synes, det er kvindeundertrykkende som bare fanden, at man ikke tilbyder kvinderne noget bedre pasning af deres børn.
Ja - jeg har selv valgt at føde børnene- de er alle ønskebørn ventet med nærmest hysterisk længsel - for at være mor gør mig lykkelig helt ind til knoglemarven.
Men - alligevel får du mig aldrig til at sige, at det ikke er verdens hårdeste job - rent knoklearbejde - og ikke fra 8-15, men med døgnvagter alle ugens dage - det er så hårdt både fysisk og psykisk p.g.a. den kontinuerlige intensitet, det er at passe på små mennesker, som har så mange behov, man hele tiden skal opfylde.
Ja - man har vel et valg, men nogle gange i livet er det noget, man bare MÅ gøre - og sådan har jeg det med mine børn - jeg MÅTTE bare have dem - og var heldig, at min krop sagtens kunne opfylde dette ønske.
Men uanset om man har 1 eller 10 børn, så mener jeg stadig, at det er verdens mest krævende job.
Og den respekt vil jeg gerne have udmønter sig ikke i en romantiserende, idylliserende “piedestalisering” af kvinden og hendes reproduktive potentiale, men i cool cash og regelrette privilegier på arbejdsmarkedet og i pasningssystemet! TAK!
M.h.t. arbejderklassens vilkår - ja så er jeg altså selv 112% fuldblods arbejderklassebarn, der godt nok kan smykke mig med pyntende akademikerfjer, men måske fornemmer du, at der bag min havnearbejderjargon gemmer sig en rigtig arbejderkvinde - født af ufaglærte forældre, som blev født ud af en fattig bondeslægt.
Jeg ved altså alt om, hvad det kræver at være mønsterbryder - og ja det kræver nogle kampe og en stor stædighed, men det kan gøres, så man behøver vel ikke vaske trapper andet end for lige at supplere SU´en op indtil, man kan springe videre til et mere spændende studiejob?
I øvrigt så ved jeg ikke helt, hvem der har det værst? Jeg kan lide at arbejde som akademiker, for det kan være så spændende, så stimulerende og så udviklende, men samtidig følger der også et stort og nogle gange tungt ansvar med.
At være arbejderklasse kan altså også have sine fordele. Det afhænger jo af hvem man er som person. Jeg læste engang om en tandlæge - han var ikke bare tandlæge men sådan en rigtig specialisttandlæge, der sikkert tjente en rød ferrari i månedsløn, men en dag havde han fået nok. Det eneste han havde lyst til var et arbejde, hvor han ikke skulle tænke så meget - så han søgte noget fabriksarbejde - og var pludselig bare lykkelig over enkeltheden i den slags arbejde…Han var meget dygtig som tandlæge - meget anerkendt, men han trivedes med et job, han kunne klare med et minimum af indsats…
Nå pointen er bare, at jeg ville ønske folk ville holde op med den der - nå du går nok derhjemme og hygger dig! Nej det gør jeg ikke - jeg arbejder - hårdt! Det er et meningsfyldt arbejde - men det er ikke i nærheden af at være hyggeligt eller afslappende. Jeg glæder mig også til yngste barn bliver stor nok til, at jeg synes, jeg kan tillade mig at arbejde lidt! Selv om jeg også kommer til at savne hende - det er jo problemet - men jeg vil have en god balance.
M.h.t. at mine drenge skal lære alt det huslige, så er det jo omsorgssvigt ikke at lære dem det. Nu er det jo ikke sådan i dag, at man går fra mors skørter ind i et giftemål, så de der drenge skulle jo også gerne kunne få noget nærende at spise, få gjort rent og vasket tøj i de år, der sandsynligvis går fra de flytter hjemmefra til de bliver reelt samlevende/gift.
Nej - mænd er ikke onde - der findes masser af dejlige og ikke-voldelige mænd.
Det er vel mere det patriarkalske system, der er ondt - og nogle mænd reflekterer ikke nok over, at de kommer til at optræde som undertrykkere, når de bare følger strømmen og “traditionen”. Man kan vel kalde det en “patriarkalsk glidebane” en del mænd desværre skøjter lidt for meget rundt på - i stedet for at blive bevidste og stå fast på ligeværd mellem kønnene.
Selvfølgelig skal pigerne kunne forsvare sig - de skal have den tryghed, at de ved, at de kan passe på sig selv - og at de ikke er nogens nemme bytte men seje tøser, der ved hvordan de sætter ubrydelige grænser i forhold til deres intimsfære.
Og m.h.t. drengene så ønsker jeg også for dem, at de bliver godt gift og lever i gode parforhold - hvis ikke de lærer fra børn af at alle deles om det kedelige husarbejde, så er ovennævnte ønsker helt urealistiske.
I fremtiden vil ingen kvinde ved sine fulde fem binde an med en forkølet mors dreng, der smider sine snavsede sokker på gulvet og har en synsdefekt svarende til nullermændenes kolonialisering af det hjemlige stuegulv…
Nå ja det kan jo godt være, at mors dreng også er forkølet? - men der skulle have stået forkælet…
Men måske jeg lige skulle tilføje at jeg tænker på et meget idealistisk plan.
Man skal jo ikke glemme, at det vigtigste for et barn jo er, om det er elsket og ønsket og har gode hjemlige forhold.
Måske kommer jeg også til at overdramatisere, hvor slemt det er med den danske insitutionsverden - men en ting er, at man har brug for pasning til sit barn - noget andet er, at samfundet bare bliver ved med at skære i bevillingerne på især dette område.
Og så det faktum, at børnefamilierne er dem der arbejder MEST..hvad sker der lige her - det er jo ikke logisk?
Min pointe med f.eks. at beskrive, hvordan jeg bare måtte have børn - at det er det jeg i mit liv har ønsket mig mest og blevet gladest for, er jo også for at illustrere det umulige i at være kvinde i den postfeministiske tidsalder. Ja altså tiden efter, at den klassiske kvindekamp officielt set var på sit højeste.
For det ender jo altid med at være kvndens egen skyld!
I mit tilfælde kunne man jo så sige - jamen hvorfor kunne du ikke bare nøjes med et eller to børn? Det er da din egen skyld, når du ikke kunne “begrænse dig”. Og hvorfor ventede du ikke bare lidt med at få flere børn?
Men det er jo sådan mænd især tænker.
Samtidig hører vi også hele tiden om de egoistiske, karrierefikserede kvinder, som udskyder børnefødslerne og derfor får fertilitetsproblemer.
Det er OGSÅ deres egen skyld. De kvinder er bare FOR egoistiske ikke?….
Kvinden er egoistisk og en ravnemor hvis hun passer sin karriere - for meget..men hun er også forkert og “utilpasset” hvis hun er “for meget mor”.
Det er efterhånden gået op for mig, at man som kvinde i det postfeministiske samfund ikke kan vinde.
Det er også kvindens egen skyld hvis hun bliver uønsket gravid. Så må hun selv ligge og rode med det eller ind og får en abort.
Det er kvindens egen skyld, hvis hun bliver gravid med et handicappet barn og ikke er sikker på at hun vil have det fjernet.
Hvad mon der så sker i fremtiden - at så har hun jo selv valgt - og må selv betale de dyre støttepædagoger?
Jeg er så træt at, at det altid koger sammen til een konklusion - kvindens fertilitet og de problemstillinger, den medfører for kvinden - det er kvindens egen skyld!
Hun kunne jo bare….have styret sig, have taget sig sammen i stedet for at være så uhørt moderlige , have ventet med at få børn, have udskudt at få børn….
Helt ærligt!
En kvinde er fertil fra hun er måske 13-49 år….men langt de fleste af de år, er hun ikke “socialt” fertil.
Det er forståeligt nok, at en mindreårig ikke er moden til moderskab - i hvert fald er det ikke optimalt selv om det i nogle tilfælde er biologisk muligt.
Men sådan som jeg opfatter det, så er en kvinde under 25 også FOR ung - en kvinde over 35 er for gammel… og så skal kvinden jo også lige have sin uddannelse først - og måske skal familien lige have købt hus og karrieren skal lige etableres - til sidst har kvinden måske reelt set - socialt - 3-4 år til at føde børn i, hvis hun skal følge samfundets forventninger.
Kan det så undre nogen, at vi som samfund har ondt i fertiliteten.
Men det er jo bare kvindernes egen skyld ikke?
De er jo blevet så egoistiske og tænker kun på karriere og kan ikke tage sig sammen til at føde de der børn!
Men hvis børnene så fødes, så må kvinden ikke blive FOR opofrende - så SKAL hun være egoistisk og pleje karriere lige nøjagtig når kommunen har fastsat en vis dato ca. 11 måneder efter terminen…Så skal der slukkes for følelserne overfor barnet, som kvinden så kan få lov at se i ulvetimen når det er blevet frigivet fra statens kontrollerede pasningssystem….
Undskyld mig - er det frihed?!
Kunne vi have brug for en ny form for feminisme, der ikke kun lige appellerer til en snæver kreds af kvinder, der åbenbart ikke har syntes noget særligt om moderskabet?
Hvornår ophører det med at være kvindens egen skyld - og hvornår analyserer man sig frem til det enorme pres samfundet på utallige måder pålægger den fertile kvinde, for at leve op til nogle normer, der clasher med så mange naturlige instinkter og behov - og som alt for ofte medfører at kvinden ikke når at få de børn hun ønsker sig ( som Carina Christensen påpegede) men som heller ikke reelt giver (ret mange) kvinder mulighed for at nå topposterne i samfundet.
Det er mange slags glasloft.
Men den med at påføre den fertile kvinde al skylden og skammen for de problemstillinger hendes fertilitet medfører i et - stadig - ultramaskuliniseret og børnefjendsk karriere, uddannelses og samfundssystem - det udgør måske det tykkeste og mest benægtede?
Helt ærligt Helene. Nu går du da helt i selvspind. Du kan da blive hjemme hele børnenes barndom og amme dem, hvis du vil. Du kan bare ikke regne med, at andre vil betale for det. Jeg har også børn, som gerne skulle have en ordentlig skolegang, et ordentligt sundhedssystem, et ordentligt bibliotek, en offentlig svømmehal, gerne en ordning med skolemad osv.. Det koster penge alt sammen. Hvor skal vi lige skære ned for at indføre to års barselsorlov?
Jeg husker stadig min sidste barselsorlov. Jeg nød mit barn, men jeg manglede i den grad åndelig føde. Jeg kan huske, at jeg sad og sappede på TV i håb om, at der var sket en eller anden katastrofe ude i den store verden, som kunne optage mit sind. Tror du ikke, at du snart burde starte på arbejdet igen? Det er aldrig så slemt, som man forestiller sig. Børnene kan godt være glade andre steder end hjemme hos mor.
Andra - ja jeg går i selvsving, for jeg kan jo råbe alt det jeg vil.
Men jeg har ikke magt. Og de der har masser af magt er fuldstændig stjerneligeglade med småbørnsmødres behov!
Der er intet, der kunne rage dem mindre!!!
Jo jeg kan mærke at jeg savner at arbejde!
Og jeg har også planlagt hvornår jeg skal i gang igen. Men da der ikke er noget her i den danske arbejdsmarkedskultur, der hedder forståelse for en nybagt mor eller et fleksibelt pasningssystem, hvor moren også har noget som helst at skulle have sagt m.h.t. ønsker så er det ikke så nemt at komme i gang. Jeg kan ikke nænne det - at rive båndet over når det jeg kan få både på arbejdsmarked og m.h.t. pasningssystem jo ikke er lavet m.h.t. mine og mit barns behøv for en blid start.
Jeg vil nok blive ved med at gå i mere og mere selvsving et stykke tid endnu.
For jeg synes bare ikke systemet - er baseret på en småbarnsmors behov!
Og jeg synes, at den tid i en kvinde og et barns liv er så vigtigt. Så jeg synes min datter skal have det sidste med - de sidste kompetencer før, jeg overlader hende itl pasning og helst da kun et par dage om ugen.
Jeg tror der er rigtig mange andre mødre der også har det dårligt med den hårde og kyniske mangel på overgang mellem barsel og jobstart.
M.h.t. hvad det koster - så smider staten da rigtig mange penge i institutinerne - er det ikke ca. 7000 kr. pr barn - og det er vel kun til lønninger? Hvad med udgifter til bygninger, inventar, vedligeholdelse osv?
Jeg synes det ville være meget mere smart og billigere hvis børn blev passet hjemme hos dem selv - så den moderne pædagog blev en slags husmorafløser, der så også stod for at mødes med de andre pædagoger og børn på områdets legeplads.
Jeg synes, det er forkert, at så lidt i samfundet er baseret på småbarnsmorens behov. Det er som om parolen lidt er: ja nu har i fået nogle institutioner - offentlig pasning - vi har officielt ligestilling - så sig lige tak!
Ja tak - men for hvad?
Der er jo ikke meget af det, som det offentlige kan tilbyde, som man har nogen som helst indflydelse på!
Det er jo nærmest ren kommunistagtigt - aflever 1 stk barn ved kasse 1 - og så bestemmer staten!
Hvornår har man nogensinde spurgt kvinderne/småbørnsmødrene, hvad de kunne tænke sig?
Nej - mødrene de skal bare aflevere - uden at kny og uden at stille spørgsmålstegn - for pædagogerne er jo allerede stærkt undernormerede og har ikke tid.
Vi ved at børn bliver syge af at gå i de danske institutioner!
Hvorfor er det bare noget vi accpeterer mens vi sender en halv generation til drænindlæggelse?
Ja - jeg synes altså ikke det hele er så godt endnu! Og jeg bliver nok ved og ved med at gå i selvsving indtil samfundet bliver indrettet lidt mere efter kvindernes behov - og ikke bare de behov vi forventes at have - eller de ting vi forventes at sige tak for, som ikke matcher autentiske behov!
Jeg hedder selvsving til mellemnavn:0)!
Hele debatten leder mine tanker hen på mor vs karrierekvinde. Det er som om de to ting ikke er ment til at hænge sammen i samfundets øjne. Bevares der skal da nok være nogle med en superkarrere og småbørn med enormt meget overskud, men et kig rundt i venindekredsen giver altså ikke mig det glansbillede.
Og hvad gør man så som ung pige med ambitioner? Man lader være, det er nu engang lettere. Eller også går man på kompromis, og får måske kun et enkelt barn selvom man egentlig gerne ville have flere.
Og sådan vil det fortsætte så længe det ikke anderkendes at mænd og kvinder har forskellige behov på arbejdsmarkedet.
Freja Bang-Carlsen!
Tusind tak for dit indlæg.
Det rammer hele problematikken meget præcist.
Jeg vil dog sige, at jeg har ambitionerne i behold.
Jeg bliver tit frustreret over, at systemet kun kan acceptere een slags karrierevej - nemlig den som unge mænd kan præstere - lange arbejdsuger og karrieren først. Det kan man ikke præstere hvis man samtidig skal udføre reproduktivt arbejde - graviditetsarbejdet, fødearbejdet og ammearbejdet. Når man har et reproduktivt arbejde at passe også, så synes jeg løsningen hedder reduceret arbejdstid efter moderens valg.
Det betyder nemlig, at kvinden kan fortsætte i sin karriere og dygtiggøre sig.
Hun ryger IKKE af karrieretoget, men tager bumletoget i stedet for lyntoget.
Det er i virkeligheden ikke så væsentligt - for de to tog kører - med tiden - til samme destination.
Jeg ser ligestilling som en kamp, der kører over et helt liv - og ikke et projekt, der kan være fuldt etableret som ca. 30-årig.
Forstået på den måde, at der næsten uvægerligt kommer en ulighed, når der skal stiftes familie. Men den ulighed burde sagtens kunne rettes op igen eftersom børnene vokser til. Det er kun mens børnene er helt små, det er virkelig problematisk.
Men skal man have en børneflok, kan der jo alligevel godt gå nogle år, hvor man helst vil køre med bumlekarrieretoget.
Som det er nu bliver man som aktiv, fertil kvinde ofte udstødt af karrieren.
Der er meget lidt forståelse for ønsket om at prioritere børnene mens de er små.
Alt for ofte får en småbarnsmor at vide, at hun er for pylret, går i selvsving, og bare skal slappe lidt af - for de der børn de skal jo nok klare sig - uden hende!
Ja - børnene de skal nok overleve - men nu kunne det jo godt være, at nogle kvinder kunne have en større ambition i forhold til deres reproduktive arbejde end ren og skær overlevelse?
Det kunne være, der var mødre, der gerne ville nyde børnene og deres fantastiske udvikling undervejs - og kunne nyde bevidstheden om, at man har givet alt, man overhovedet kunne - perfekt bliver det aldrig - men for mange kompromisser i forhold til de små børn - det er tager glæden ved børnene væk.
Og det vil jeg ikke finde mig i - for det er den største glæde, jeg nogensinde har oplevet til dato - og det betyder IKKE, at jeg ikke også elsker at være udearbejdende mor!
Det er bare et spørgsmål om proportioner og priorteringer.
Men jeg forventer nu stadig at få en karriere. Jeg vil ikke finde mig i IKKE at få en karriere - det kan da ikke være meningen, at man skal straffes fordi man bliver hjemme noget tid - og gør det hårde, stressende og fysisk og psykisk mest krævende arbejde, der overhovedet findes!
For nej man går jo ikke decideret og råhygger sig det meste af tiden. Man er træt og brugt - men man gør det jo fordi det giver mere mening end noget som helst andet - lige i den livsfase!
Men karrieren - den kræver jeg altså at få - også!
Også selv om jeg så ikke længere er purung - men til gengæld er jeg så erfaren og har prøvet kræfter med nogle af livets største udfordringer - og mine børn er godt i vej, fordi jeg har investeret tid i dem.
Det er ihvert fald ideen.
Men langt hellere ville jeg hele tiden være i gang med at dygtiggøre mig.
Det er den dimension på arbejdsmarkedet vi mangler så meget - ja jeg mener, det at kunne køre med på det langsommere karriertog er den faktor der ville kunne få ligestillingsprojektet til at lykkes for alvor. Det ville fjerne det tykkeste glasloft for kvinderne!
Når børnene er ved at være store skal kvinderne nok komme i fart igen og nå de samme topposter!
Men stresser man kvinderne for meget mens de skal føde børn, så er der mange der vil opgive og tro, at de ikke egner sig til karriere.
Ja det er lige før, man mistænker mændene for at gøre det mod kvinderne med vilje?
For lige som at få kvinden ned med nakken der hvor hun er mest sårbar - når hun føder børn - og så triumferende kunne sige: ja der kan du bare se! Lad du nu mændene om det her, for det er jo for hårdt for sådan en lille kvinde som dig….
Men det passer jo ikke!
Når kan kvinder kan føde og opfostre børn, så er det intet de i øvrigt ikke også ville kunne klare.
Mens der nok er en del mænd, der ikke magter det hårde job med børn og hjem? - for det er rigtignok nogle gange dødkedeligt samtidig med at det er vildt krævende fysisk og psykisk.
Jægersoldater gå hjem og vug - fød et barn!
Så kan vi snakke som ligeværdige!!!
Nu er det jo nok sådan, at uanset hvad man vælger i sin ungdom, har det nogle konsekvenser for ens liv senere. Hvis man vælger et “brødløst” studium som eskimologi eller assyriologi el. lign. kan man ikke regne med at der står et velbetalt job parat efter endt studium. Hvis man vælger at blive performancekunstner eller bruger sin ungdom på politiske manifestationer og aktiviteter i Ungdomshuset, er der heller ikke mange beskæftigelsesmuligheder bagefter.
Vælger man med hjertet, taber man en masse penge, pension osv. på langt sigt.
Vælger man med fornuften, har man bedre økonomiske og karrieremæssige muligheder, men mister måske noget meget vigtigere…
I Danmark er det dog ikke nødvendigvis en katastrofe at “spilde” sin ungdom på aktiviteter, kunst eller usædvanlige humanistiske studieretninger.
Man kan næsten altid samle sig selv op og begynde på noget nyt.
Men altså ethvert valg har konsekvenser og omkostninger - også det at få sig en hel flok børn.
Man kan ikke både blæse og have mel i munden.
Tatanikka! Hvor er du kvinde-usolidarisk!!!!
Nu er det faktisk sådan, jeg allerede har lagt en plan for mit liv - både familielivet og karrierelivet.
og jo - man kan godt både “blæse og have mel i munden”, som du kalder det…
Men du er jo slet ikke på kvindernes side når det kommer til stykket.
Jeg skriver ikke alt det her, fordi jeg ikke har en løsning på mit eget problem.
Jeg ved godt, hvordan jeg skal få både en stor børneflok, en karriere og en god løn.
Jeg har valgt et fag, hvor der alt andet lige altid vil være masser af arbejde i sagens natur.
Jeg skriver det her fordi jeg kan se, at det er et problem, der rammer bredt i samfundet - også de arbejderkvinder, du siger, du sympatiserer med.
Drop dine gamle ordprog….hvor corny har man lov at være?
Jeg kan f.eks. nævne Lis Groes, som blev mor til 9, var hjemmegående mor i en årrække, børnene blev passet hjemme - sammen med naboens børn og med hjælp af en ansat pædagog - og da Lis Groes havde født 9. barn og barnet var nået en vis alder, så fik LG den eksemplarisk flotte karriere.
Hun blev minister i folketinget m.m
I øvrigt var Lis Groes også forkvinde for Dansk Kvindesamfund, og hun gik allerede dengang for mange årtier siden ind for, at kvinder skulle kunne arbejde og gøre karriere på deltid.
Hun blev stemt ned -hvorfor?
Fordi de andre kvinder mente, at arbejderkvinderne ikke ville kunne leve af en deltidsarbejderløn - og det prioriterede de så højere end at kvinderne skulle have bedre mulighed for tid til børnene.
Det synes jeg var en kæmpe fejl.
Men det luner, at der har været store forkvinder - der bestemt evnede både at blæse og have mel i munden! - også i den grad!
Det gode ved Lis Groes - og en række andre kvinder fra hendes tid, der også fik både stor børneflok og eksemplarisk karriere er, at de ikke forsøgte at gøre det hele på een gang - sådan som vi i dag forventer af den moderne kvinde.
Det jeg især synes, jeg har lært af, at læse om de her kvinder, der jo lykkedes som både mødre og karrierekvinder længe før kvindebevægelsen egentlig var sådan rigtig fremme i vælten, er, at det handler om at prioritere rigtigt.
De prioriterede familielivet i nogle år - havde dog først taget flotte uddannelser -og da så børnene var nået en vis alder - så rykkede de damer i den grad karrieremæssigt.
Jeg synes, det er helt forkert, at man i vore dage forventes at køre fuldt karriereræs samtidig med, at man stifter en familie. Men samtidig er det godt at holde en kontakt til karrieren - men ikke på fuldt blus i småbørnsårene.
Jeg kan tilbagevise, at man ikke kan både blæse og have mel i munden som du skriver Tatanikka - for i mit tilfælde kan jeg da sagtens se både børneflok og karrieredrømme realisere sig.
Det tager så bare lige lidt længere tid.
Det er jo naturligt nok.
Det der irriterer mig er, at systemet i Danmark ikke bakker op om dette, men bliver ved med at få kvinderne til at acceptere dobbeltjobberi. Det er ikke rimeligt hverken overfor børn, kvindernes helbred eller samfundet, som jo ofte ikke får det fulde udbytte at kvindernes talentmasse på den ukloge måde, karrieresystemet er skruet sammen på.
Det irriterer mig grusomt, at systemet stadig er så dårligt indrettet.
Jeg har dog selv som sagt fundet en løsning for mig selv. Men det betyder da ikke, at jeg ikke bliver frustreret over systemet fortsat!
Helene,
Der er åbenbart stor forskel på, hvor hårdt kvinder synes fødsel og børnepasning er.
For dig er det verdens hårdeste job (men har du egentligt prøvet alle de andre?).
Andre kvinder forekommer det nogenlunde nemt og ligetil.
Lennart Kiil! Du aner ikke, hvor hårdt og ansvarsfuldt job jeg har haft - og det var ikke tilnærmelsesvist så hårdt som at være småbarnsmor.
Under min seneste graviditet klarede jeg jævnlige døgnvagter lige til jeg retmæssigt skulle på barsel. Jeg arbejdede hårdt non-stop (på nær en 2 spisepauser: frokost og aftensmad) fra kl. 8-24. Så kunne jeg måske sove nogle timer - dog afbrudt af telefonopkald og måtte så stå tidligt op efter kun få timers søvn og lave det sidste papirarbejde.
Jeg kørte fra den ene ende af landet til den anden og måtte lige til det sidste stå op midt om natten for at nå på arbejde kl. 8. Heldigvis var det en deltidsstilling, så det passede perfekt.
Så gik jeg på barsel - blot for at opdage, at jeg nu skulle have døgnvagt hver dag alle ugens dage - og som regel ingen spisepause- eller nogen pause overhovedet - ej heller tissepause - ja bare det at få lov at gå på toilettet alene er svært når man er nybagt mor!
I mit arbejde havde jeg et stort ansvar for andre mennesker.
“Andre kvinder forekommer det nogenlunde nemt og ligetil.”
Nå - så må du vise mig de kvinder.
Alle kvinder jeg kender - og der er en del uddannede og dygtige pædagoger imellem giver mig ret i, at det hårdeste job overhovedet er at passe små børn.
Mit professionelle job er prestigefyldt og med forholdsvis god løn. Man arbejder hårdt i mange timer i træk som nævnt, ansvaret er stort.
Men jeg vil stadig sige, at det ikke er nær så krævende og strabadserende eller intenst som at være småbarnsmor!
Jeg har trods alt prøvet begge dele.
Jeg gætter på, at du dårligt nok selv har prøvet at skifte en ble - og det er jo det, der gør, at arbejdet med småbørn ikke respekteres nær nok. Det er virkelig hårdt arbejde.
Og derfor synes jeg også det bør afkræve meget mere respekt!
At være småbarnsmor er det mest intense job, man overhovedet kan have.
Der er intet andet job, hvor man belastes med en sådan intensitet - døgnet rundt.
Hvorfor skal det fortsat være forbundet med lavprestige og grov underbetaling - eller ingen betaling?